300 gange tillykke med 300! Og ja! “Man” kunne ha’ set “300” – og gjort den betragtning at en central sekvens i dén film (af Zack Snyder) er identisk med en sekvens i “Watchmen” (af Zack Snyder). Snyder –
Men vi er vel ikke ved “go tell the spartans”, så det var sikkert udmærket, at I renoncerede på den “vinkling”. 😀

D’herrer!
Først må jeg lige kommentere på Mikkels Solo, fra sidste uge: 1) Holberg. – Jeg så engang én eller anden “politiet på arbejde”-dokudims. “Vores” panserbasse standser en varevogn, med mor, far og barn. Barnet sidder fastspændt inde under mors sikkerhedssele. Og politissemanden siger: – “Sig mig! Kan I lide jeres barn? Ved en hård opbremsning vil han blive kvæstet på grund af din vægt!” Og der kom jeg til at tænke på, at det muligvis også er udtryk for en slags afstandtagen, når man kalder sit barn “Rasmus Bjerg” (dansk skuespiller, født 1976), eftersom … “Erasmus Montanus”.
2) – Fandme’ nogle flotte hjemmestrikkede sokker! Nåmmen, jeg mener det! Jeg går kun i hjemmestrikkede sokker – medmindre der kan blive tale om vandreture over længere afstande (Hadrians Mur, Øhavs-stien – eller hvad det nu måtte være).

I lidt uordentlig (uredelig?) rækkefølge: – naturligvis påtager I jer en persona … – personae? … – hver sin, eller ….! OIR! Men altså: – når “man” tiltræder en funktion i et givent medie, f.eks at være skolelærer, så kræver det naturligvis at man har en “scenemæssig” optræden. Hvilket så ikke nødvendigvis er “verfremdung”, men jeg kan ikke sidde og nippe morgenkaffe og spise nutella-gifler, når dagens emne er Det Moderne Gennembrud. Eller: – det kan jeg godt, en hvem får noget ud af det?
Det er dog ikke det samme som, at der behøver at være en kolossal distance mellem personen og “personaen”. Men selvfølgelig er den der –

“Serendipitet”. Jow, jeg er med – helt fremme! Det begreb bør forblive og undersøges – og påskønnes, når man rammes af det.
Første gang jeg stødte på det, var hos Arthur C. Clarke “The view from Serendip”, som er en sludrevoren essaysamling, der cirkler lidt rundt om, hvor Clarke føler sig heldig (“are you gay?” – “no! just mildly happy”).
For mit eget personlige vedkommende, ledte serendipitets-begrebet lige over i hukommelspaladsernes epistemologiske fantasy-world. Men det var fedt nok 🙂

Stikkelsbærvin!
Jeg har faktisk ikke smagt stikkelbærvin (my loss). Men jeg har spist en del stikkelsbærgrød. Men til gengæld har jeg også smagt kiwi-kompot (bærrene – ikke fuglen!), og det smager faktisk ret meget henad stikkelsbær.

Jeg har fulgt Øl&Ævl siden Janus Andersen gjorde mig opmærksom på, at “nogen” havde taget fat på “Bro Bro Brille”, og det er jeg ham taknemmelig for. The Rest Is History –

Keep on trucking, og bliv ved med det 😀

Trofast lytter: – Henning