Vi er Eva

Vi er Eva

Jeg forestiller mig en Clarke’s fourth law: any novel claiming with sufficient force not to be science fiction is indistinguishable from science fiction. Steen Hallgren Søgaards “Vi er Eva” er ifølge bagsideteksten “ikke Sci-fi. VI ER EVA er det, der sker lige nu og i morgen.” Den er også cirka tyve minutter inde, førend den citerer robotikkens tre love (og endda den nulte).

Vi er med andre ord dybt i sf-land – hvor forbilledet synes at være Michael Crichton. Der er med andre ord dømt overhængende teknologi og overhængende fare for liv, lemmer og samfund. Her er truslen kunstig intelligens.

I spidsen for udviklingen af den står psykologen Ayda Corlin, som står bag den model, der har været banebrydende i arbejdet med Adam. De har nået en version, som implanteres i en androide, og som de langsomt arbejder på at udvikle – men Adam er ikke den eneste, som påvirkes, for menneskenes egne problem bliver snart en del af spillet omkring den nye teknologi.

For Adam slår sig i tøjret – han kan andet og mere, end de forventede, og det viser sig at kunne få betydning for Ayda. Hun har knyttet sig til den gryende bevidsthed, men hun er også bundet til sit barn og sine forældre – og hendes mor er døende. Igennem hende bliver de en del af Adams verden, og igennem det er der forbindelse til resten af verden; også for det, som Adam udvikler sig til.

Og Søgaard lader Adam udvikle sig ud overraskende veje.

“Vi er Eva” er en ambitiøs videnskabsthriller, hvor der trykkes på speederen næsten fra starten og krydsklippes hektisk, så læseren hæger sig fast hele vejen til slutningen. Det er en klassisk amerikansk model, man udsættes for, men anbragt direkte i dansk sammenhæng, og det i sig selv er ganske fornøjeligt. Man mærker tydeligt ordet “filmisk” presse sig på, for der er en tydeligt oplæg til en biografbasker her. En god omgang action, uanset om man er til science fiction eller ej.

Desværre må jeg også indrømme, at den ikke helt nåede Michael Crichton-højderne for mig – til det manglede den hans knivskarpe balance mellem teknofetichisme og -fobi. Og så har Søgaard trukket ét stilistisk valg, som ganske modarbejdede mig gennem hele læsningen: hvert enkelt kapitel indledes med en tidsangivelse: tidlig morgen. Formiddag. Kort før midnat. Aften. Hvilket for denne læser er ækvivalenten til at indlede sin film med dvælende helikopteroptagelser af bølgende marker – det fortæller også, at farten skal sættes ned. Og det uanset at klipningen i “Vi er Eva” til tider sker midt i scener for dramatisk effekt – og for mig blev det én lang omgang start-stop. Forhåbentlig vil din oplevelse være en anden, for alt andet lige fortjener “Vi er Eva” faktisk at blive læst – den har energi og vilje, lidt ligesom en løbsk AI, der truer menneskeheden.

Forsiden til Vi er Eva
4
I begyndelsen var skriget Episode 325 – Magnifico Gordito og Shakespeare in the Park

4 kommentarer

Jeg mener at det er Niels Dalgaard, der et sted fremfører, at såvel forlag som anmeldere ( i de “lødige” aviser) pr. refleks udbryder et VADE RETRO SCIENTIA FICTIONE, såsnart et eller andet blot snerter genren.
Idiotien har rødder tilbage til “Opdragelse til terror” (T. Haxthausen) og “Børn i blålys” (hedder den vist).
Og selvfølgelig drejer det sig om salgstal og bundlinje.
Derfor kan det også undre … eller lad mig sige det på en anden måde: – For en 1½ års tid siden læste jeg en begejstret boganmeldelse i “Weekend-Avisen”, hvor en bog (eller var det en serie?) blev rost til skyerne, for: – ” Dette er science fiction. Den ægte vare, der kvalitativt hæver sig over en genre, der ellers ikke repræsenterer litteratur af nævneværdig kvalitet!” Og efter hvad jeg kunne læse af referatet, drejede det sig om en ret middelmådig gang space opera, der ingen gang på Jord ville have haft uden Star Wars.
Enfin! Star Wars IV er en glimrende film – og jeg ville ikke være foruden. Men det er edderbaskemig ikke Den Bedste Science Fiction Film, for slet ikke at tale om historien!!! Den er nærmest håbløs – til trods for titlen.

Hvis jeg skal være ærlig, forstår jeg dem jo godt. Jeg har også holdt bogsnakke, hvor jeg har listet forskellig fantastik ind og skøjtet meget fint uden om alle genrebetegnelser, fordi de skræmmer visse læsere væk. Men samtidig føles det også lidt som en pavlovsk reaktion, når jeg ser folk ligefrem påstå, at noget ikke er sf – fnyset bruser op i mig 🙂

Okay! Jeg giver dig ret!
Det er ikke fandenbrækkemig NØDVENDIGT, at fastslå om dette eller hint ER science fiction. Det kan vi lade nørderne (os) om. Og det første jeg ville sige på en bogrepræsentation om Ursula Le Guins “The left hand of Darkness” ville være, at denne roman er et væsentligt indspark i den verserende debat om kønsidentifikation, LGBT+ og queer-teori.
(Så har vi ligesom captured the audience – nietchewo?)
Men det der tænder mig af er, at når det argeste lort – pardon my french – bliver gjort til den ypperste repræsentant for en given genre, så er det nedværdigende.
“Mr. Andersen! Recently I’ve had a revelation I would like to share with you”: – For ikke så længe side læste jeg en “thriller” af Angela Marsons – Mørke Lege, oversat efter “Child’s play”, udgivet af Jentas, hvis det siger noget. Og det er dog det argeste lort.
Naturligvis kan det have et eller andet at gøre med oversætteren (Johan Gregersen), men det er stadig noget skrammel, hvor en karrusel pludselig bliver til en gynge, og korrekturen er værre end jeg nogensinde har gjort det selv. Hertil kommer at “intrigen er forudsigelig fra cirka kapitel 2 (s. 15 udaf 362).
Og for at det ikke skal være løgn, så er der – bagerst i bogen – “ET BREV FRA ANGELA”, hvor hun udtrykker sin tak for at man har læst molevitten, samt et link til en hjemmesie, hvor man kan bestille mere af det samme, samt en opfordring til, at man skal anmelde faenskabet over FB, X, GR eller LinkIn. (opmærksomhedsøkonomi)
Men altså: – skulle man så benytte dette eksemplar af fulfed idioti som målestokken for, hvad “thrillers” er, så er man enten lige så småtskåren eller intellektuelt handicappet som de to-tre fjolser, der forfattede “Trivi-seriens” tynde out-put om “science fiction”, back in ’70s, udelukkende baseret på – af alt i denne verden – Perry Rhodan!
Og det er dét hængedynd, vi kæmper imod, til trods for at den bagvedliggende tankegang hos de der to-tre akademiske pseudo-marxister ikke havde fattet en dyt af hverken “akademia”, “pseudo” eller “marxisme”!
“Vreden, gudinde, besyng …”
Mea maxima culpa –
Det var kun fordi ….
… – jeg skal nok prøve at opføre mig ordentligt.
Hilsen henning …

Men fristes til at vende øvelsen om – f.eks. at anmelde diverse mere litterærlige værker, alt efter om de lever op til Perry Rhodan. Olga Ravns “De ansatte” har f.eks. alt for få rummutanter!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.