Jeg er ikke meget for Nicolas Cages varemærkede overspil, men der skal en særlig type af skuespiller til for at trænge igennem Panos Cosmatos’ særegne, UV-koloristiske fantasmagorier. Det idylliske udgangspunkt viger hurtigt for filmens febervildelse af et AD&D-inspireret hævntogt, hvor opulente scenerier skyller over én som et bad trip i sort og neon. Et råt, trashy, og skamløst nørdet mesterværk.
Mandy (2018)
