Strejferne – 1980

Strejferne – 1980

For et par uger siden blev jeg spurgt, om der mon findes en liste over danske science fiction film. Og eftersom det var min svoger, der spurgte, kastede jeg mig hovedkulds ud i en research – der ikke rigtigt kom ud af hangaren, fordi de lister jeg kunne finde var, nåja, håbløse: – “Himmelskibet”, “Reptilicus”, “Rejsen til Saturn” og “LEGO: Star Wars”. Og det var så det. Og den længste liste (Wiki) omfattede samme plus 9 mere = 15, herunder “Gayniggers from outer space”.

Som på en eller anden måde er i familie med:

I mellemtiden mailede svoger mig igen, og det fremkom at det han (nok) var mest interesseret i, var en kortfilm om nogle mennesker der slås om iltslanger i en grusgrav. Og eftersom det var migselv, der havde vist ham den, var det da et uhyre let spørgsmål. For det drejer sig om en afgangsfilm fra Den Danske Filmskole med titlen “Connected”.

(kan ses på YouTube)

Min egen nysgerrighed var dog ikke stillet, så jeg skrev til Janus Andersen, Niels Dalgaard samt Det Danske Filminstitut. Og for nu at begynde bagfra, meldte Filminstituttets Bibliotek, at man dér ikke genre-kategoriserede film, hvilket må siges at være en biblioteksmæssig finurlighed (men hvad ved jeg? Der er to bibliotekarer i nærmeste nærhed – muligvis de kan belære mig om noget andet).

Niels Dalgaard svarede, at han ikke var bekendt med nogen officiel liste over danske science fiction film, hvilket måske også – og uden negative overtoner – hænger sammen med at Dalgaard er “litteratur-menneske”. Men når han skriver sådan, så er der grund til at tro ham: – der findes ingen officiel liste (beklager, svoger!)

Janus havde været “proaktiv” og sendte mig et link til IMDB, hvilket naturligvis var “vand på fars mølle”, selvom jeg ikke forstår hvorfor faen jeg ikke selv tænkte på det. Men det gjorde jeg ikke – så Janus tænkte for mig, så tak for det.

IMBD har 50 “hits” på søgningen hér og det sér unægteligt lidt mere lovende ud, omend jeg tvivler på at listen er komplet. Hvilket er lidt som den dér videnskabsteoretiske term: “Der er det vi ved, vi ved; så er det det vi ved, at vi ikke ved; og endeligt er det det vi ikke ved, at vi ikke ved!”

Men jeg ved ihvertfald, at listen fra IMDB indeholder en dansk SF-TV-Film fra 1980, “Strejferne”.

Den er skrevet af Jess Ørnsbo, instrueret af Ole Roos og de medvirkende er Otto Brandenburg, Lene Tiemroth, Jesper Christensen m.fl. og scenariet er, at i en nær fremtid er den ubemidlede del af befolkningen blevet til “white trash”, der kører vejene tynde i deres udslidte “vans” og bekriger hinanden. Og noget ved den film fik mig til at tænke på – nej, ikke “Mad Max” – på “Vagabondernes planet” af Niels E. Nielsen. Men hverken Ørnsbo eller Roos når Nielsen til knæskallerne. For selvom der er interessante henvisninger til andre dystopier

så er der alligevel noget råddent i denne films grundlæggende indstilling til menneskets natur.

Præmissen er, at de besiddelsesløse fræser rundt i deres vans, hvoraf “vores” hovedkarakterer råder over et Folkevognsrugbrød, komplet med hundelem og forrudegitter, hvis nu nogle andre vans skulle spule dem med (bogstavelig talt) pis og lort. Derudover bruger de deres tid på at stjæle, ødelægge, skændes, lyve, æde, bolle, drikke og være voldelige – og holde en “asfaltbegravelse”. Men da Rugbrødet skal til eftersyn synes De Fastboende – altså dem med fast indkomst, eftersom de ansat i “synshallen”(Østre Gasværk), ikke at opføre sig stort anderledes – måske fordi det er lavstatus-job? Ihvertfald har jeg det lidt somom, at denne film blot er en trist forlængelse af ideen om, at “civilisation er blot en tynd fernis over den rødøjede morderabe”, der dukker op i mennesket såsnart kontrollen slækkes.

Uha, der findes da masser af dumme svin derude, og i det ørnsboske fremtidssamfund findes der vel også “samspilsramte familier”. Men hér – i “Strejferne” – er vi kun vidner til det depraverede, hvilket måske (scenerne i “synshallen” taget i mende) skal ses som repræsentativt for hele samfundet. Men hvilke mekanismer retter kritikken sig så imod? Eller er vi her kun for at se nogle dumme svin og nogle dumrianer opføre sig som sådanne? Og hvilken næring skal vi uddrage af det giftstof? Det er knap nok Nietzsche, og det er ihvertfald slet ikke Darwin, og iøvrigt bør enhver der tror på “den rødøjede morderabe” læse Stephen Jay Goulds fremragende essay “Ten thousand acts of kindness”.

Jeg har intet at udsætte på skuespillerpræstationerne: – de arbejder med det de har, dér hvor de er, så godt de kan. Og special-effekter: – ja, det er som det er … eller rettere var – for 45 år siden. Dialogen er tydeligvis skrevet af én, der tror han ved hvordan almindelige mennesker taler (Jess Ørnsbo). Og med hensyn til instruktion: – det er som det er, fordi hele forlægget bygger på en mér-antagelse, der bare ikke holder.

Molevitten kan ses hér

– og jeg syns man skal se den. 1 time og 5 minutter og 2 stjerner ud af 6 mulige 🙂

6
Episode 292 – Dreaming of the Void og Ekstatisk Æstetisk Regress Episode 291 – Krenkerup Forårsale og Dum eller Svag?

6 kommentarer

Lise Andreasen

Jeg ved godt, det er analogt. Ikke desto mindre.

Spektakulärt : nordisk science fiction-film 1916-2018 / Peter Öberg.

Undskyld.

Nåmmen, der er da ikke noget at undskylde. Jeg har ingen frygt for dødtræ, selvom andre mener det er den direkte vej til alvorlige infektioner.
Snarere er det spørgsmålet om “man” i det hele taget kan få fat i “Spektakulärt” – men det må jeg se på!

Så vidt jeg kan se er “Crash” overhovedet ikke på IMDBs liste (men er det vist på Dansk Wiki). Og nej! Ligesom det er ret svært at se “Decembervej” med Magnus Tagmus, selvom den julekalender, for et vist alderssegment, står som repræsentativt for De Gode Gamle Dage.
En anden mærkværkværdighed, som nok heller ikke lige lader sig gense – og som deler skæbne med “Crash” – er DRs ungdomsafdelings behandling af Sven Wernströms “Rejse på ukendt planet”, der blev sendt over en enkelt dag som tre hørespil og en tv-film. 4 gange 45 minutter (tror jeg nok jeg kan huske, at det var). Og den tror jeg heller ikke har klaret turen op gennem tiden, til trods for alle gode intentioner.

Det er dæleme sært at Filminstituttets bibliotek ikke genre katalogiserer film.

Endog YDERST sært. For jeg husker at Filmmuseets Bibliotek var yderst pertentlig med genre-katalogisering, og stedets bibliotekarer samtidig meget opmærksomme på cross-overs og fordoblinger.
Naturligvis kan man diskutere genre-begrebet – og det syns jeg man skal. Men at kyle det hele ind med et “det styrer du selv, kammerat” det tangerer intellektuel dovenskab (apropos Ole Gavls episode 291). F.eks kunne man benytte sig af Niels Dalgaards genre-forståelse: – et givent værk tilhører ikke en bestemt genre; det deltager i en (eller flere) genre(r).
Jeg er således ret glad for at få et sådant svar fra en Bibliotekar Extraordinaire, så tak for den, Simon 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.