Henne på Scifisnak har d’herrer Poder og Nissen læst Blood music af Greg Bear. Og den roman handler om, hvordan nogle intelligente lymfocytter, kaldet “noocytter”, ændrer al biologisk materiale til en bio-grød, der kan mere end sit Fader Vor.

Ordet “noocyt” kommer af “nous”, som ikke er fransk for “vores”, men derimod græsk for “bevidsthed” eller “sind” (engelsk: – “mind” … kært barn har lange negle!) Og gennemgangen af den roman overlader jeg trygt i d’herrer Jenses og Anderses hænder, eller ihvertfald stemmer. Tjek it out –

Når jeg derfor rejser mig idag, ved denne sammenkomst, så er det fordi “idégrundlaget” minder mig om begrebet “Noössfære”, der ikke er af helt ny dato. Den blev nemlig formuleret af Vladimir Vernadsky og Pierre Teilhard de Chardin i 1922 – og udgivet i sidstnævntes tidsskrift. Vernadsky var russisk biokemiker og Teilhard de Chardin jesuitisk præst – med esoteriske tilbøjeligheder. Og cocktailen “sovjettisk videnskabsmand” og “katolsk mystiker” kan forekomme at være opskriften på skilt sovs. Men der må være ting jeg ikke ved.

Under alle omstændigheder går det hele ud på, at Jorden (læs: “Verden”) har haft en geologisk tidsalder, en biologisk tidsalder og nu nærmer sig en bevidst tidsalder, i og med menneskets kognitive ressourcer. Med andre ord ser vi ind i nær fremtid, hvor der kan være tale om en “Verdenssjæl”.

(jeg formoder at forsiden skal tolkes som symbolsk)

I denne roman bliver “verdenssjælen” kaldet “biotosen”, og den opfører sig nogenlunde ligesom “blod-musikken”. Samtidig er der mennesker der – den dag i dag – “køber ind på” Noössfæren, og anser at Internettet er den nyskabte “verdensbevidsthed” hvor vi alle er forbundet – kognitivt såvel som sjæleligt. Det er simpelthen første trin til den form for transhumanisme, der også indgår i Clarkes “Childhoods End” – hvilket d’herrer Poder og Nissen da også bemærker. Og hos Clarke virker det sørgeligt, men også nødvendigt, mens det hos Bear virker beklageligt, but what to do?

Men så er der (jo) også (mindst) to andre, der har brugt “bio-grøden” til noget. Den ene er Stanislaw Lem, der i “Solaris” beskriver Det Tænkende Hav, der omgiver planeten. Den anden er Douglas Wayne Barlowe, der i sin “Expedition” fortæller om Det Amniotiske Hav på planeten “Darwin IV”. I begge tilfælde filosoferes der over, om disse “oceaner” kan være resultatet af en sammensmeltning af al biologisk materiale … knap så bodyhorror-agtigt som “The Thing” eller “The colour out of space”, men i samme boldgade (hvad fanden er egentlig en “boldgade”? – altså bortset fra at vi spillede bold på gaden, når der ikke var nogle biler).

En hvis grad af noössfære og transhumanisme ligger der vel også i Frank Herberts “Hellstroms Hive” og “The Santaroga Barrier”. Og måske er det hér, man kan gøre sig klog på, hvad en “sovjetisk” videnskabsmand og en katolsk pater har at sige hinanden. Anekdote:

– Min gamle (nu afdøde) far var overbevist kommunist, med stalinistiske og maoistiske tilbøjeligheder: især kunne han ikke fordrage akademikere (hvad han så ellers havde at have den modvilje i). Jo! Men fader var af den overbevisning, at særligt “sociale insekter” (myrer, bier, termitter) var glimrende modeller for det kommunistiske verdenssamfund: – En plads til hver mand, og hver mand på sin plads! (hvilket er fuldstændig identisk med det i Frank Herberts “Dune” såkaldte “faufreluche-system” … – som er feudalt (hej far!))

Jeg nævnte overfor “den gamle”, at der hermed var lukket ned for det individuelle, det kreative, den frugtbare tænkning og det frie valg – altsammen værdier der, modsat hvad mange tror, faktisk er centrale i Marx’ og Engels tænkning. Og det var faktisk første gang, jeg kunne lukke kæften på min far. Og tænk engang: – selv efter 48 år kan det fryde mig (jeg burde skamme mig).

En sidste ting, inden vi lukker og slukker: – der var faktisk en anden form for ” – sfære-tænkning” i begyndelsen af 1900-tallet. Og det var ideen om, at eftersom svampe var så utroligt udbredte, og så mangfoldige i natur og kultur og udformninger, så ville det næste skridt i evolutionen være funguidernes verdensherredømme. Og man husker måske sin H. G. Wells:

There’s a homungus fungus among us!

Hovedargumentet i denne – hrm – “teori” var, at det måtte forsynets vilje, eftersom Gud Herren havde skabt så mange og så varierede og allestedsnærværende svampe, at det måtte være Guds Vilje at champingonserne skulle regere.

Præmissen er gal – det er de ofte! Som Stephen Jay Gould anfører, så er der én ting man med sikkerhed kan sige om Vorherre: – han elsker biller! Han har skabt 643.000 arter –

Nå! Hér sidder jeg og røven går! Fis nu over på Scifisnak og hør om “Blood Music”, ikk’ da!