– Der er ofre at bringe denne nat, Samrain! sagde troldmanden. – Og det er på høje tid du forstår! Lad os drage tilbage i tiden, ja langt, langt tilbage, til den gang vor Herre, Kongen af Skalmeria, endnu kun var et håb – en drøm – et inderligt ønske i tankerne hos den aldrende monark, Kong Hespar. – Åhe, som han dog ønskede sig en søn! Ikke blot af de samme årsager, som vores Konge nu begræder sin mangel på det samme, skønt vores Konge vel skulle vide, hvorfor hans lænder ikke vil give liv til et barn. Men jeg forhaster mig! Vi må længere tilbage – ja! Uendeligt længere tilbage! Måske til de gyldne dage, hvor Verden blev skabt – skønt, det ville være at overdrive! Lad os blot dvæle et øjeblik ved Steri og Trud – grundlæggerne af Steria og dermed Kongeriget Skalmeria.

– De opsøgte mig i Albi-skoven, hvor jeg dvælede, og bad mig om hjælp. De ønskede at grundlægge et Imperium, hvilket jeg naturligvis måtte fraråde, da min nylige batalje med med Sorte Churs legioner havde fået mig til at indse, at denne Verden kun kan bære ét Imperium, og allerede havde dette og eneste. Men Steri og Trud var høvdingesønner, tilmed tvillinger, over en stamme der nys var blevet fordrevet fra sletterne mod øst, af verulernes skare. De bad mig om hjælp til at beskytte sig mod verulerne, og jeg gav dem denne hjælp! Og at gøre et folk fri er en stor bedrift, det må I, mine lyttere medgive! At gøre to folk indbyrdes afhængige af hinanden – det er ikke blot en bedrift; det er nærmest et mirakel, navnlig hvis de bånd der binder dem sammen skal være stærke og gå dybere end blot til udveksling af høfligheder og handelsvarer. Men det er MAGI at hjælpe to folk til frihed og jævnbyrdigt venskab gennem mere end ti tusind år. Og jeg er MAGIKER!

– Så jeg drog mod nord og befriede krinderne fra Drogims jerngreb og sendte dem på vandring; jeg drog mod øst og berettede for goyarernes høvding, hvorledes Steri og Trud agtede at bygge en goyarby til værn mod verulerne, og at denne by ville være åben og gæstfri overfor alle goyarer; jeg drog mod vest og indgik lenspagten med Sorte Chur, hvilket næsten blev min bane; og jeg drog mod syd for at holde palaver med maldarer og sørøverne, der jævnligt plyndrede floden Firs bredder! Og Steria blev bygget! Og krinderne var nært forbundet med byens hersker, og det var altid én af dem der var Kongens mand og erobringstogternes general. Og Skalmeria voksede. Steri og Trud døde – men riget bestod, gennem ti tusind år!

Da fødtes Kong Hespar med den defekt, at han ikke kunne få børn. Og han kom til mig i sin manddoms vår og bad om råd. Og jeg huskede så udmærket den lenspagt, jeg havde skrevet ved Sorte Churs hof, og heraf fremgik det at Kongeriget ville overgå til Kejserens ejendom, såfremt ingen mandlig arving fødtes til Skalmerias trone.

Mangfoldige var de forsøg vi gjorde på, at gøre Kong Hespar til en avlstyr – men alt hvad jeg formåede var, at forøge hans sans og smag for kvinder – hvilket mishagede Dronningen, men mishagede Hespar end mere, da det ikke var eventyr af den amorøse natur, han ønskede, men en arving.

Så meget var vi optagede af dette forehavende, at vi nær havde overset verulernes genoptagne vandringer og plyndring af Skalmerias yderste provinser.

Og vi besluttede at sætte en stopper for verulernes erobringslyst én gang for alle. Det tog os tredive år!

Og i al denne tid var vi i leding. Alle i hæren havde svoret ikke at vende hjem, før verulerne var slået tilbage til den Helvedesport, der én gang havde udspyet dem. Og krigere døde og krigere blev født på slagmarken, og Kongen ældes hinsides den alder, hvor det kunne forventes at han ville være istand til at besvangre en kvinde – endsige en Dronning, om hvis død vi fik tidende aftenen før det endelige slag.

Og det var samme aften verulernes øverste hærfører kom til vores lejr – alene.

Han sagde at hans eget endeligt var ligegyldigt, for nu kunne hans folk ikke fejle, da de havde underskrevet en pagt med Sorte Chur om retten til Skalmeria, når Kong Hespar døde. Og dette skulle have behaget Kejseren i en sådan grad, at Han nedkaldte en forbandelse over Hespars slægt, for intet barn ville længere kunne fortsætte denne slægt. Iøvrigt sagde han, at ingen af os ville komme hjem – det havde hans kogler forudsagt …. hvorefter han lo og raserede teltet.

Så vi dræbte ham.

Og næste morgen – før daggry – dræbte vi alle veruler på Syndion-sletten, hvorefter vi påbegyndte vores hjemrejse, og det var krinderen Kerubbin – ja, din fader, Samrain – der ledte os ad de hurtigste stier, der førte os til dette sted, hvor huset ligger – knap en dagsrejse fra Steria.

Og vi slog lejr for sidste gang.