Jeg var egentlig ret sikker på, at jeg havde læst Sequoia Nagamatsus debutroman “How High We Go in the Dark”, indtil jeg læste Scifisnaks beskrivelse af den. Absolut intet ringede en genkendelsens klokke der – og en smule gravearbejde afslørede, at det var hans novellesamling, “Where We Go When All We Were Is Gone”, jeg havde været igennem. Som en skygge af en undskyldning rammer begge titler lidt den samme stemning – og rummer den samme bevægelse. På samme måde efterlod novellesamlingen mig med fornemmelsen af, at “det er her supervelskrevet, men intet af det kommer til at hænge fast i min hukommelse” – og for at være ærlig er det nok også konklusionen på hans roman.

“How High We Go in the Dark” er måske ikke så meget en roman, som det er en novellesamling – næsten en fix-up, omend det er tydeligt, at formen her er valgt fra starten af, og vi præsenteres for et fint net af personer på tværs af historierne. Bipersoner træder frem i lyset, eller hændelser fra andre fortællinger får betydning. Det har været et puslespil at stykke den konstruktion sammen, og Nagamatsu skal have stor ros for at få den til at virke så naturlig, som den gør.

Nagamatsu har angiveligt arbejdet på bogen i mange år, men fik den gjort ekstra aktuel af Covid-pandemien – den starter nemlig med fundet af en lille pige i Arktis. Klimaforandringer og smeltende permafrost har afsløret hendes lig, men med det også en virus, der kommer til at ændre menneskehedens historie voldsomt. Vi følger dens konsekvenser både i den nære fremtid – og langt frem i årtusinderne.

Det er en god struktur, der tillader Nagamatsu både at have linsen skruet helt ind på personerne og til tider helt ud på konsekvenserne. På den måde minder den noget om flere af de senere års “litterære” forsøg på at skrive science fiction – fortid/nutid/fremtid-opdelingen i f.eks. “Cloud Atlas” og andre. Den røde tråd i “How High We Go in the Dark” synes dog at være tristessen – her er det især folks reaktion på de døde og sorgens mange manifestationer, der er de enkelte historiers udgangspunkt. Og mens jeg måske ikke husker så meget af de fortællinger, der udspiller sig, så bliver den følelse af tristhed i én efter læsningen.

Alt i alt er det en bog, man ville kunne anbefale til et bredt udvalg af læsere. Der er skønhed og veldrejet sprog, og verden udvikler sig med sin egen logik. Personligt dog, hvis det var en bog, jeg skulle samle op igen en anden gang, skulle den nok være lidt skarpere og mere overraskende – og så tager Nagamatsu et par sving ud i noget fantasy-territorium, som ikke helt er min kop te. Men en god bog, som jeg nødig ville have været foruden.

Og nu kan jeg så endelig få lyttet til det afsnit af Scifisnak.