TMDb

Der har været ret stille på skærmjournal-fronten mens vi har tygget os gennem fire sæsoner af … måske den bedste tidsrejseserie i nyere tid?

Det spanske tidsministerium beskytter landets historie, men fremfor alt dets poesi, litteratur og billedkunst. En serie som med humor og drama dykker ned i spansk kulturhistorie, fra imperialisme gennem borgerkrige og fascisme til nutidigt bureaukrat-vælde.

En af seriens forcer er, at den forholder sig stærkt ironisk overfor sin egen præmis, at et nutidigt Spanien med mulighed for tidsrejser er nødt til at bevare en blodig historie af krige, invasioner og undertrykkelse.

Det er også det som gør, at de personer som Tidsministeriet sætter størst ære i at værne om er Spaniens store kunstnere: Cervantes, Goya, Lorca, Buñuel, Picasso — selv Almodóvar får en sejrsrunde. Og Velázquez gør en gennemgående, herligt narcissistisk figur i alle fire sæsoner.

Jeg har ikke den store indsigt i spansk TV, men nogle opslag på IMDb bekræfter, at serien er fuld af metatekstuelle jokes og nik, ofte til andre serier og film, seriens skuespillere har medvirket i.

På samme måde bliver f eks en episode sat i ’60erne til en kavalkade af stilistiske Hitchcock-homager. Andre gange farer referencerne for højt over hovedet, i al fald på mig. Heldigvis holder både historie og skuespil i øvrigt et så højt niveau, at det ekstra lag betyder mindre i det store hele.

Det var en fremragende ensemblepræstation, selv med frafald af enkelte skuespillere undervejs. Og i betragtning af, at ophavsmanden blankt erkender at de ikke havde en masterplan, men bare hittede på efterhånden, så er der virkelig god sammenhæng næsten hele vejen.

Jeg kan ikke anbefale El ministerio del tiempo nok, hvis man f eks går og savner Doctor Who — og når jeg tør sige at dette er en bedre serie, er det fordi den med kun 42 afsnit holder en højere gennemsnitskvalitet end Doktorens snart 60-årige, lidt ujævne praksis.

8/10★