Piskestjerne
Hvis man nogensinde har set CSI eller lignende, har man nok haft den oplevelse – computerens magiske egenskab eller en overraskende ny teknologi hives op fra skuffen for at fremme plottet. Der er sjovt nok lidt af den samme oplevelse i Frank Herberts Whipping Star – omend det her gerne er juridiske eller bureaukratiske forhindringer, der overraskende trækkes frem. Man tror, man er kommet til en korsvej i handlingen – enten er man kørt fast, eller også er der lige udsigt til en forløsning, og så: “Men loven siger…”
Whipping Star er en lidt sjov oplevelse – oftest, synes jeg, er Herberts bøger ganske håndgribelige; de bevæger sig i en verden, der er til at føle på, og de har praktiske mål (nogle gange svært gennemskuelige tanker og pointer undervejs, men det kan være en charme). Hovedpersonerne skal nå frem til noget, og der er forståelige forhindringer i vejen. Da jeg kortfattet skulle forklare denne bog for en anden person, blev det til: “Der er en sadistisk rigkvinde, som pisker en levende stjerne. Og det kan muligvis betyde verdens undergang.” Forklaringen blev ikke bedre forsiden ganske centrale, grønne alien-røv.
Den piskede stjerne skal reddes af Jorj X. McKie, som er saboteur extraordinary – hvis job er at forhindre myndighederne i at gå amok i lovgivning og generel udvikling. Jeg tør ikke sige, hvor meget den ide påvirkede mig, da jeg læste bogen som knægt, men i dag må det være mit drømmejob. “I dag forhindrede jeg en idiotisk lov om tvungne håndtryk.” Det ville være hyggelig samtale over aftenkaffen.
Der er tale om den første bog i ConSentiency, så SPOILER, verden går ikke under. Men vejen til den forløsning er kringlet – og af den type science fiction, hvor jeg ikke altid er helt sikker på, om der er en niveau af satire, jeg ikke helt fanger. Men det er underholdende.
En ting, der slog mig under læsningen, skete, fordi Jakob uploadede hans MOC-video – kaffebaren der fremstilles med lidt klodsede klodser, men alligevel lykkes det at fylde den med sjove detaljer. Den er fyldt med elementer, som er helt ude af forhold med hinanden i størrelse, men seeren samler det alligevel i hovedet til et sammenhængende hele. Lidt af det samme gør Herbert – arbejder med lettere overdrevne dele, men sætter dem sammen i læserens hoved, så der dannes et fint og overraskende fyldigt billede af den beskrevne verden.
Jeg forsøger stadig at sætte billede på begrebet chairdog.
5 kommentarer
Han ku jo ha kaldt romanen for “Connectives” – så var man nok også blevet foruden lige præcis den forside.
Iøvrigt er der mindst to slags retspleje i ConSentiency – en der er “genkendelig”, og så Gowachin Law, der – på mig ihvertfald – minder om ritualiseret neodarwinisme. Men det spiller fint med BuSabs “virksomhedsprofil”, til en sådan grad at McKie har titel af Legum (“advokat”). “Legume” betyder “bælgfrugt” på engelsk (og latin, formodentlig). Og så kan man jo overveje hvilke connectives, der ligger i det, men det foranlediger mig til at tro, at Whipping Star ikke skal tages alt for alvorligt: sjov og spas med Deres nye hoved! Ikke desto mindre bærer den på de temaer, som Herbert allerede i “Under Pressure”/”Dragon In The Sea” introducerede, og som han blev ved med at file på. Måske med undtagelse af “Soulcatcher”.
Til forskel fra “Whipping Star” forekommer “The Dosadi Experiment” lidt mere dyster i det.
Visualiseringen af en “chairdog” kan måske godt volde lidt problemer (der er garanteret en illustration på nettet, et sted), men de optræder – sært nok – også i Dune-universet (connectives?). Og Herbert kan åbenbart godt li de der halvintelligente “hjælpere” med ensidigt formål, for i “Destination:void” optræder der “hatchdogs” (man har ikke brug for lås&slå – man holder hatchdog).
Iøvrigt er den der “zoom in – enhance” brugt for fulde gardiner i Blade Runner, hvor Deckard i en herrebrandert kigger Leons billeder igennem.
Jeg har altid haft et lidt ambivalent forhold til Blade Runner – og en eller anden krog af min hjerne insisterer på, at han ikke bare enhancer det billede, men også bevæger kameraet, så man ser ting, der ellers er skjult. Lidt som når folk henvender sig for at få taget en farvekopi af deres sort/hvide print…
Jeg giver dig fuldstændig ret. Deckard “enhancer” ind bag et gardin – enten i baggrunden eller måske ovenikøbet i et spejl. I et forsøg på at forklare Ridley Scotts forklaringsproblem, har jeg bestemt mig til, at der må være tale om et hologram. Sort of – for det forklarer heller ikke helt hvad der foregår.
Man kan jo sådan set godt få en farvekopi af et sort/hvidt print. Det vil være i sort/hvidt 🙂
Apropos det: så har Steen&Stoffers far en fantastisk røverhistorie om, at Verden VAR i sort/hvid “før i tiden”. Et lignende greb har Bernhard Ribbeck (Palle Juul Holm) i en novelle, vistnok i samlingen “Isen mellem øerne” (isen mellem ørerne).
Jeg er glad for at se, at jeg ikke er den eneste, som lidt tænker på den bog som “Isen mellem ørerne” 🙂
(men vedkommende ville have en farvekopi, som restaurerede farverne fra det originale billede – jeg mistænker, at mit ansigtsudtryk var en studie i en eller anden form for kunst)
Alt er muligt! Ikke alt er sandsynligt! (ta dén!)
Men det er da ikke så længe siden jeg så en “farverestaureret” udgave af dokumentarfilm desanvedrørende Det Tredje Riges nedgang&fald.
Fool me twice! Der er tale om samme slags øvelse som farve-tintede kårbåjder-billeder i Richs-Albummene. Denne gang ikke med “sabre 000”-brush, men med paint-program. Men det ser da meget spys ud, selvom det er betænkelig omgang med betroede midler.