Dette er ikke en bog, du skal læse, hvis du nogensinde har været bange for, at der skulle gemme sig en matematiker i dit skab. Ikke at Benjamín Labatuts “The Maniac” er en horrorroman, men den har et budskab, og det er, at matematikere er sindssyge. Og hvis de ikke er det, så er det, fordi de er på vej til at blive det. Den er ikke helt sikker på, hvilken af de to der er værst.

Labatuts tidligere værk kom på dansk under titlen “Når vi ikke længere forstår verden” og var en række mere eller mindre fiktionaliserede biografiske tekster og forskellige videnskabsfolk (og den var fabelagtig) – “The Maniac” fortsætter lidt i samme spor, men her er det John von Neumann, der er i fokus. Det starter godt nok med en rimeligt gængs introduktion, hvor det er Paul Ehrenfest – og hans mord/selvmord af sin søn og sig selv – der gengives: “Paul or The Discovery of the Irrational” hedder kapitlet meget sigende. Dernæst skifter historien til John (or The Mad Dreams of Reason) og fortælles i en lang række kapitler, der skifter mellem stemmer – nogle er semipoetiske af en usynlig fortæller, mens andre tilhører folk, der kom i kontakt med videnskabsmanden på et eller andet punkt i deres liv. Familie, venner, skolekammerater, Richard Feynman og så videre.

Som titlen afslører, er det en historie om John von Neumann, men også (blandt andet) om MANIAC I.

Labatut kan et eller andet med at skrue virkeligheden sammen på overraskende måder. Ligesom i hans tidligere bog er det svært at se, hvor sammenføjningerne er – uanset hvor vilde de hændelser er, som han beskriver. Og “The Maniac” er vild – vild og voldsom og veritabelt berusende. Labatut kan noget med sine skift mellem stemmer (lidt i familie med Max Porter, faktisk), men også noget med at beskrive det menneskelige sind, så det fremstår så komplekst og absurd som det er – hvilket ikke er så lidt, når han har valgt at beskæftige sig med folk så monomane som dem, der bebor de yderste grænser af videnskaben.

Og der er ingen tvivl om, at von Neumann og mange af de mennesker, han omgiver sig med, er ekstreme spejdere udi kundskabens fjerneste, ukortlagte områder. I en sådan grad, at de ofte glemmer den noget mere konkrete verden bag dem, som andre mennesker lever i.

“The Maniac” er en af de bøger, der får én til at føle, man selv har begivet sig langt væk fra verden og ud i et dystert grænseområde, hvor reglerne er selvmodsigende, men med usigelig vigtighed. Det er en bog, der suger én ind og spytter én ud efter endt læsning, så man sidder lidt fortabt og ser sig omkring, fordi verden omkring én virker lidt mindre virkelig nu. Det er en rablende perfekt bog.

BONUS – nu opdager jeg lige, at den udkommer på dansk den 15. februar. Må den sælge mere end en vis Frederiks “Kongeord”.