Tillykke med dagen, Doktor
Det var tres år siden idag — 23. november 1963. John F Kennedy var lige blevet skudt, og al mediehalløjet i hans kølvand var lige ved at drukne en ny science fiction-serie på BBC. Men den excentriske Doktor i hans natblå politiboks klarede også de tidlige modgange. Snart fik han kam til sin sølvmanke af daleker, azteker, cowboys …og siden af alderdom. Men så stærk er magien i Doctor Who, at hverken serien eller hovedpersonen taber ansigt af en rolleudskiftning — de vinder et nyt.
60 år er længe at flintre rundt i alverdens tid og rum, og det er svært at sige om seriens fravær fra skærmen 1989-2005 var ufortjent eller tiltrængt. Siden relanceringen for atten år siden har Doktoren i al fald indhentet det tabte rejseri, og BBC fejrer i disse dage deres arvesølv med et nostalgisk festfyrværkeri.
Tillykke Doktor, med ønsket om 60 år til.
8 kommentarer
Jeg er jo i gang med Just King Things, og de slår fast. at Stephen King anser mordet på JFK for at være der, hvor verden knækkede – og han har skrevet en tidsrejseroman om det. Er der mon en sammenhæng mellem Doktoren og Kennedy? Er Doktoren simpelthen et strategisk træk fra briternes side i en skjult kulturkrig?
Jeg vil gå skridtet videre, og hævde at der er to tidslinjer: Kings, der bliver gradvist dårligere, jo længere den fjerner sig fra “Carrie”, og “Doctor Who”s, der aldres som fin vin. Jeg har derimod ingen holdning til, hvilken gren “Berenstein Bears” hører til i.
Desuden, i første afsnit af den nye “Doctor Who”-serie optræder en konspirationstosse, som har samlet et dossier over Doktorens optrædener gennem historien. Som man ser herunder (lige over tommelfingeren til højre) har i al fald en dårligt photoshoppet Christopher Eccleston-lookalike været i mængden på Dealey Plaza:
Selvom jeg egentlig følte mig udmærket underholdt, da jeg så den der “22.11.63”, hvor protagonisten IKKE går ind i en polititelefonbok, men blot ud i køkkenet, og “swipes” tilbage i tiden, så forstod jeg faktisk aldrig den historisk kontrafaktiske konsekvens: – Hvorledes ville Ikke-mordet på “Ich bin ein Berliner van kuchen” kunne føre til 3. Verdenskrig?
Jeg mener: – ja, jeg kan godt se muligheden, men er dette udtryk for en Stephen Kingsk kritik af den fedtstegte æbleskive? Er det et udtryk for en korrekt historisk analyse? Eller er det bare fordi “det sér fedt ud” og er et godt afsluttende plot-twist?
En Henning der er i oprigtig tvivl (eller bare ikke fatter en hat af noget som helst (oplagt mulighed))
Det er vist bare et eksempel på en forfatter, som én gang har tacklet det moralske spørgsmål, “Ville du dræbe Hitler for at forhindre 2. verdenskrig” (i “Den døde zone”), og så tror al øvrig tidsrejse foregår på samme måde.
Kennedymordet satte helt sikkert dybe og lange ar i den amerikanske folkesjæl, men i det tilfælde du nævner (jeg har hverken læst bogen eller følt trang til at se filmen? TV-serien?) lyder det mere som en slags fetichering af en hændelse, der gjorde stort indtryk på forfatteren som hvalp. Med andre ord, nej. Jeg tror ikke JFKs kontrafaktiske overlevelse ville føre til 3. verdenskrig på nogen kausal måde.
Tak for svaret, og jeg kan jo kun være enig. Det er lissom med amerikanske “Vietnamfilm”: – det var en lortekrig. Og lortet er, at vi ikke vandt den!
En nøjere analyse af de politisk-økonomiske kontekster vil kunne sandsynliggøre, at uanset A. Hitlers eventuelle karismatiske performance, så var der et militær-industrielt kompleks bag protesterne mod Versailles-freden (kan du sige. Krupp, I.G. Farben, Siemens, Drache Geselsshaft?) Så jeg tror heller ikke på Hitler som JonBar-hinge ifht 2. Verdenskrig.
Lokalt kan det også konstateres, at nederlaget 1864 har sat sine spor i “dansk bevidsthed”, men så er vi så langt fra Doktor Who, at jeg trækker følehorne til mig og siger tak for denne gang 🙂
Der er nok ingen tvivl om, at uanset om en tidsrejsende Simon Wiesenthal dræbte en ung Hitler eller ej, så havde verdenssituationen nok ikke formet sig så anderledes endda. Det er selvfølgelig også bare en omformulering af trolley-problemet, og som sådan ikke noget man alvorligt kan bygge en større fiktiv tidsrejsemekanisme over — VEL, STEPHEN KING? 😆
I det hele taget synes jeg efterhånden, Doctor Who håndterer både tidsrejser og bøhmænd i mørket bedre end Stephen King. Begge oeuvrer er fyldt af bundskrabere og fejlskud, men Who har da i det mindste humoren (og selvironien) som redningsnet.
Quo erat Demonstrandum 🙂