Jeg har ærligt talt ikke fulgt ordentligt med i det danske marked for fantastik-noveller de seneste par år. Jeg har holdt styr på, hvilke bøger der er udkommet, men jeg er sjældent dykket ned i materialet – og hvilket bedre tidspunkt end nu? Det blev til tredie bind i antologiserien “Fortællinger fra mørket” fra forlaget Enter Darkness. Et (helt ærligt) forfærdeligt forlagsnavn, der afslører en vis forkærlighed for amerikansk kultur og måske nok dermed sammenhængende mangel på subtilitet.

Noget af det går igen i udvalget af noveller i “Skyggespejlet”, som udgivelsen hedder. En god del af historierne er på velkendte formler, og en del af dem forsøger at sælge sig selv på chokværdi – så hvis man vil have sin horror slasket, er der god fornøjelse at hente her. Men tematisk spændes der nu bredt, fra spøgelser over kannibaler og tog-rednecks til de mere svært placerbare trusler. Der bør nok være noget for de fleste smage (så længe de hælder til det rædselsvækkende).

Samlingen byder på flere velkendte navne, men også en god del for mig ukendte. Og jeg havde nok nogle forventninger til, hvor jeg ville finde mine yndlinge – men måtte opdage mig noget overrasket over at se dem fordelte på både nye og gamle navne.

Mikkel Harris Carlsen, hvis værker jeg har en vis forkærlighed for (Hr. kukula, M, Fuglene, interview), leverer en solid omgang kunstnerhorror med William Blake-referencer, og hvad mere kan man ønske sig, i “Faldende stjerne over London”; men overraskelsen er for mit vedkommende Martine Cardel Gertsen med “Bjergtaget”. Den fint dobbelttydige titel dækker over en lidt velkendt historie om to turister, der forsøger at bestige et bjerg – og kommer på afveje. Men den er superfint pakket ind i en solidt funderet rammefortælling, der løfter den. Forfatteren ser ud til at have noveller med i de to tidligere udgivelser i serien, så de fortjener måske et nærmere kig.

Lidt på vippen for mig lå Lars Ahns “Må ikke forstyrres”. Ahn er især god til at drive almindelige mennesker ud i noget morads, og det gør han også med stor kompetence her. Setuppet er enkelt, men samtidig et, der åbner for et utal af skumle muligheder, og Ahn afvikler det med rolig hånd. Men alligevel er det, som om novellen ikke helt letter i sidste ende, og det var en lidt forbistret oplevelse.

Alt i alt er “Skyggespejlet” en blandet landhandel. Der var måske nok lidt langt mellem snapsene for mig, men for en sulten horrorlæser er det gefundenes Fressen.