Jeg forestiller mig en Clarke’s fourth law: any novel claiming with sufficient force not to be science fiction is indistinguishable from science fiction. Steen Hallgren Søgaards “Vi er Eva” er ifølge bagsideteksten “ikke Sci-fi. VI ER EVA er det, der sker lige nu og i morgen.” Den er også cirka tyve minutter inde, førend den citerer robotikkens tre love (og endda den nulte).

Vi er med andre ord dybt i sf-land – hvor forbilledet synes at være Michael Crichton. Der er med andre ord dømt overhængende teknologi og overhængende fare for liv, lemmer og samfund. Her er truslen kunstig intelligens.

I spidsen for udviklingen af den står psykologen Ayda Corlin, som står bag den model, der har været banebrydende i arbejdet med Adam. De har nået en version, som implanteres i en androide, og som de langsomt arbejder på at udvikle – men Adam er ikke den eneste, som påvirkes, for menneskenes egne problem bliver snart en del af spillet omkring den nye teknologi.

For Adam slår sig i tøjret – han kan andet og mere, end de forventede, og det viser sig at kunne få betydning for Ayda. Hun har knyttet sig til den gryende bevidsthed, men hun er også bundet til sit barn og sine forældre – og hendes mor er døende. Igennem hende bliver de en del af Adams verden, og igennem det er der forbindelse til resten af verden; også for det, som Adam udvikler sig til.

Og Søgaard lader Adam udvikle sig ud overraskende veje.

“Vi er Eva” er en ambitiøs videnskabsthriller, hvor der trykkes på speederen næsten fra starten og krydsklippes hektisk, så læseren hæger sig fast hele vejen til slutningen. Det er en klassisk amerikansk model, man udsættes for, men anbragt direkte i dansk sammenhæng, og det i sig selv er ganske fornøjeligt. Man mærker tydeligt ordet “filmisk” presse sig på, for der er en tydeligt oplæg til en biografbasker her. En god omgang action, uanset om man er til science fiction eller ej.

Desværre må jeg også indrømme, at den ikke helt nåede Michael Crichton-højderne for mig – til det manglede den hans knivskarpe balance mellem teknofetichisme og -fobi. Og så har Søgaard trukket ét stilistisk valg, som ganske modarbejdede mig gennem hele læsningen: hvert enkelt kapitel indledes med en tidsangivelse: tidlig morgen. Formiddag. Kort før midnat. Aften. Hvilket for denne læser er ækvivalenten til at indlede sin film med dvælende helikopteroptagelser af bølgende marker – det fortæller også, at farten skal sættes ned. Og det uanset at klipningen i “Vi er Eva” til tider sker midt i scener for dramatisk effekt – og for mig blev det én lang omgang start-stop. Forhåbentlig vil din oplevelse være en anden, for alt andet lige fortjener “Vi er Eva” faktisk at blive læst – den har energi og vilje, lidt ligesom en løbsk AI, der truer menneskeheden.