Fortællingerne om Wrenning havde altid indgydt Samrain et billede af en troldmand, der lignede Kvorning. Måske –

Men hvad var det? Det kunne ikke passe! Magikeren Kvorning lo! Det gjorde han! En høj, lidt skingrende, men hjertelig latter – en smittende latter, og allerede var der flere omkring bordet, der trak på smilebåndet, ikke mindst Orbur, hvis hærgede fjæs nu deltes på tværs i, hvad der måtte være tilbage af muligheden for et grin, i den ruin mandens ansigt var blevet til.

Samrain forstod ikke hvori det morsomme bestod. Måske han var den yngste i forsamlingen, men –

Han rejste sig med et sæt, og smadrede sin sølvpokal ned i bræddebordet, så dugen flossede og vinen sprøjtede rundt. – Så er det nok! skreg han. – Jeg har ikke viet mit lig til pointen i en naragtig vittighed! Hvis der der er noget morsomt ved Rigets undergang, må jeg bede mig undskyldt og finde et fjernt sted, hvor jeg kan sone den skyld det er at tage fejl!

Hans spændte muskler dirrede og Kongen trådte et skridt tilbage. En sådan vrede havde Samrain tidligere kun udvist i de tilfælde, hvor han var i kamp. Og Samrain vandt altid kampen. Med et blev det dystert at sidde ved Kongens taffel.

Kvorning rejste sig og klappede. Han greb om Samrains skulder, bedstefaderligt.

– Min dreng! sagde Kvorning. – Må jeg kalde dig “min dreng”? Alderen har ingen privilegier, man er blot ældre!

Samrain skulede, borede sit blik ind i troldmandens. – Godt, godt! sagde Kvorning.- Jeg sér, at jeg har din tilladelse, og du tænker på Wrenning!

Samrain spjættede.

– På en måde har du ret! sagde Kvorning stille. – Vi tålmodighed, min dreng! Det hele vil blive åbenbaret! Og jeg kan berolige dig med, at den sære og noget forskruede morsomhed, der er i alt dette, måske mest af alt er den samme, som den der er i følelsen af at noget er fuldbragt. Nej! Jeg kan se at du ikke forstår – … men hvis jeg nu minder dig om, at enhver vil klappe når en gøgler har gennemført en tredobbelt saltomortale, så forstår du måske? Eller når han ved afslutningen af sit nummer, griber alle de genstande han har jongleret med? Jeg sér i dit blik, at du forstår, men ikke til sinds at give mig ret! Det er ungdommens privilegium! Og … – det er også en sær og uhyggelig historie, og på en måde ligger hele verdens skæbne i dens udfald. Ønsker du at lytte til denne beretning? Den er mest for dig –

Samrain satte sig og tog en dyb slurk af sidemandens sølvpokal. – Jeg lytter, troldmand! sagde han.

– Godt! sagde Kvorning, og satte sig værdigt. – Her er så historien: