Hvad kendetegner en Christian Haun-roman? Her i anledning af hans tiende udgivelse skulle man tænke, at der var et tydeligt mønster at se. Men ak, nej – med vanlig sikkerhed sørger Haun med “Måske tvivler hun ikke længere på alting” for at gøre billedet endnu mere komplekst.

Med de foregående ni romaner har man da i det mindste kunne stole på et vist element af fantastik – forfatteren lader sig ikke begrænse af virkelighedens grænser, men dykker ind og ud af psyken, af tiden, af historien, af de forhindringer, der nu måtte stå i vejen for historien. “Hus år hus” brød lidt med den formel, men kun i en af samlingens tre historier – hvor det er fortælleren, der bryder med omverdenens forventninger og forsøger at løbe fra det hele.

I “Måske tvivler hun ikke længere på alting” vender Haun tilbage til det Aarhus, han tidligere har besøgt, men hvor det ofte har været apokalyptiske beskrivelser af den jyske storby, der har krydret hans fiktion, er beskrivelsen her mere personligt – og fyldt med smerte på en helt anden måde. Et liv deler sig i to og i to spor.

VI følger en bror og en søster – både som børn i 80erne og som voksne nu. Barndommen er præget af svigt og en mor, der nok mest ser børnene som en byrde – og især et stridsomt forhold til datteren, der er romanens synsvinkel. Som voksne er de tos liv præget af den opvækst, og de har stadig kontakt til hinanden, men det er ikke et forhold præget af kontakt og overskud. Det er søsteren, der holder sig i fokus, så det er naturligvis hendes genvordigheder, vi dykker mest ned i, altimens hendes bror lever et lidt sært, men angiveligt også funktionelt liv, hvor tingene går, som de går. Hun er ikke storesøsteren, der ordner alting, men et ødelagt menneske, der gør sit bedste – mens vi som læsere kan se alt det, der smuldrer omkring hende.

Hauns mesterstykke her er evnen til at fortælle en historie, hvor baggrunden giver den fylde og ekstra mening. Vor hovedperson lever sit liv, men lige ude af fokus, lidt til venstre for centrum, i kanten af blikket, foregår en anden historie, og der har der altid gjort. De to historier ligger oveni hinanden og indgår et særegent samspil, der løfter dem begge, uden at de gør noget stort ud af det.

Det er mesterligt.

Det, der kendetegner en Haun-roman, lader det til, er, at han stiller sig ind på en type historie eller en genre, man kender godt – og ser på den med det haunske blik for fortællinger. Det er et blik for historiens vibrerende nerve, som han roligt pakker ind i sprog og billeder, der trækker læseren ind. Indtil man sidder ubehjælpeligt fast. Som fluepapir pakket ind i honning. Det er ikke, hvad man forventede.

“Måske tvivler hun ikke længere på alting” er en generationsroman med en rammende 80er-beskrivelse og forbløffende skarpe tænder. Det var ikke en kombination, jeg havde forventet at forelske mig så meget i, men nogle gange går tingene, som de går.