Egentlig er det en lidt sær beskæftigelse, at interessere sig for gaderum. Især når éns viden om, og forståelse for, såvel arkitektur som byplanlægning begrænser sig til lægmandens “hva’ ska’ det nu gøre godt for?”

Som dreng skar jeg ikke træskibe.

Derimod brugte jeg ret meget tid på ingeniør-tegninger til rumskibe. Noget i den hér stil:

Og jeg husker at have lavet plantegninger over “Discovery” (“2001 – a space odyssey”), “Rama” (“Rendezvous with Rama”) og “Kronos” (“Skyggen fra Sirius”). Endda lavede jeg en model af nævnte “Rama” i skala 1:5.000.000 – jaja, det var sjovt! Så har du lært det –

Mere interessant er det måske, at interessen for mærkværdige finurligheder i “gaderummet” har det med at forfølge mig. Som nu idag, hvor jeg var på biblioteket, og (for 117. gang) lånte “Pirelli og Firestone på eventyr” – alias privatdetektiverne Thorfinn Tågegaard Karlsen og Onkel Ftata – alias dæknavnet Schiønning og Arve. Og i første sekvens flygter vore to eponyme antihelte ned i en kælderskakt, flankeret af sådan nogle hér:

I det kvarter, hvor jeg voksede op, var der masser af kælderskakter ud mod gaden, og de fleste havde faktisk gelændre af denne type. Og jeg husker, at der var noget frygtindgydende (og samtidig skæbnesvangert spændende) ved at stikke en finger ind i næbbet på disse dørvogtere. Lidt ligesom det, turister fornøjer sig med, med denne hér:

Men! Thi der er et “men”! Hvad fanden har kælderskakter, og gelændre til samme, at gøre med griffer?

Lad os se på sagen.

Som sædvanlig bliver græsk/romersk mytologi hevet frem, når det gælder griffen. Også selvom kalorius har en langt ældre historie, hvilket også gælder de ikoniske sfinxer, kentaurer, drager, kimærer og lignende kallikantzari. F.eks på den her graffiti:

Griffen er nu indgået i populærkulturen, og har optrådt i diverse “outputs” indenfor genren fantasy, og vi bringer lige et illustrativt input:

Hertil kommer at griffen er blevet “udlagt” som en tolkning af dinosaurskeletter (ligesom drager i Kina er blevet udlagt som kæmpeknogler i Gobi-ørkenen). Eksempelvis har Wayne Barlowe udlagt den således:

Og i “Asterix og griffen” er der tydeligvis tale om en nedfrosset sådan én hér:

Og det er altsammen meget godt, men hvorfor er psittacosaurus og styrascoaurus så støbt i jern ved københavnske kælderskakter?

Der findes en udmærket søgemaskine, der hedder “Behind the name”, hvor man kan orientere sig om en hel del vedrørende både eget og andres navn ( -for såvel som -efter), samt lidt etymologi og statistik. Og nu er det jo så sådan, at “Griffin” er et gangbart fornavn – på engelsk. Og når jeg hiver det engelske sprog på banen, så er det netop fordi det engelske sprog er en kolossal langtidsstuvet gang simremad af kontinentale påvirkninger. Men navnet findes også i en walisisk variant, nemlig “Gryff”, som i Gryff Rhys Jones (komiker, musiker, “Alas Smith and Jones”), hvilket – muligvis – kan pege tilbage på en keltisk baggrund. For på “vores” egne højtbetruttede egne guldhorn, er der sandelig masser af fabeldyr – herunder griffer. Men der må I lige få fat i Claus Deleurans “Danmarkshistorie For Folket” – hvilket bringer os tilbage på sporet:

I henhold til både “opslagsværket-der-aldrig-tar-fejl” samt sitet “behind the name”, kommer “griffin”, “gryff”, “griphon” af et græsk ord for mod og styrke. – And that’s all right, mama! Men selvom jeg vil tilstå, at det er ret rart, at et gelænder er stærkt, så giver det ikke svar på spørgsmålet om, hvorfor gelændre er ornamenteret med et stykke heraldisk kleinsmedekunst.

Hvis det må være mig tilladt, at tage tjærespanden af det peronlige lys, man efter sigende ikke skal sætte under en skæppe, så findes der faktisk en hel anden, og aldeles regulær forklaring, der intet har at gøre med “mod” og “styrke” og “warcraft” og “ih, hvor vi kan”. For der er en egenskab ved griffen, der er sælsomt u-spektakulær, i gængs forstand, men muligvis har haft en langt højere signifikans i forne tider.

Ligesom sfinxen og gargoylen er griffen en tærskelvogter, men modsat de andre har den en gave og ikke en trussel. For ved griffens klør kan den blinde blive seende, og ved dens fjer kan den døve blive hørende. Og pludselig giver det mening, at et gelænder har en grif – simpelthen for at en blind person ikke skal styrte ned i en kælderskakt og slå sig selv til lirekassemand.