HOMONATICUM
For et par år siden sendte min søn mig en mail, der lød: ” Se lige på det hér, far. Det må da være en joke?”
Jeg kunne forsikre knægten om at Ayn Rand og “Objektivisme” som udgangspunkt ikke var spor “jokey”. Det var så sandelig oprigtig ment, omend man nok kan sidde tilbage med spørgsmålet “skal jeg lé eller græde” (do I wake or dream?)
Lidt på samme måde har jeg det med Arne Meanders bog (“roman” er muligvis at skrue forventningerne i vejret) “HOMONATICUM – En eventyrlig beretning” – Forlaget Minerva, 1982. Og jeg kan huske, at jeg pillede den ned fra science fiction-reolen på biblioteket på Sundbyvester Plads – og startede på at læse den. Hvilket jeg hurtigt holdt op med. Men 42 år senere blev jeg nysgerrig – for hvad pokker drejede det sig om? Og selvom jeg nok havde en anelse om noget “meget vigtigt” – måske ligefrem noget fra forfatterens “hovedstol” – MÅTTE jeg have vished.
Hovedpersonen hedder “Clair” – og det er en mand! Og han har nogle visioner og anelser om, at være udvalgt til noget særligt, samt være resultatet af en nøje tilrettelagt plan, der gennem noget der kunne ligne utallige reinkarnationer, skal munde ud i en bekæmpelse af ondskaben og oprettelsen af et mellemmenneskeligt fællesskab, der lægger vægt på de åndelige værdier.
Clair møder Helen – der er sådan lidt shapeshifter i det, men ikke så meget, at det har nogen betydning – og de får to børn, Ann og Dick. Så rejser de gennem et diktatorisk, partistyret samfund, der henholder sig til profeten Xerxes og har deres teknologihejs fra en (doktor) Zarkov. Så kommer de gennem et feudalsamfund, styret af Baronen og “de sorte”, der neutraliserer befolkningen med piller og sexorgier. Og endelig kommer de til et underjordisk samfund, hvor de møde vismanden og præsten Vergil. Og der er også noget techno-babble om “neutronhjerner” og krystallæsning af aurafelter via “dekomposition” –
Dernæst skal der kæmpes mod ondskaben. Og det sker på den måde, at de tager til planeten Mira – i dertil indrettede rumskibe (der flyver meget hurtigt!) – hvorefter Clair bliver udnævnt konge og Helen til dronning. Og så afholder de en ridderturning for at finde den bedste mand. Og Clair dræber den onde Calibur med sit syngende sværd, og genforenes med Kilian og Kamiel, mens de hører på gamle Isaks fortælling om det budskab Gud har givet ham. Og så beder de til Gud.
Endelig ankommer de til planeten Tellus, der skal opdyrkes og kultiveres, idet dens nuværende befolkning blot består af åndløse gule mennesker, ude østpå. Og de lander på et plateau ved floden Meanderes (der snor sig som den sinuskurve, der kunne måles da Clair mødte Vergil). Og så bliver der trompetfanfarer og der tændes bål, og rumskibene forlader Tellus, og overlader det til Kong Clair at bekæmpe ondskaben. Og solen står op, og Helen er blevet “svanger” og barnet skal hedder GRY.
Afsnittene indledes med nogle ret hjemmestrikkede definitioner på: INERTIA, REVOLUTION (der sættes i modsætningsforhold til EVOLUTION), ETIK og ETISK, ONDSKAB, RELIGION, HOMONATICUM. Hertil kommer at “modstandsbevægelsen” (Kong Clair m.flg.) umiskendeligt bliver landsat i et fortidigt Grækenland … Athen; Kulturens og Demokratiets Vugge, sat overfor Den Gule Fare og Ondskabens Akse, forbandede Xerxes og perserne, og onde kommunister: – Dr. Zarkov (direkte planket fra Jens Lyn)
221 sider – hermed udfordret 🙂
På omslagets forklap står der: “Forfatterens debutbog “HOMONATICUM” er den spændende og uhyggelige beretning om … Truslen Mod De Menneskelige Værdier. Bogen blev rost af enig dagspresse og sat på linie med Orwels (sic) “1984” og Huxleys “Fagre nye Verden”. Og så nogle blurps fra Flemming Chr. Nielsen, Jyllandsposten (der tør tage ordet “science fiction” i sin mund (eller ihvertfald sin skrift)), Amtsavisen Randers: “… Vi skal ikke afsløre noget, læs selv, det er en sag om liv og død for det moderne menneske […], og (no surprise) Klaus Aasleff DET UKENDTE, der blandt andet skriver, at “øjnene glædes ved ordenes leg. Meander er en dommedagsprofet […]”
En kritisk analyse er næsten umulig at gennemføre. Dog – ét sted giver forfatteren sig selv væk (thi det er ikke mit indtryk at der så langt fra ham og så til fortællerstemmen), nemlig da “ondskabens problem” påpeges som værende “den dialektiske materialisme”, der driver “åndeligheden og dermed værdierne ud af det menneskelige”. Jeg mangler måske lige at få noget at vide om, hvori “det åndelige” består samt en definition på “værdierne”: – bål og ridderturninger og syngende sværd og konger og dronninger?
Science Fiktion Cirklen udgav for nogle år siden Niels E. Nielsens aldrig udgivet ungdomsværk “Den beske magt” – og det er dog nogenlunde det værste lort, jeg har læst næst efter “Battlefield Earth”. Men “Den beske magt” er mere interessant i sin nedgroede Stalin-kritik end “HOMONATICUM”. Og sidstnævntes undertitel er ganske svær at bære: “En eventyrlig beretning” – i så fald er man dæleme’ asketisk anlagt 🙂
Bemærk at rytteren i forgrunden har en kappe med skabelonen til en “mæander”:
– samt at de supergalaktiske rumskib åbenbart har brug for landing-guidance. Mæander! F.eks. “Arne Meander”.
Jeg ved sgu’ ikke lige, hvor jeg skal placere sådan en kanut af en bog. Var den i personlig eje, så nok direkte i “Restaffald”. Men som det er vil jeg høfligt levere den tilbage til Statsbiblioteket med et “tak for ingenting”.
7 kommentarer
Det er den type public service, jeg sætter pris på. Nu har Homonaticum i årevis stået og fyldt i min reol, og med jævne mellemrum har jeg tænkt, at den burde have en chance – men du ved, den virkede sådan lidt meh. Nu kan jeg med samvittigheden i orden anbringe den i kategorien “bliver ryddet op, når den store grønthøster skal igennem reolerne på et tidspunkt!”
“Småt brændbart”
Jeg har spildt en tre-fire timer på det … møg. Lad vær’ at spild din tid eller reolplads det på l… 😀
Spild tiden på noget andet: – stangtennis, kryds&bolle … bare noget andet 🙂
“Småt brændbart”
Jeg har spildt en tre-fire timer på det … møg. Lad vær’ at spild din tid eller reolplads det på l… 😀
Spild tiden på noget andet: – stangtennis, kryds&bolle … bare noget andet 🙂
Det er den type public service, jeg sætter pris på. Nu har Homonaticum i årevis stået og fyldt i min reol, og med jævne mellemrum har jeg tænkt, at den burde have en chance – men du ved, den virkede sådan lidt meh. Nu kan jeg med samvittigheden i orden anbringe den i kategorien “bliver ryddet op, når den store grønthøster skal igennem reolerne på et tidspunkt!”
“Tak for nothing Statsbibliotek!” Det må være en lidt overrasket bibliotekar, der tager imod din aflevering. Men det lyder dæleme også ringe. Nogle ting var bestemt ikke bedre i fortiden.
Naturligvis har du ret! Nævnte taksigelse bør rettes til Arne Mæææhe-ander. Yderst sjældent har jeg haft noget udestående med bibliotekarer – bortset fra en emsig én af slagsen, der åbenbart fandt det i sit lod at skærve mit unge sind fra fordærv, ved at nægte mig at låne D.H. Lawrences “Alexandria-kvartetten”.
Det lyder træls. Og sært.
I Viborg måtte man ikke låne mere end tre tegneserier, men jeg har aldrig oplevet at nogen har forbudt mig at låne en bog.