Hvis jeg havde forstand på rytme og deslige, ville jeg skrive en hyldestsang til bogstavet m/M. Det 13. bogstav i vores alfabet, hvilket ofte anses for uheldigt – men lige i dag, fredag den 13., antager det sin helt egen superposition af betydninger, synes jeg. Uheldigt for teenagere, der tager derud, hvor mobiltelefoner ikke virker, men ganske heldigt og underholdende for os andre.

Men tænk over det: m.

Det er en Fritz Lang-film med Peter Lorre, men i mere superkulturel forstand er det chefen for efterretningstjenesten i James Bond-universet – hvilket (når vi nu først er fanget i den superkulturelle tyngdebrønd) hurtigt trækker os videre til Alan Moores “League of Extraordinary Gentlemen”, hvor M også optræder, omend indledningsvist i baggrunden, og man naturligvis tager for givet, at der er tale om Mycroft, den navnkyndige Sherlocks bror. Men igen træder bogstavet over flere positioner og personer og dikotomier, da M viser sig at være (SPOILER) Moriarty.

Tænk over det: m formår at forbinde de særeste verdener.

Det kan stå for meter, men også for mil – så enten et logisk opbygget afstandssystem eller et drømmesyn udtænkt af en eller anden britisk adelsmand, der var blevet ramt af et stykke af Månen i sin tidlige barndom. Det er i al fald den forklaring, jeg forestiller mig.

Men intet sted fremstår M som bro mellem verdener tydeligere, end når det optræder som mellemnavn hos en skotsk forfatter.

Der er naturligvis tale om Iain Banks, der skrev gode “mainstream” (eller i al fald rimeligt realistisk funderede) bøger (mit første møde med forfatterskabet var “Hvepsefabrikken”, som jeg stadig bruger som lakmusprøve på andre mennesker for at se, om deres bogholdninger er værd at lytte til), men indsatte M og skrev endnu bedre science fiction.

Jeg er ved at genlæse “Consider Phlebas” for første gang i mindst et par årtier. Det er en lidt underlig fornemmelse, at den bog, jeg huskede som et stort og bragende rumeventyr, i bund og grund starter ud som et klassisk sydhavseventyr med pirater og kannibaler, men det er ikke nogen dårlig ting!

Og ja, det var blot derfor, jeg havde lyst til at forfatte en hyldestsang, der i stedet blev til denne frit omvandrende tekst. Og som et sidste eksempel på, at M strækker sig over modstridende elementer, vil jeg linke til Iain (M) Banks’ sidste interview i The Guardian, tilbage i 2013, der er både underholdende og øjenkrogsfugttrækkende:

“Do you know that I know what caused the cancer?” I think I pull a face like Macaulay Culkin in Home Alone. “Cosmic ray,” he says. “I won’t brook any contradiction; it was a high-energy particle. A star exploded hundreds or thousands of years ago and ever since there’s been a cosmic ray – a bad-magic bullet with my name on it, to quote Ken – heading towards the moment where it hit one of my cells and mutated it. That’s an SF author’s way to bow out; none of this banal transcription error stuff.”