(Note: vedr. “Hudorme” se appendix om “Lidelser”, og vedr. “Earworms” se afsnittet “Musikkens insisterende lethed”)

Jeg mødte en gang en mand, der var ved at klippe sin hæk i en kolonihaveforening. Han ville stoppe mig, da jeg var på vej ned ad grusstien, langs haverne, for at bedyre mig, at han var “en stor dyreven”. En oplysning jeg måske har det lidt svært med, at placere i hverken den pågældende kontekst – eller i det hele taget. Jeg elsker også dyr: – lammekoteletter, kylling i karry, grillet laks ….! Det var vist ikke dét manden mente. Næppe –

Ikke desto mindre førte dette pludselige erindringsglimt til en overvejelse over hvor mange dyr – bortset fra de gastronomisk forarbejdede – der egentlig har været i min nærhed. Og vi tænker ikke her på besøg i zoologiske haver, ej heller på myg, hvepse, flåter eller tismyrer. Lidt mere volumen, s’il vous plait; lidt mere domestikalt.

I min tidligste barndom havde jeg undulater. Pluralis-formen dækker over “en række” undulater: – én ad gangen! Og lad mig lige hér og nu indsparke, at det er det rene dyreplageri – og de havde da også kun en gennemsnitlig levetid på et år. De døde af sorg og ensomhed. For det hedder ikke “selskabspapegøjer”, fordi de skal holde OS med selskab – men fordi de er flokdyr! Så vil du ha’ undulat, så er mindstemålet 2 styks, anytime! Aldrig kun én, uanset mængden af legetøj og gynger og spejle og hwaharvi’!

Men jeg ville så gerne ha’ en hund! – Går ikke i en treværelses andelslejlighed! Så først da vi flyttede i villa, fik jeg “Nemo”, en airedaleterrier opkaldt efter ham hér:

Måske var det i virkeligheden under en gåtur med Nemo, at jeg stødte på ham dér “dyrevennen”.

Men da så Nemo havde levet 10 år, så kunne han ikke mere. Og i stedet købte mine forældre en “afløser”, kaldet “Bonzo” – efter ham hér:

På daværende tidspunkt var jeg lissom også blevet 10 år ældre, så jeg nok ikke så charmeret – og der var jo også så meget andet. Og i løbet af endnu et par år, stødte jeg på min fremtidige hustru: – hun havde to katte. Rufus og Alfie! Persere, meget selvbevidste og ikke så nusse-kæle-kærlige, og iøvrigt var jeg ikke særligt begejstret for katte. Men enfin, sådan var det –

Og så var det sådan set, at det hele gik utroligt hurtigt.

Der kom børn, og vi måtte flytte, og min kone ønskede sig hunde – helst chihuahua. Hvilket blev til en dværgspinscher og en mærkværdighed, der var halvt pekingeser og halvt alt muligt andet. Fie & Ferdinand! Og vi flyttede igen.

Og så fik knægten en hamster (som jeg aflivede, fordi den var helt fordrejet i fjæset af en udvækst i øret). Og jeg fik en papegøje. Og ungerne fik tre parakitter, der hed Emma, Emmy og Emily (skidesmart). Og madame blev inspireret til at få slanger – kornsnoge. De fleste slap ud af terrariet – og vi flyttede igen. Denne gang ud på landet. Og så skulle der gang i sagerne –

Vi lagde ud med to katte (landejendom + mus = katte): “Sorte” – fordi det var han – og Topsy (opkaldt efter dåsemad)

Dernæst to hunde – en lidt intetsigende, men ganske sød, newfoundlænder ved navn Bella, samt et rent muskeluhyre af en slags blanding af mastiff og rottweiler, som jeg kaldte Rasmus. Stor, grim, uhyggelig – frygtelig frastødende, og modbydelig stærk; rigtig vagthund. Vi elskede hinanden højt.

Oveni det, fik sønnen så en lille vædderkanin, som hans onkel mente skulle hedder “ragout”. Madame fik (købte) to varaner. Børnene ville gerne have kælegrise – uden at tjekke det ud! Det blev til to megakolonorme kæmpegrise af vietnamesisk herkomst – Yrsa og Mathilde:

Og så var det tilbage til kornsnoge og kæmpeslangen Tulle – og for at holde udgiften til mad nede, en mindre musefarm i staldbygningen …. – som producerede, skal jeg lige love for. MEN:

Men inden da, havde vi allerede haft kælegeden Mads:

Som min svoger sagde om navnet: ” – temmelig fantasiløst, men yderst passende!” For Mads kedede sig jo også og skulle hele tiden være “med” og “på” og skulle da også stange og være “han”.

I mellemtiden havde vi så fået “plejebarnet” Vimmer – en yorkshireterrier – og en bulldog, Emma.

Stadigvæk var der i madames bevidsthed et ønske om en chihuahua. Og det fik vi så: – Holger! Det var mig der mente at istedetfor at begynde at sætte sig ind i alt muligt om oprindelseslandet (Mexico), så kan vi da bare gøre dyret til “dansker” – altså Holger. Og tillige ville madame også have en bulldog-han, og det blev så til en rigtig sendrægtig, nærmest sløv, basse af en hjertepatient (for så vidt som hans hjerte var dobbelt så stort, som det burde være) ved navn Hektor. OG – hertil kom endnu et plejebarn af en fransk bulldog, nemlig kælebarnet Gertrud – der så ikke havde det så godt med Emma. (Hvis man er forvirret: – jeg forstår det! Tænk ikke over det).

I mellemtiden var der en skildpadde, der gik hjemmefra og en varan, der tog flugten. Og kattene døde og hundene blev aflivet (af gode grunde = sygdom), og vi flyttede igen!

Og nu har vi en hund, der er en cocktail af bulldog, old english bulldog (not the same!) og mastiff, kaldet Buller (fordi det er han) + en fransk bulldog (Valde) med et massivt hjerteproblem (kaldet steno-fallots tetralogi)

Eller sagt på en anden måde: – Valde er død! Han har bare ikke opdaget det!

Igen og igen prøver jeg at tælle hvor mange dyr, der har været inde omkring min – hrm – intimsfære. Det er mange. Jeg kan ikke rigtigt få et eksakt tal. Men er jeg hermed “dyreven”? Eller er det blot et abstrakt, idealistisk begreb, som man kan pynte sig med: ” – Jeg skal nemlig sige dig: – jeg er dyreven!”

Det er muligvis også lige meget, hvis man ikke har et ubetinget ønske om at retfærdiggøre sin tilstedeværelse som noget ekstraordinært. Jeg ved ikke om jeg er “dyreven” – jeg ved ikke engang, hvad det er. Men bortset fra, at jeg har haft alle de i denne artikel nævnte dyr mellem hænderne, er jeg optaget af evolutionsteori, palæontologi og økologi (ikke den frelste, men den fungerende).