Star Trek: The Next Generation, sæson 3

Star Trek: The Next Generation, sæson 3

Efter nogle indledende øvelser, der gentager temaer fra de tidligere årgange (ups, Wesleys skoleprojekt viser sig at have udviklet selvstændig intelligens!), begynder The next generation i tredje sæson for alvor at tumle med problemstillinger som ikke nødvendigvis har den slags entydige løsninger, som episodisk TV ellers var tilbøjeligt til i de tidlige ’90ere.

Det ligner en reaktion mod den klassiske Star Trek-formel, hvor Enterprises besætning ser et problem, løser det, og flintrer ud i rulleteksterne før der opstår dybere konsekvenser. I stedet dykker serien her ned i gråzoner for at diskutere problemer snarere end servere løsninger, og med et særligt øje for dem der bliver tilfældigt ramt, når større kræfter kolliderer. Det er en moralsk mellemgrund meget lig virkeligheden, hvor højpandede idealer kommer til kort overfor indgroede systemer og manglende vilje til dialog.

De samme træk bliver for alvor taget op både i senere sæsoner, og især i Deep space 9, som havde premiere nogle år efter disse afsnit, og ikke overraskende skabt af nogle af de samme forfattere som her. Nogle af de bedste afsnit fra denne sæson, som jeg lister nedenfor, er eksempler på denne tendens, men der er også plads til bredere strøg:

I “The most toys”, hvor Data kidnappes af en fanatisk samler, synes en finger at peges mod fankulturens fetichering af parafernalia, men også bredere mod f eks museers og dyreparkers suspekte imperialisme. Og i “Booby trap” får vi første smagsprøve på Geordi Laforges begrædelige kærlighedsliv.

Jeg vil også have lov til at udbringe en skål for figuren Lwaxana Troi, som i nu flere gæsteoptrædener har dannet centrum for “lettere” afsnit. Selve figuren balancerer på kanten af at være en grov stereotyp på ældre, seksuelt aktive kvinder men det er færst og fremmest Star Treks førstedame, Majel Barrets spil, der giver rollen den tiltrængte kant og værdighed. Ved siden af Leonard Nimoy må hun desuden være den skuespiller som har bidraget længst til skiftende serier i franchisen, fra det allerførste pilotafsnit til hendes død i 2008.

Afsnit i udvalg

The Hunted 8/10★

En verden på vej til at blive indlemmet i føderationen beder om Enterprises hjælp med at pågribe en undsluppet fange. Troi indser dog, at han og hans medfanger kun har begået forbrydelser sanktioneret af samfundet.

Det bliver en medrivende eksponering af, hvad et samfund gør af de soldater i fredstid, det har trænet til krig; hvor dehumaniserende den træning er; og ikke mindst om man vil gøre sig umagen at sluse dem ind igen. Picards afsluttende løsning på problemet er pragmatisk og isnende.

The High Ground 7/10★

Da doktor Crusher bliver bortført af en gruppe revolutionære, bliver hun og Enterprises besætning nødt til at reevaluere deres samarbejde med etablissementet på Rutia IV.

Afsnittet er et studie i de mudrede komplikationer, klassisk Star Trek ofte stikker af fra i slutningen af hvert afsnit. I stedet skildres begge sider af konflikten som mordere, der rationaliserer deres forbrydelser ud fra hver deres idealistiske principper.

Yesterday’s Enterprise 9/10★

Der skal en tidssløjfe til for at give os sæsonens, måske hele The next generations mest visuelt fængende afsnit — og når rulleteksterne triller ind, har det aldrig sket.

I en ændret tidslinje er Starfleet på sine sidste batterier i en interplanetarisk generationskrig mod romulans og klingons. Selv lyssætningen er skiftet for at afspejle det kun flakkende håb i skyggen af forestående nederlag, og … det klæder faktisk den ofte overbelyste serie.

Som et lyspunkt i den dystre setting får vi et gensyn med Tasha Yar, som døde meningsløst i første sæson, men har overlevet den alternative tidslinje. Denise Crosby og serien som helhed får dermed en mulighed for at give figuren en smule oprejsning.

Hollow Pursuits 7/10★

Det største mysterie på Enterprise er, hvordan Reggie Barclay er havnet på en ingeniørpost. Den konfliktsky, usikre løjtnant søger til holodækket, hvor han udlever fantasier om sine kolleger… Da det bliver opdaget, bliver samme kolleger udfordrede på deres egen tolerance overfor hans problemer.

Det er et svært ubekvemt afsnit at se, fordi figuren Barclay skånselsløst spejler den eskapisme, mange nyder serier som Star Trek for. Her er det sat på spidsen som regulær afhængighed af virkelighedsflugten, hvilket mere end tredive år senere er relevant både i forhold til internet-trolls, massive interaktive verdener, incels, og mange flere.

The Best of Both Worlds (1) 8.5/10★

The borg gør deres først indtog i føderationens sektor, og da Enterprise konfronterer dem, kidnapper og assimilerer de Picard som talerør for deres ultimative krav om overgivelse.

Showdownet med borg’erne var ventet med spænding, og Picards omvendelse til deres side er i sig selv en værdig cliffhanger for sæsonens finale. Det sættes yderligere på spidsen af at Riker, som er presset på sin stilling af en karriereofficer, pludseligt står med kommandoansvar for at angribe borg-skibet på bekostning af Picards liv… Jeg er glad for at jeg ikke var nødt til at vente en hel sommer på at få fortsættelsen!

Boblere

The Survivors 7/10★

En koloniseret planet er blevet renset for liv — eller er den? To pensionister har overlevet ødelæggelserne på en mistænkeligt uskadt plet land — eller har de? Snart bliver Enterprise angrebet af de samme aliens som raserede planeten — eller gør de? Mysteriet trækker i langdrag, men forklaringen er enorm i omfang og er hele optrækket værd.

The Vengeance Factor 6/10★

En interplanetarisk bikerbande tilbydes en vej tilbage til det samfund, de vendte ryggen for et århundrede siden, og Picard tilbyder sig som mægler. Men der er flere interessenter ombord, og gamle sår som nægter at læge. Ser man bort fra Rikers uforbederlige Kirk-manerer er afsnittet en af sæsonens undersøgelser af de individer som bliver ramt i farten, når historien vingesuser forbi.

The Defector 7.5/10★

En romulansk afhopper frister med information om troppebevægelser i den neutrale zone, men Picard og hans stab har svært ved at stole på ham. Det bliver endnu en legen kispus med romulanerne i ingenmandsland, men uanset de exo-politiske udfald er det — igen — de personlige konsekvenser som man husker fra dette afsnit.

The Offspring 4.5/10★

Data bygger en android, Lal, som han forsøger at opdrage som sit barn. Det kompliceres dels af hans formåen som forælder, dels af at Starfleet ikke har lært en kæft af afsnittet “Measure of a man”, hvor det blev slået fast at bevidste AI har personrettigheder.

Skildringen af Lal, der lærer at begå sig blandt mennesker, kunne i princippet være interessant at følge over en sæson eller to, og jeg kan ikke undgå at bemærke, Lal spilles med autist-lignende træk. I stedet bliver den historie forenklet til en montage og enkelte scener til fordel for konflikten mellem Picard og Starfleet.

Sins of the Father 6.5/10★

Worf opsøges af sin ukendte bror, Kurn, som ønsker hans hjælp til at forhindre at deres far fordømmes som forræder mod klingon-imperiet. Det giver os det første af mange smugkig ind i klingonernes højeste råd og skiftende regimer, og forårsager et skift i Worfs forhold til den kultur, han ærer men aldrig rigtigt kan være del af.

I skyggen af al den klingonske “ære og hæder på slagmarken”-retorik er der en adoptivkonflikt i Worf, som kun pirkes tilstrækkeligt til at man mærker det er et ømt punkt, men parallellen følges aldrig rigtigt til dørs.

Captain’s Holiday 6/10★

Picard presses af sin besætning til at holde ferie, men de har måske ikke forstået, hvad afslapning betyder for kaptajnen. Inden længe er han i Indiana Jones-inspirerede eventyr til halsen sammen med arkæologen Vash, og både ferengi og tidsrejsende lurer i kulissen.

Afsnittet er et velkomment brud med Star Trek-læsten, hvor Picard viser sine evner på egen hånd. For os der følger det større Trek-univers er dette desuden bemærkelsesværdigt som første gang, vi besøger rekreationsplaneten Risa, og Max Grodenchiks første optræden som ferengi.

2
Lone wolf and cub: White heaven in hell (1974) Nørdpatruljen er også med i 2023

2 kommentarer

Åh, The Survivors – det er et af de afsnit, der har bidt sig fast i mig. Det var en god mavepusterslutning.

Avatar photo

Right?! Det er et af de afsnit, som næsten lige så godt kunne have været del af “Twilight zone”. 40 minutter, hvor man ikke rigtig ved hvad hulen der foregår, og så boom! Kosmisk horror med menneskeligt ansigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.