Indledningsvist er der en vis stemning af “Black Mirror” over Alexander Weinsteins novellesamling – tiden er den samme, den nære fremtid, genkendelig, men også forandret. Og det er teknologien og eftervirkningerne af den, der er i fokus. Hvor tv-serien er god til at fremstille teknologien visuelt og som en naturligvis del af den fortalte verden, har Weinstein en evne til at beskrive den og konsekvenserne af den.

Men hvor “Black Mirror” synes at cirkle omkring spørgsmålet “hvordan vil fremtiden røvrende os”, synes Weinstein forankret i “Hvordan vil fremtiden få os til at føle”.

Når robotstorebroderen til vores adoptivdatter går i stykker. Når vores virtuelle liv bliver ramt af en virus. Når vi søger oplysning, men bliver prakket en billig udgave på. Når livet bare ikke er nok. På den måde formår Weinstein at levere en art mærkværdiggjort socialrealisme, for temaerne er velkendte, selv om overfladerne er mere skinnende, og meget foregår via hjerneinterface.

Til tider synes fortællingerne dog at skyde af i andre retning – som i den Bradburyske “Raketaften”, hvor skolens forældre mødes for at sende det mindst populære barn ud i rummet. Det giver ingen økonomisk mening, men det er et sorgfuldt vibrerende billede. Og i den Philip K. Dickske “Pyramiden og røven”, hvor hovedpersonen indser, at der muligvis er pillet ved hans seneste reinkarnation. Ærligt talt den novelle, jeg brød mig mindst om, men jeg indrømmer også mit ambivalente forhold til PKD.

Generelt er historierne i “Efter Yang” præget af stærke ideer og overraskende vinkler på, hvor udviklingen fører hen. De samme teknologier synes at optræde flere gange, men jeg havde dog mest en fornemmelse af et tematisk univers snarere end et helt sammenhængende et, omend de sidste to historier synes at bevæge sig længere frem i tiden.

Jeg havde ærligt talt ikke hørt om Weinstein før, men han har endnu en novellesamling under bæltet – og så har han danske aner, hvilket alt sammen får en til at håbe på endnu en oversættelse. “Efter Yang” er en bog, der nok bliver i mine erindringer i kraft af sin forsideillustration (hvor meget jeg så ikke bryder mig om filmforsider på bøger): mennesker, der kigger i hver deres retning, fanget i deres egne følelser, bundet sammen af teknologien.