Alt efter temperament må man vel afgøre med sig selv, i hvilket omfang det er begrædeligt at en æra med såkaldte “narre-ærinder” er passé. Der er næppe nogen der, i disse tider, bliver sendt i byen efter “et omvendt rundgevind”, “svangerskabsnøglen”, “en galvaniseret mellemgasfordeler”, “et forkromet overblik” eller “en pose kørnerprikker”. Og til det sidste vil jeg sige: – havde det dog været “kørnerprikkere” så ku’ man forstå det.

Dette er en kørner. Og den bruges til at lave mærker – prikker – i metal, til fræksæmpæl at hvis man vil bore eller skære i metalpladen … “emnet”, som det hedder. Men selve “prikken” kan man ikke få i håndkøb; den må man selv lave … med kørneren.

Og nu vi taler om “emne”, så er dagens emne netop sprog og sprogbrug i forbindelse med håndværk.

Se! I de seneste seks år har den stået i ombygningens og renoveringens tegn, hér på “gården”. Og yderst kort (- for det er ikke det, det skal handle om -): vi taler om nedrivning, opmuring, isolering, nye vægge, nye vinduer, nye døre, nyt badeværelse, nyt køkken, etablering af gulvvarme, nyt gulv samt tilliggender, diverse et cetera osv. Og rollerne var naturligvis fordelt: – JEG lavede hele lortet, og fruen serverede pølsemadder, bajersk øl og kærlig opmuntring, knus på kind og plaster på én af de ti tommelfingre, om nødvendigt –

Nej! Ikke helt! Så for de mere kvindebevidste, i min imaginære læserskare, tror jeg at nedenstående bedre beskriver “byggeholdet”:

Thi grundet de herskende konjunkturer, almindelig fattigrøvstilstand samt udtalt modstand overfor at lade sig flå (uanset “håndværkerfradrag”) for tusindvis af inflationsramte kroner, for at få skiftet en 40 Watts pære, var vi nødt til at lære det – selv! Og i den forbindelse lærte vi samtidig, at fruen er den bedste murer og jeg er den bedste tømrer. Jeg er den bedste til at måle præcist, og fruen er den bedste til at lægge gulv. Og sådan kunne jeg blive ved. Men:

Idet ingen af os – på nogen måde – er håndværkere, så har der været ret meget at “sætte sig ind i”, og det har for det meste været efter “prøv-og fejl”-metoden, for i grunden kan man ikke læse sig til det. Men fremfor alt har vi måttet lære nye ord! Altså – for os nye ord, hvilket alligevel var til forvirringens fremme.

De der har købt et møbel i et større svensk foretagende, med adskillige filialer i Danmark (und anderswo), er nok bekendte med, at der følger en såkaldt “umbraco-nøgle” med, idet denne skal benyttes til at samle pågældende indkøb. Somom den kan det! For måske skulle man helle benytte sit eget umbraco-nøgle-sæt, der ikke kan undgå at være af en bedre kvalitet (alt iberegnet). Men dersom man godt vil have én til sin AKKU-boremaskine, skal man være opmærksom på, at det ikke er en særlig “bit”, men derimod en “unbarco-torx” man ønsker sig. En “bit” er korsformet, en “torx” har seks kanter og de stjerneformede hedder (igen) “bits”. Og du er ikke engang igang med at samle noget – Men lad os gå over i trævareafdelingen.

Afhængigt af så meget vil de fleste sikkert forbinde ordet “lægte” med sådan en lang træstang (eller også er det bare mig). Og det kan sådan én også godt hedde. Men afhængigt af, om den skal bruges vandret eller lodret, hedder den enten en “strøer” (hvilket ikke har noget at gøre med ymerdrys) eller en “reglar” (heraf iøvrigt udtrykket “et langt rækel” om en høj, tynd person).

Dørkarme hedder gerægter, paneler hedder fodlister, bjælker hedder bomme og vindueskarme hedder indslag eller inddæk. Og iøvrigt skal man være opmærksom på, om man ønsker sig karm-bolte eller karmskruer. Og det hedder heller ikke “en pakke glasuld”; det hedder “et batt rockwool”. Og iøvrigt er mørtel ikke bare mørtel, for jeg tror vi er oppe på at have benyttet os af otte (8) forskellige typer.

Til det mere eksotiske: Rio-net.

Og jeg skal indrømme, at jeg troede navnet kom sig af, at det blev brugt til at afgrænse favelaen fra de rige kvarterer:

Men det hedder også “armeringsnet”, og det har ikke så meget at gøre med våben, men med at forstærke et beton-gulv, f.eks. Og det er ikke lykkedes mig, at finde ud af koblingen til “Rio” – beklager. Så lad os gå videre med nogle andre mærkværdigheder.

Der er noget der hedder I-jern og noget, der hedder H-jern, og vi taler hér om jernbjælker af en hvis længde (1-8 meter). Forskellen er bare den samme, for det kommer kun an på, hvordan pågældende jernbjælke er placeret. Et I-jern er et væltet H-jern (kend dine trajan-bogstaver 🙂 )

Eternitplader – fræksæmpæl til et tag, hva’? – henter deres navn fra det engelsk/latinske “eternity”, altså “for evigt”. Der er gerne 10 års garanti …. (!)

Formica-plader, som ofte er noget der bruges til køkkenborde, henter ikke deres navn fra nogen speciel teknik eller fremstillingsmetode, men udelukkende fra det faktum, at de små sorte og grå korn i overfladen ligner myrer, hvis latinske navn er formicidiae. Min køkkenbordplade er en formicaplade – bortset fra at den er helt hvid. Ingen myrer! Lyksalige mig.

Hvorvidt noget – en væg, et gulv, et vindue, en dør – er i vater eller vage afhænger fuldstændig af den håndværker, der skal afgøre det. Og det lykkedes mig, at gøre en rådgivende håndværker komplet hysterisk ved at påstå, at gulvet var i “vater” og døren var i “vage”. Så var han sur, men det sparede os for en regning for noget han alligevel ikke havde lavet.

Men forøvrigt hedder “badeværelsesfliser” kun fliser når de sidder på væggene. På gulvet hedder de klinker. Hvordan man så lige specificerer den slags, når det gælder et fortov – beats me. Og hvis man så “ikke skal have klinket noget”, betyder det så at man helst ikke vil falde over havefliserne? Vi ved det ikke!

Eftersom dette nødigt skulle udvikle sig til “Hobby-Nyt” eller et bilag til det reklameinfuserede “tidsskrift” “Gør Det Selv”, vil jeg slutte – næsten som jeg begyndte – med en historie fra min yderst korte tid som reol-abe i et bygge-udsalgs-marked. Og jeg vil godt understrege, at den 1) er selvoplevet og 2) på ingen måde skal betragtes som halløj og tihi. Så scenen er sat – en tidlig morgen i det lokale discountbyggemarked:

Der kom en herre og bad om assistance til at finde et “parkinson-gevind til hans rotator”. Og selvom butikkens slogan var “høflig selvbetjening”, fik han ret hurtigt ret mange medarbejdere i sving, eftersom det var ganske tydeligt, at manden var – hrm – motorisk og vokalt udfordret, og muligvis heller ikke havde nok madder til en hel skovtur – om man så må sige. Så jeg spurgte ham lige – bare én gang til – hvad det var han ville have.

– En parkeringsskive til min rolator!