Igår kom der en meget insisterende mand ind ad døren, og deklamerede at han og jeg skulle i biffen og se “Oppenheimer” om eftermiddagen. Og eftersom jeg altid får bløde knæ af insisterende mænd, var jeg altså inde og se nævnte film.

Helt generelt er jeg ikke meget for at gå i biografen. Det er lidt som at betale ret mange penge for at være “stuck in the moment”: – alting er noget andet, koster noget mere, forpligter på adfærd og fastholder egoet i et limbo, der varer filmens tid ud. Men det er sikkert bare mig –

Men vi nappede altså tre timers “Oppenheimer”.

Overordnet set er jeg slet ikke sikker på, at “Oppenheimer” er en biograffilm. Okkedog, der er skam larmende effekter og visuelle fantasterier om eksploderende sole og kvanteverdenens superstrenge og jegskagidigskajeg. Muligvis i et forsøg på at anskueliggøre det mysteriøse bag den revolutionerende ændring i verdensanskuelsen, der fandt sted i årene 1890-1935 (oprindeligt benævnt “paradigmeskifte”, hvilket er et ord, der sidenhen er undergået inflation i en sådan grad, at en ny rundkørsel kan udnævnes til at være et … osv). Og det er der kommet mange gode film ud af, og på den måde følger “Oppenheimer” i røven på “Enigma”, “The Imitation Game” og TV-serien “Chernobyl”

Men rent kinematografisk er “Oppenheimer” behæftet og besat med “talking heads” i skæppemål: De snakker hele tiden –

Hertil kommer, at det er sommom filmen ikke helt har afgjort med sig selv, hvilken historie den egentlig vil fortælle. Og lad os lige tage de betydningsbærende lag: – Oppenheimers lettere rodede privatliv! Oppenheimers kontakt med førende fysikere (Einstein, Bohr, Heidegger, Fermi, (Gödel?), Teller m.fl.) Oppenheimer som jøde, Oppenheimer som kommunist, Oppenheimer som “Atombombens Fader”, Oppenheimer som en slagen mand, forrådt af venner såvel som fjender – og hans damer kan heller ikke li’ ham … ! Og der er da også lidt vatpik over ham i filmen, selvom han til tider står op og imod – som oftest på opfordring og udfordring. Men – som sagt – der snakkes og snakkes og snakkes. Og jeg er ikke “købt” på grund af spektakulære flammeudladninger af plasma og efterfølgende biograf-brag fra Dolby-Surround-THX-systemet. Gud fri mig vel!

På den anden side gemmer der sig en usædvanlig god fire-afsnits tv-film inde i denne blockbuster(?) For i det format ville det netop være muligt, at “adressere” (som det hedder nu om dage) de forskellige aspekter, jeg skitserede ovenfor – og “de talende hoveders” prægnans og tilstedeværelse ville være knap så intimiderende, men snarere involverende – okay…. “inkluderende” – med hensyn til seere/publikum/”audience”. Hvilket ikke mindst hænger sammen med filmens både episodiske og flashback-orienterede stil. For jeg kunne godt få den sære tanke, at dette er noget som instruktøren har fået fra Dennis Potter ved én eller anden spiritistisk seance. F.eks. – og det er lige i Potters Ånd – er der en gennemgående “afhørings-sekvens”, hvor det – for den opmærksomme lytter – mere og mere fremgår, at den amerikanske advokat Roger Robb er ude på at afsløre Oppenheimer som en del af “den jødisk-bolsjevistiske verdenssammensværgelse”. (Har vi hørt den før? Og Hvorfra?)

Hertil kommer at hele det amerikanske embedsværk – fra den enkelte, ministerielle sekretær eller sergeant, op til Selveste Præsidenten (hvadenten han hedder Truman eller Eisenhower) – fremstilles i et særdeles negativt, … man fristes til at sige “mørkt” – lys: – udrulningen af hele Hoover/McCarthy-“æraens” absurde teater er direkte sammenligneligt med “Det Fuldstændige Retsreferat af Moskva-processerne”: – Moralen bag mine handlinger kan ikke måles med udgangspunkt i de omstændigheder, hvorunder jeg tog de beslutninger jeg gjorde, men udelukkende i hvordan disse beslutninger var til fremme for det jeg valgte ikke at gøre! ( – Ta’ den! Nej – det er ikke Oppenheimer! Det er Radek!)

Ikke desto mindre – alt påtalt, og sikkert meget upåtalt – vil jeg på det aller voldsomste anbefale “Oppenheimer”. Hvilket hænger sammen med, at den film er besat med utroligt stærke kræfter i forhold til skuespillermæssige præstationer. Og her tænker jeg mest på, at “kanoner” som Kenneth Branagh, Matt Damon, Robert Downey er anbragt “out-cast”, med hvilket jeg mener: – tildelt roller de “traditionelt” ikke ville have fået tilbudt, men faktisk yder filmen en klippefast sokkel, hvor få eller små deres roller ellers er. Det er stærkt at se, at superstars godt gider spille dumme svin. Det må der være point for.

Point? Jeg ved det ikke. Jeg kedede mig lidt så : 9/10. Jeg syns det skulle have været en TV-serie, så; 8/10.

Okay! Kraftskideredderhlvede.

SE DEN FILM – point: 8/10