TMDb

Frankensteins skabning i kaijuregi af Ishirō Honda — det burde jo blive godt.

Fra filmens anslag, hvor monstrets stadig bankende hjerte fragtes fra 2. verdenskrigs Tyskland til Japan, er der slået stort op. I Hiroshimas nukleare flammer regenererer hjertet spontant en ny krop, men da man 15 år senere opdager den vilde teenager, synker filmens niveau støt.

Jeg kan ikke udsætte noget på, at det meste af filmen er fyldscener for at trække tiden ud mellem monsterslagsmål. Det er par for the course i tidlige kaijufilm. Hvad jeg har noget imod er, at konfrontationen med bæltedyrmonstret Baragon ikke tematisk sættes op bedre.

En Prometheus genfødt af moderne krigsførelses totale destruktion, mod den dybe tids ktoniske legemliggørelse?
Come on, det burde sgu da kunne svinges op i operatiske proportioner!
Den sidste time er som at kigge på maling der tørrer.

2/10★
Først anmeldt på Mastodon