Hvad eller hvilken er den bedste anti-krigs-beretning? Er det f.eks. Dalton Trumbos “Johnny got his gun”/”Man gav Johnny et gevær” (1938)? Er det “Things to come” (1936) skrevet af H.G. Wells? Er det “Paths of glory” (1957) af Stanley Kubrick? Eller sammes “Dr. Strangelove” (1964). “Deerhunter”, “Platoon”, “Full Metal Jacket”, Hair”??? Måske kunne en kandidat også være Kurokoskis “Tolkien” (2019), der fortæller om J.R.R. Tolkiens “granat chok”, foranlediget af hans deltagelse i Slaget ved Somme (1916)? En PTSD – så at sige – der siden fører til vivide krigsscener i “Lord of the Rings”!

Sidstnævnte fører os ihvertfald videre til Peter Jackson, der som bekendt lige fik lavet både LOTR og “Hobbitten” (også som filmisk trilogi – der kan man se!), men (og?) 2018 lavede – “dokumentaren” må det vel hedde – “They shall not grow old”.

Der er en “gimmick” ved den film, som også er det den er blevet solgt på: – State Of The Art Technology har muliggjort, at sådan cirka en tredjedel af det filmmateriale, som Jackson har haft adgang til, er blevet restaureret lidt kreativt. Hvilket betyder, at fordi man – pr. computer – har fordoblet antallet af “frames”, således at hver sekvens, hver frame, bliver dobbelt så lang, når frem til et resultat af noget næsten moderne, flydende, og ikke de dér “hakke-di-hak”-bevægelser vi ellers er vant til, fra perioden.

Hertil kommer farvelægning, synkroniserede lydeffekter, samt “speak”, der modsvarer hvad personerne på “filmstrimlerne” angiveligt skulle have sagt …. – for over 100 år siden. Hvilket for så vidt må betragtes som en bedrift – selvom “modern tech” – og giver en hvis fornemmelse af tilstedeværelse, og levende liv i de tidligere staccato-figurer.

De to øvrige tredjedele af filmen består af de gammelkendte dokumentarstrimler af endeløst marcherende soldater, skyttegrave der ligner væltede lokummer og masser af sønderskudte lig, der enten ligger i pøle af blod og mudder, eller hænger halvrådne i pigtråden.

Disse falder i to sekvenser, nemlig før og efter den “moderniserede” tredjedel. Og lydsporet hér, er angiveligt beretninger fra britiske soldater, der deltog i Den Store Krig. Så enten er der tale om, at disse må være taget fra interviews i ’50erne eller ’60erne – og restaurerede – eller også må der være tale om nye indspilninger, enten fra gamle bånd eller fra skriftligt materiale. Og det er måske heller ikke så væsentligt, i denne sammenhæng. Thi der foreligger et … kan man kalde det “dilemma”?

I TV-serien “Madsen & Co”, der løb over skærmen i perioden 1996-2001, er der en episode, hvor “Mogens Madsen” (Peter Schrøder) sér lyset i sig selv, som den der skal virkeliggøre datterens eksamensopgave som film. Sønnen “Max” kræver, at hvis han skal være med, så skal der være et mord! Og Mogens indforskriver genboen “Jørgen” som offer. ” – Du er en færdig mand!” råber Jørgen, og Mogens Madsen skyder ham med en knaldhætte-pistol, men siger så: – Du må gøre mere ud af det, Jørgen! – Ja, siger Jørgen, – men jeg har altså ondt ryggen! – Det er sgudda ligemeget, siger Madsen,- du skal alligevel dø!

Lydsporet til de to hér omtalte sekvenser, er historier om “jovist var det da hårdt, men vi tænkte ikke så meget over det!” “Ja, man skulle jo passe på at rotterne ikke bed i sårene på fødderne, men med alt det lort der var i vandet ville vi nok alligevel få koldbrand!” “Ja, maden! Ja! Maden var elendig – og skulle man skide bagefter så måtte man kravle over pigtråden – og kunne godt være farligt!” ” – Men det var lidt ligesom at være på spejdertur, og vi havde det godt sammen!” Ad Nauseam!

Billedsiden er helt Non Sequitur til disse beretninger. – Hallo! De soldater har absolut Intet: – ingen mad, ingen ammunition, intet læ – de ligger og sover i mudderet. Intet virker, alt er gået i stå. Men: – alt er “Jolly Good”, “Honky Dory”, “TDFN” – see you later alligator!

Måske er det denne modsætning vi skal få øje på. Og det ville da være glimrende, dersom vi lige kunne blive hjulpet pædagogisk på vej (omend Jackson hverken er pædagog eller i egentlig forstand dokumentarist – så er det ihvertfald gået hen over hovedet på mig). Og der er et eller andet usmageligt ved “udgangsbønnen” til filmen, hvor Jackson dedikerer til sin bedstefar: – var det bare skæg og ballade og nåja shit happens og jeg er stolt over, at du med, bedstefar?

Jeg ved det ikke. Og jeg vil overlade det andre, at udrede disse tråde, dersom man finder trang. Personligt vil jeg nok sige, at det er en morbid omgang med visse nekrofile tendenser i ascendanten. På den anden side, vil jeg godt give filmen 3 point ud af 6 mulige, simpelthen fordi det er et historie-dokumentarisk (ensidigt eller ikke) korpus, der har en relevans. Jeg forestiller mig den indgå på fortræffelig vis i faget Historie – som også omhandler kildekritik.