Henne på Huxi Bachs podcast er dagens emne Narcisisme, så jeg tænker jeg vil være lidt narcissistisk, egocentreret, selvfikseret, introvert og autobiografisk. Sidstnævnte er jo så moderne, så hvorfor ikke være in på en vogue facon?

(så kan man have sådan en “pod”, man kan lukke sig inde i, og skide hul i opvasken. Design: Roger Dean – 1970erne, I presume)

Se! Samtidig med min narkissos lider jeg også af ubegrundet selvovervurdering. Og jeg var derfor bevidst om, at jeg kunne blive Danmarks bedste skolelærer – f.eks. i Dansk, Samfundskundskab, Historie og retskrivning!!! Og som følge deraf søgte jeg ind på Danmarks Lærerseminarium – hedder det ikke længere; det hedder “professionshøjskole”, og i “mit” konkrete tilfælde “UCL”. Fint skal det være.

Det gik sådan set også okay, til trods for underviseres og medstuderendes lidt tøvende indstilling til, at der pludselig sad en gammel idiot iblandt dem – så gammel, at han kunne være far til underviserne. Indtil … – DSA-opgaven!

DSA står for “dansk som andetsprog”, hvilket dækker undervisningen af børn, der stammer fra familier af anden etnisk oprindelse end dansk. Og jeg skal være den sidste til at benægte, at der ikke kan ligge nogle udfordringer i det – jeg har trods alt arbejdet i daginstitutioner. Men jeg fastholdt – i min afleveringsopgave – at den helt overordnede udfordring lå i, at bevillingerne, økonomien, tilskuddene var “ikke-eksisterende”, mens det tilfaldt skoleledere og lærere, at rede kastanjerne ud af gløderne. Samme kritik, som jeg havde (for tyve år siden) af den højt besungne “inklusionstanke” (“et ideelt mål, du ikke kan nå!”).

SÅ var det “UD”!

Indenfor de seneste par år er jeg så blevet bekendt med, at tilskuddene til såvel “inklusion” som “DSA” er blevet skåret væk. Næppe på grund af min kritik; nok mere fordi det er et sted man kan spare “eftersom de konstatérbare effekter af tiltagene ikke er registrérbare”.

Nå! Op i røven – der vokser ikke mos på en rullesten: – så jeg søgte ind på “Dansk” på SDU … og det var en fejl! Ikke fordi jeg ikke blev optaget, uha nejda! Men fordi jeg havde misforstået (eller bare ikke læst), hvad det gik ud på.

“En ordgruppe af en bestemt type kaldes et syntagme, som oftest er bygget op om en kerne. Det første syntagme er sætningen, der er karakteriseret ved at være bygget op omkring et finit verbum. En sætning siger noget om noget, nemlig subjektet, som oftest står i nominativ. Det, der siges om subjektet kaldes prædikatet.”

Ikkesandt?

Og når det kom til digtning (“guldalder”- or not), så var der jo jamber og daktyler og trokæer og anapæster og amfibraker … – og det var slet ikke det, jeg var kommet for, Lektor Blomme!

På den anden side: – der var også “kurser” i dansk litteratur, dansk kunst, og ikke mindst “urbanitet” og queer-teori – med andre ord hele det identitetsproblematiserende skisma i en moderne kultur- og civilisations-kritik (“kritik” forstået som en akademisk granskning af problemata).

Omend det for mit eget vedkommende tenderer det håbløst ligegyldige, er det da fint nok at nogen/nogle får defineret “Hen”, “Høn”, “De” i en eller anden nonbinær kontekst, hvor identitet – som begreb, som udfordring – er af betydning. Og på den anden side kan det være forbundet med visse cerebrale saltomortale – for en ciskønnet metrosexistisk heteromand, i sin alders sensommer – hvorfor dette problemfelt også er mit.

Men enfin! Kvindekamp er Klassekamp, og køn er ikke defineret ved sex. Taler vi politik eller taler vi samleje? (og jeg er ligeglad med hvem, hvordan, hvor længe eller hvorfor)

Og da vi skulle vælge “kursusopgave” fik jeg faktisk lov til at lave en opgave om science fiction, med udgangspunkt i Maren Uthaugs “11%” og Ursula Le Guins “Mørkets venstre hånd”, eventuelt med Tage Eskestads “Matriarkatet” som et tidligt eksempel på … – et eller andet – (Jeg prøvede at sælge Ole Henrik Laubs “De døde i Vefby”, men dén var der ingen der kendte).

Og jeg GIK igang med opgaven! Og den måtte kun fylde 5 sider (5 x 2600 ord), hvilket fandenfisme ikke er meget, og jeg blev mere og mere irriteret på de 11 procent, fordi den mindre og mindre fremstod som science fiction og mere og mere koncentrerede sig om “rundkantsdanmark” og “stutterierne”, “slange-shamanisme” og kvinden som “slangens vogter”.

Og så var det, at jeg hørte LÆS DENs behandling af “11%”, hvor de – delvist – bliver enige om “at det sådan set godt kan være, at “11%” slet ikke er science fiction”. I forhold til hvilket, jeg kun kan erklære mig fuldstændig enig. Der er ingen fornuftige kongruenser i fremskrivningen.: – den foregår (mindst) 800 år ude i fremtiden, men Frederiksberg findes stadig (dog som slum). Beslutningen om at de 11% af den mandlige befolkning skulle bevares (og resten slås ihjel?), blev truffet i år 2225! Hvad sagde mændene til det? Hvad med andre – højt uddannede kvinder (LGBTQ+ or not)? Hvorfor er det interessant – i en “fremtidsroman” – gentagne gange, at få beskrevet hvordan en ældre medborger “får den ene orgasme efter den anden”? Javel – fyren er skam viril nok, og det skal vel fjernes lidt spindelvæv i lysthuset. Men hvad har det at gøre med det novum, der postuleres?

Nå! Jeg slap for at tage stilling til problematikken, eftersom jeg blev kylet ud af SDU.

– og tilbage i min egen lille hyggekrog, hvor jeg kan sidde og være narcissistisk, egocentreret, selvfikseret, introvert og autobiografisk.

Vi ses 😀