TMDb

Efter Draculas død i Horror of Dracula (1958) er Dr van Helsing (Peter Cushing) stadig på vampyrjagt i Transsylvanien — for science, of course! Vi møder først en ung lærerinde på vej gennem egnen til sin nye stilling ved en pigeskole, men postvognen efterlader hende ved nattetide på en landevejskro med verdens største amagerhylde. Baronesse Meinster kommer “tilfældigt” forbi og tilbyder hende overnatning på sit herresæde.

Herefter følger en første akt fyldt med innuendo, en skarptunget amme og en gotisk arving lænket i sidefløjen. Først da frøken Marianne sætter sidstnævnte fri, bliver det hele så decideret vampyrisk, at Peter Cushing dukker op. Men mens van Helsing ledsager hende til pigeskolen, lægger den unge baron andre planer for både hende og hendes kolleger. Eleverne bliver ikke omtalt, men mon ikke også de er på menuen…?

Kudos til Hammer Films for at ikke bare genoplive Dracula ved første, bedste lejlighed. Det kan også have en vis betydning, at der var blevet rift om Christopher Lee, men denne opfølger klarer det helt fint i hans fravær. Schloss Meinster er en stemningsfuld setting, hvis mange detaljer oser af hengemt aristokrati og storheds tiders tingeltangel. Gennem hele filmen fremhæves Det Uhyggelige (efter 1960-målestok) af teatralsk lyssætning, der ikke lader samtidige, italienske filmmagere noget efter.

Efterhånden som baron Meinsters harem vokser, med hjælp af den Stockholm-syndromramte amme, antager udødskulten lidt karakter af et friseksuelt kollektiv. “Kys mig,” siger en nyligt omvendt brud til Marianne, som på dette tidspunkt er forlovet med baronen(!?), “du er vel ikke vred over at jeg lod ham elske mig?” Puha, det bliver varmt herinde! Så er det godt, at et stålsat blik fra Cushing øjeblikkeligt sænker temperaturen igen.

Her 64 år senere er Brides of Dracula decideret i hyggehorror-klassen, men for hvad den er, og for Peter Cushings hyperkapable van Helsing-type, er den immervæk et gensyn værd.

6/10★