The Maniac

The Maniac

Dette er ikke en bog, du skal læse, hvis du nogensinde har været bange for, at der skulle gemme sig en matematiker i dit skab. Ikke at Benjamín Labatuts “The Maniac” er en horrorroman, men den har et budskab, og det er, at matematikere er sindssyge. Og hvis de ikke er det, så er det, fordi de er på vej til at blive det. Den er ikke helt sikker på, hvilken af de to der er værst.

Labatuts tidligere værk kom på dansk under titlen “Når vi ikke længere forstår verden” og var en række mere eller mindre fiktionaliserede biografiske tekster og forskellige videnskabsfolk (og den var fabelagtig) – “The Maniac” fortsætter lidt i samme spor, men her er det John von Neumann, der er i fokus. Det starter godt nok med en rimeligt gængs introduktion, hvor det er Paul Ehrenfest – og hans mord/selvmord af sin søn og sig selv – der gengives: “Paul or The Discovery of the Irrational” hedder kapitlet meget sigende. Dernæst skifter historien til John (or The Mad Dreams of Reason) og fortælles i en lang række kapitler, der skifter mellem stemmer – nogle er semipoetiske af en usynlig fortæller, mens andre tilhører folk, der kom i kontakt med videnskabsmanden på et eller andet punkt i deres liv. Familie, venner, skolekammerater, Richard Feynman og så videre.

Som titlen afslører, er det en historie om John von Neumann, men også (blandt andet) om MANIAC I.

Labatut kan et eller andet med at skrue virkeligheden sammen på overraskende måder. Ligesom i hans tidligere bog er det svært at se, hvor sammenføjningerne er – uanset hvor vilde de hændelser er, som han beskriver. Og “The Maniac” er vild – vild og voldsom og veritabelt berusende. Labatut kan noget med sine skift mellem stemmer (lidt i familie med Max Porter, faktisk), men også noget med at beskrive det menneskelige sind, så det fremstår så komplekst og absurd som det er – hvilket ikke er så lidt, når han har valgt at beskæftige sig med folk så monomane som dem, der bebor de yderste grænser af videnskaben.

Og der er ingen tvivl om, at von Neumann og mange af de mennesker, han omgiver sig med, er ekstreme spejdere udi kundskabens fjerneste, ukortlagte områder. I en sådan grad, at de ofte glemmer den noget mere konkrete verden bag dem, som andre mennesker lever i.

“The Maniac” er en af de bøger, der får én til at føle, man selv har begivet sig langt væk fra verden og ud i et dystert grænseområde, hvor reglerne er selvmodsigende, men med usigelig vigtighed. Det er en bog, der suger én ind og spytter én ud efter endt læsning, så man sidder lidt fortabt og ser sig omkring, fordi verden omkring én virker lidt mindre virkelig nu. Det er en rablende perfekt bog.

BONUS – nu opdager jeg lige, at den udkommer på dansk den 15. februar. Må den sælge mere end en vis Frederiks “Kongeord”.

Dansk cover
10
Road Train (2010) A Stroke of the Pen

10 kommentarer

@janus Ja, matematikere må høre meget …

Janus siger:

Man aner måske, at jeg er sproglig student 🙂

Henning siger:

Jeg er matematisk student. Det forstod jeg heller ikke noget af, hvilket kan nok kan aflæses af det pragtfulde “”03” (det var dengang), som jeg fik til den endelige eksamen.
Jeg valgte sådan set også matematik, kun fordi jeg var pissetræt af kasserollebøjninger og ikke havde nogen trang til en udfoldelse af alle de latinske kasusser.
Tiden griber efterhånden om sig, så jeg tror nok at jeg ved lidt mere om matematik og sprog, end jeg gjorde for 42 år siden. Herunder at sprog-nørder også kan være rablende sindssyge. Tillad mig en opremsning af grammatiske begreber, der hører til i sit eget parallelunivers: iterativ, kommutation, nominalsyntagme, negeret prædikativ, hypotakse, perifrastisk, polysemi. Man får næsten lyst til at bestille en Conny Lingus-pizza, med ekstra fellatio on the top – men så bliver man vel bare smidt ud af butikken 🙂

Janus siger:

Jeg forstiller mig en Lovecraft-fortælling, hvor han ikke er bange for noneuklidisk geometri, men i stedet grammatik. Måske på en tur til Finland?

Henning siger:

“Lovecraft i Finland”? Den napper jeg! Den ka sansynligvis gis videre til Novum …. jeg er allerede igang med associationer til Onkalo og – apropos To-Tiki …..
-Medmindre vi skal skrive den sammen? Åbent spørgsmål 🙂

@janus "Tekeli-li-li-li" er så godt som finsk i min forståelse. Og den ene gang, jeg forsøgte at sætte mig ind i finsk grammatik var som at åbne en forbudt, vanvidsinducerende bog. Otte kasus? 🤯

@janus Jeg indså forøvrigt for nylig at "kikkeli" er finsk for tissemand, og det giver jo den angiveligt skrækindjagende lyd i "At the mountains of madness" en helt anden … tone 🙂
https://en.wikipedia.org/wiki/Finnish_profanity

Henning siger:

Deres majestæt, hele verdens Ubu Roi – samt medkombattanter og -læsere: for en hel del år siden, var jeg til en sprog konference af en slags på SDU. Og en oplægsholder var inde på, at lige netop finsk er specielt derved, at skriftsprog og talesprog ligger helt tæt med hinanden.
Dansk, engelsk og fransk er helt håbløst i forhold til afstanden mellem det skrevne og det talte. Men netop finsk er 1:1! Det hedder, hvad det hedder, og det staves som det siges

@henning Jaha. Det er vel en sandhed med modifikationer, eftersom finsk staves nøjagtigt som de udtales — dvs efter finske stave- og udtaleregler. Det er givetvis tættere på forholdet 1:1 end dansk med dets stumme konsonanter og middelalderlige afledninger, men man skal kende finsk for at udtale det som det staves, og modsat…

Henning siger:

Se vræ! (fransk for “så sandt, så sandt!”) Men så er vi (jo?) ovre i noget med sprogtone og jeg er personligt ramt af den tanke, at lige netop sprogtone (og sprogbevidsthed – lad os bare få det hele med!) er langt mere meningsbærende end ordene i sig selv. Og hér sér jeg bort fra åbenlyse forbistringer ifht idiomer og sproglige konventioner. Men det går naturligvis ikke, hvis “Kalevala” bliver til “kalle-valle”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.