TMDb

Et high school-fodboldhold — alle teenagepiger, samt deres mandlige træner — styrter i vildmarken på vej med fly til landsturnering. Isolerede, traumatiserede og på overlevelsens yderste overdrev bliver de udfordrede på deres interne forhold, overordnede mentalhelse, og … præcist hvor sulten man kan blive, når man kun har hinanden.

Tilsæt desuden den spirituelle ladning, der bliver tillagt den vilde natur; enten en overnaturlig tilstedeværelse, eller en fælles manifestering udsprunget af den klinisk skizofrene Lottie, som allerede i de første afsnit løber tør for sin medicin.

Sideløbende følger vi de overlevende tredive år senere, som midaldrende kvinder som med vekslende held forsøger at overbevise omverden men ikke mindst sig selv om at vildmarken har sluppet sit tag i dem. Afsættet for den del af historien bliver derimod, at en afpressser truer med at afsløre, hvad der egentlig skete mens pigerne var nødstedte.

Yellowjackets placerer sig i samme tematiske overlevelsessfære som Fluernes herre, Vi lever, Lost og — tør man sige Robinson-ekspeditionen? Krydsklippene til nutiden giver en idé om, hvem i al fald nogle af de overlevende er, men det er knapt spoilers fordi mysteriet forbliver, hvad de oplevede derude og hvordan de klarede sig.

I seriens teenagespor glimrer først og fremmest Jasmin Savoy Brown og Sophie Thatcher, tidligere set i hhv The leftovers og Prospect, men hele den unge rollebesætning gør et rigtig godt stykke arbejde. Det er de sagoraseme også nødt til, når de spiller op mod Melanie Lynskey, Christina Ricci og Juliette Lewis som voksne versioner af deres figurer. Eller, Lewis giver en variation af den samme rolle, hun har spillet i tredive år, men man ved hvad man får med hende. Om man så kan lide dét er en anden s(m)ag. Melanie Lynskey kunne derimod læse op af telefonbogen et helt afsnit og gøre det interessant. Det er godt at se, hun får sin tur i spotlightet med rollen som den voksne Shauna.

Hele vildmarksplottet er ét ensemblestykke, der først og fremmest skildrer den støt mindskende gruppes strabadser, men i den nutidige ramme leder hver af figurerne deres eget voksenliv. En kører valgkampagne for en plads i senatet, en anden er internetdetektiv som arbejder i ældreplejen, endnu en er teenageforælder… I det hele taget kunne hver og en af de voksne figurer have sit eget show, og det gør Yellowjackets til en ret varieret oplevelse. Men hvor pigernes fortid er et dybt oprivende drama om liv og død, er de voksne kvinders side af historien oftere spillet i den quirky ende. Særligt Christina Riccis figur, Misty, er en manipulerende, grænseløs sociopat, men bliver skildret lige vel yakety sax-komisk.

Anna havde jo længe talt godt for Yellowjackets i Superkultur-podcasten, men det tog Malmö-segmentet så lang tid at få set sæson 1, at vores bingeing gled umærkeligt over i de første tre afsnit af næste ombæring — og hold da op, sikket festmåltid (hvis man har set afsnit tre, så forstår man hvad jeg mener).

Det betød dog også, at vi måtte følge resten af sæsonen drypvist, uge for uge, og det blev lidt svært at holde den samme begejstring med en ugentlig interval. Yellowjackets fungerer bedst når den skyller over seeren som en naturkraft, men bliver let triviel, når man har en uge mellem hvert afsnit til at reflektere over hvad der egentlig foregår.