Technarion
Sean McMullen var ærligt talt ikke en forfatter, jeg overhovedet havde hørt om, før denne samling med otte af hans noveller udkom på dansk. Det er tydeligvis min fejl, for Technarion var en næsten ublandet fornøjelse.
Mcmullen er australsk, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kan træffe nogle store konklusioner om australsk science fiction ud fra denne samling – den virker i tonen som i tæt familie med den engelsksprogede science fiction, vi kender. Men kvalitetsmæssigt helt klart i den gode ende. Og en god grund til lige at stoppe op og sende en stille tak til Science Fiction Cirklen for at få forfatterskaber som disse ud på dansk.
8 noveller bliver det til. Og de spænder fra bundsolide rumhistorier til opfindsom steampunk.
Første novelle, Kaskaden, starter, hvor de første mennesker lander på Mars – men foregår på Jorden. Og det er bogstaveligt talt en historie, der starter jordnært, men roligt og overbevisende folder historien ud, så den peger fremad og antyder sine konsekvenser langt ud i tiden. Og McMullen er god til det – at starte uden de store fanfarer, men lade snebolden rulle sig større i næsten eksponentiel vækst. Gå mod fuldmånen starter med, at man finder en mystisk kvinde – fremmedartet både i udseende og sprog; vor hovedperson kan det med sproget, men det bliver et møde, der bringer ham længere ud, end han havde kunnet forudse – og med de der aha-oplevelser, som science fiction gør så godt (i de rette hænder).
Og McMullens er de rette hænder, ingen tvivl om det.
I titel-novellen tager han os til 1875 og begynder at bygge en computer. Steampunk-maskinerne kører for fuld damp, og man forestiller sig en fremtid fyldt med tandhjul og damp, men igen vrider han fortællingen til et overraskende sted. Det er fornøjelig og virtuøs science fiction, der både underholder og ændrer ens oplevelse af verden. Den der type fortællinger, som leger videre i ens hoved efter endt læsning.
Det er Niels Dalgaard, der har redigeret og oversat – og leveret efterordet. Det skal han have tak for – Sean McMullen er et forfatterskab, som jeg vil vende tilbage til, ingen tvivl om det.
4 kommentarer
Måske ligger der noget kendetegnende for australsk SF i, at forfatterne “down under” godt tør give den en ekstra skalle udi det fabulerende. F.eks er Greg Egan fæ-no-me-nal til at vride rigtigt gode historier udaf “front end science” (se “Axiomatic”) og så er der M.K. Joseph med “Hullet i nullet”, virklig weirdo.
Men det er jo ikke noget voldsomt stort statistisk materiale. Og af de australske forf. wikipedia nævner, kender jeg – udover de her nævnte – kun Nevil Shute (det må være på grund af “On the beach”)
Technarion it is – jeg skal biblioteket, mundbind, visir, høreværn, engangshandsker og hele balladen 🙂
Åh, Greg Egan. Jeg kom i tanke om ham for et års tid siden og tænkte, der måtte være en hel bunke nye titler, jeg ikke havde læst. Desværre har han ikke været særligt produktiv de seneste år, så jeg endte faktisk med Axiomatic – og ja, han kan eddermame finde nogle vilde tilgange til videnskaben.
Og så er han åbenbart lige udkommet med en ny samling, Instantiation.
Iøvrigt – og det er virkelig noget nørd, det her:
Dén dér “fabriksbygning”, der på forsiden af bogen ligger tungt, under telegrafstrimlens “Non Plus Ultra” ($), det er Battersea Power Station. Et nedlagt kulfyret kraftværk, som optræder som politihovedkvarter (eller noget) i “Richard III” (film fra 1995), hvor Gandalf … Ian Mckellan – spiller hovedrollen, samt på “coveret” til Pink Floyds 1977-album “Animals” (nu med flyvende gris – sebasse, og ikke et ord om andre grisefarvede balloner over London)
Undskyld! Det var langt ude – beklager … det var bare … – jeg mener; ja, undskyld – eller noget …