Jeg bøjer nakken og indrømmer skyldplaget, at Anno Dracula blev mig anbefalet (af Simon) for en del år siden, men jeg fik den ikke læst, fordi jeg troede, det var en letbenet udgave af League of Extraordinary Gentlemen. Der er da også en del lighedspunkter mellem de to, men faktisk kom Kim Newmans vampyrroman først – og så er den ikke helt så manieret i sin “se mine referencer”-leg, som Alan Moores værk.

Newman tager også udgangspunkt i den victorianske litteratur, men fokuserer på de udøde med spørgsmålet: hvad nu hvis det ikke var lykkedes Harker, Van Helsing og de andre helte i Bram Stokers roman at udslette Dracula? Svaret: Vlad Tepes ville have haft held med sit foretagende: at erobre England og fremtiden. Så i Anno Dracula har han giftet sig med dronning Victoria og sidder nu på tronen.

Konsekvensen: borgerskabet har naturligvis indset, at den smarte ting at være er vampyr, og London er langsomt ved at blive omdannet til en natteby, mens både høj og lav modtager det mørke kys. Men der er stadig folk, som kæmper imod – blandt andet en blodtørstig morder kendt som “Silver Knife”, der myrder vampyrkvinder. Surprise: han får sig et andet navn senere i historien, men han bliver også inddraget dybt i intrigen.

Mordene sætter gang i en efterforskning, som inddrager bl.a. Charles Beauregard (der arbejder for The Diogenes Club, Mycroft Holmes’ mandeklub) og Geneviève Dieudonné, en vampyr, der er ældre end Dracula selv – og omkring dem folk trukket fra både den virkelige verden og litteraturen. Nogle bliver blot nævnt i forbifarten, mens andre, såsom dr. Jekyll og lord Ruthven, spiller en større del af handlingen. Heldigvis har Anno Dracula udviklet sig til at være en hel serie af bøger, så der er rigelig mulighed for at lade andre figurer komme frem i lyset senere.

Og jeg siger heldigvis, for Anno Dracula var en yderst fornøjelig læseoplevelse. Mange ville nok lade sig friste til at lade teksten afspejle sig som pastiche og dermed risikere at lade historien drukne lidt, men Newman lader den heldigvis flyde hurtigt og let – der er en fornøjelse i at fange referencerne, og de småborgerlige problemer fylder da også noget, men plottet bevæger sig fremad, og der er et fornøjeligt knudret komplot bag det hele.

Helt klart en bog, der bør stå på reolen, så den er klar, når lysten til gaslys, tåge og nattedrab søbet ind i vampyrer og politiske intriger melder sig. Selv vil jeg følge den op med Alan Moore og måske endda Neil Gaimans A Study in Emerald.