personae dramatis:

Frederik Christian von Haven – Mads Mikkelsen

Peter Forsskål – Michael Persbrandt

Carsten Niebuhr – Thure Lindhardt

Christian Carl Kramer – Asger Rher

Georg Wilhelm Baurenfeind – Nicolas Bro

Berggren – Christoffer Hivju

instruktion: forhåbentlig Lars “von” Trier, men sikkert Bille August

baseret på Thorkild Hansens “Det lykkelige Arabien”

locations: alle mulige andre steder end Arabien, sådan som tingene står.

Nu kan manden jo være ligeglad, men jeg er stadig fuld af forundring over, at Jørgen Leth fik så mange på huden over Det uperfekte menneske (2005). I grunden drejede det sig om det tyve år senere så højt besungne “autofiktion” – altså det dér skriv, hvor man 1) ikke ved hvad for en slags tekst man læser, og 2) hvor tekstforfatteren giver sig selv tilladelse til at mene alt muligt, uden at skulle forsvare det samt lader sig irritere over, at andre måske mener noget andet. Jammen, det er min oplevelse, mine følelser! Og som bekendt kan man ikke desavouere andre menneskers følelser – når de nu HAR det sådan! som Dan Túrell siger.

Af lignende årsager kan det undre mig, hvor meget kritik der er blevet hældt henover Thorkild Hansens “Det lykkelige Arabien” (1962). Ikke fordi den bog kan beskyldes for at være autofiktiv, men fordi den heller ikke er en dokumentar. “Det lykkelige Arabien” er en roman. For ret beset er der adskillige år til, at Hansen begiver sig ud i noget dokumentarisk, kildebehæftet og reference-relateret. For i denne roman! beskæftiger han sig kun med en skide god historie – med fejl, undladelsessynder, overspringshandlinger og uvederhæftigheder til følge. Og lignende kan siges om utallige fremstillinger af andre og senere begivenheder, samt de involverede personer, tænk blot på film som “Churchill”, “Oppenheimer”, “Enigma”, “En kongelig affære” og “Flammen og Citronen”. Close, but no cigar!

(den hér forside kan jeg især lide, fordi den giver sådan en dejlig “DUNE”-feeling, hvilket passer sig)

Til sagen: Jeg har det med at genlæse bøger, og skulle jeg remse dem op ville det hurtigt kunne føre til den kedelige konklusion, at jeg ikke foretager mig andet – endsige læser noget nyt. Og det skulle jo nødigt hedde sig …

Så netop “Det lykkelige Arabien” er en bog jeg genbesøger, ihvertfald hvert 5. år – fordi det er sådan en herlig beretning.

Frederik V står som den der beordrer en “Expedition til Orienten ved et Litterært Selskab, nedsat af Hans Majestæt”. Nok snarere er der tale om, at visse kongen nærtstående rådgivere har overbevist alkoholikeren om, at det vil være en skide god ide, at sætte et aftryk OGSÅ i den akademiske verden. Og således bliver der sendt 6 mand til Arabien, efter en bunke indledende fnidderfnadder, der i sig selv er interessant, for da expeditionen stiger ombord på orlogsskibet “Grønland”, der skal føre dem til Konstantinopel er stemningen i det lille selskab ikke bare trykket: Den er knust. Der er, med Anders Fogh Rasmussens ord – men kontekstuelt knap så “opløftende” – ikke noget at komme efter! Og det bliver jævnt værre.

(Frederik Christian von Haven er udnævnt til SKURKEN)

Men de kommer skam til Middelhavet, til Konstantinopel og de kommer skam til Ægypten, og endelig – efter strabadser, nid&had og udsigten til ekspeditionens forlis, da også endelig til Yemen/Jemen og Det Lykkelige Arabien. Men så kommer de fatale ulykker, hinsides små intriger og almindelig misundelse, også i et omfang, der – bortset fra én mand – får kuldsejlet hele selskabet. Og så skulle man tro at historien var slut. Det er den ikke.

(Carsten Niebuhr er udnævnt til HELTEN)

Bortset fra et eminent sprog er romanen et godt indblik i både en tidsalder, der kan virke så fremmed, selvom den kun er små 300 år gammel. Og samtidig er den et møde med en verden af igår, når det kommer til nutidens forhold. Og selvfølgelig er den i sig selv noget gammelt lort (fra 1962) – ligesom mig. Så med Roy Battys ord: “Tid at flette næbbet”