Åh, der svæver man gennem verdensrummet, i roligt kredsløb omkring sin egen lille sol og med sin egen lille måne, og så, BAM, en kosmisk tåge. Det sker oftere, end man skulle tro – og det er gerne med slemme konsekvenser.

Jeg faldt lige over denne udgivelse fra Science Fiction Cirklen:

En kosmisk tåge kaster Jorden ind i en ny istid, og en tysk lærd må forsøge at redde verden – med hjælp fra Afrikas Forenede Stater. Historien udkom oprindelig under titlen The Cosmic Cloud, og hvor meget mere ligepå kan man blive?

Det fik mig til at rode lidt i litteraturhistorien, for det er ikke første gang, at slige interstellare gasser truer de små abeafkom på Jorden. I Star Trek har diverse skybaserede væsener det med at hænge tungt over diverse rumskibe og -stationer i tide og utide, for skyvejen er åbenbart den vej, evolutionen gerne fører én (handwaving Det er energi handwaving) – men i litteraturen går det gerne lidt anderledes for sig. Jeg er indtil videre faldet over to andre titler, der griber ideen og løber med den:

Den sorte tåge af Fred Hoyle. I den fjerne fremtid 1964 opdager astronomer, at en rumsky har kurs mod vor planet, og da den anbringer sig mellem os og Solen, har det forudsigelige konsekvenser, lidt i retning af Bürgels bog (Hoyle skrev sin i 1957, så Bürgel kom først). Heldigvis er der samlet en masse kloge mennesker, og de indser, at skyen er et intelligent væsen, som de kan kommunikere med – og heldigvis er skyen enig med bogens forfatter i, at universet ikke opstod ved et stort brag, så der kan klemmes et par intellektuelle skinnebensspark ind i handlingen. (Bonusartikel om bogen)

Den irgrønne tåge af Hans Axel Honoré. Jep, også vi danskere kan lide de udenjordiske tåger. I denne bog fra 1969 fejer tågen dog over planeten – og som de fleste irgrønne ting er den ret giftig. Hvorfor en stor del af menneskeheden uddør – heldigvis for Danmark har Fredericia haft så mange års forurening fra Kemira, at befolkningen der er mere modstandsdygtige og overlever som fluer (om man så må sige). Fluks kan vi flytte hovedstadsfunktionen til forfatterens hjemby og ændre reglerne for bigami – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Ikke noget klassiker, men det er dog interessant at læse en dansk bog, der minder en del om Heinlein i tone.

Bolden er givet op – hvor har tågen ellers sneget sig ind i science fiction-litteraturen?