De kosmiske tåger

De kosmiske tåger

Åh, der svæver man gennem verdensrummet, i roligt kredsløb omkring sin egen lille sol og med sin egen lille måne, og så, BAM, en kosmisk tåge. Det sker oftere, end man skulle tro – og det er gerne med slemme konsekvenser.

Jeg faldt lige over denne udgivelse fra Science Fiction Cirklen:

En kosmisk tåge kaster Jorden ind i en ny istid, og en tysk lærd må forsøge at redde verden – med hjælp fra Afrikas Forenede Stater. Historien udkom oprindelig under titlen The Cosmic Cloud, og hvor meget mere ligepå kan man blive?

Det fik mig til at rode lidt i litteraturhistorien, for det er ikke første gang, at slige interstellare gasser truer de små abeafkom på Jorden. I Star Trek har diverse skybaserede væsener det med at hænge tungt over diverse rumskibe og -stationer i tide og utide, for skyvejen er åbenbart den vej, evolutionen gerne fører én (handwaving Det er energi handwaving) – men i litteraturen går det gerne lidt anderledes for sig. Jeg er indtil videre faldet over to andre titler, der griber ideen og løber med den:

Den sorte tåge af Fred Hoyle. I den fjerne fremtid 1964 opdager astronomer, at en rumsky har kurs mod vor planet, og da den anbringer sig mellem os og Solen, har det forudsigelige konsekvenser, lidt i retning af Bürgels bog (Hoyle skrev sin i 1957, så Bürgel kom først). Heldigvis er der samlet en masse kloge mennesker, og de indser, at skyen er et intelligent væsen, som de kan kommunikere med – og heldigvis er skyen enig med bogens forfatter i, at universet ikke opstod ved et stort brag, så der kan klemmes et par intellektuelle skinnebensspark ind i handlingen. (Bonusartikel om bogen)

Den irgrønne tåge af Hans Axel Honoré. Jep, også vi danskere kan lide de udenjordiske tåger. I denne bog fra 1969 fejer tågen dog over planeten – og som de fleste irgrønne ting er den ret giftig. Hvorfor en stor del af menneskeheden uddør – heldigvis for Danmark har Fredericia haft så mange års forurening fra Kemira, at befolkningen der er mere modstandsdygtige og overlever som fluer (om man så må sige). Fluks kan vi flytte hovedstadsfunktionen til forfatterens hjemby og ændre reglerne for bigami – intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Ikke noget klassiker, men det er dog interessant at læse en dansk bog, der minder en del om Heinlein i tone.

Bolden er givet op – hvor har tågen ellers sneget sig ind i science fiction-litteraturen?

3
The house in the dune desert! Colossal (2016)

3 kommentarer

Doyle: The Poison Belt
Shiel: The Purple Cloud
Anderson: Brainwave (hér har vi VÆRET i én, men kommer ud af den)
(James) Herbert: The Fog
Pohl og Kornbluth: Drunkard’s Walk
Clarke: The Road To The Sea (også i Against The Fall Of Night)
Pohl: The Assasins i The Heechee-saga
Crichton: Prey (ahr – måske ikke, det er jo en menneskeskabt nano-sky)
Lovecraft: The Colour Out Of Space (Farven Fra Rummet – SFC)
Delany: The Ballad Of Beta-2
Egan: Schild’s Ladder (måske), samt eventuelt Into Darkness.
Nogle af dem er muligvis at stramme den, for så ku man også tage Lems “The Invincible” med.
Iøvrigt er Big Bang-teorien ikke bevist, hvis det skal være helt widdenskaveligt, men indikationerne står stærkt i dennes favør – hvilket så ikke forhindrer et cyklisk Univers (Big Bang – Big Crunch; Big Bang – Big Cru……osv). Og med Dark Matter og Dark Energy, har forklaringsmodellen igen fået karakter af hypotese, så der er ingen grund til smide Hoyle ud med nöossfæren (som muligvis er Andersons udgangspunkt for “Brainwave”).
Nåmmen … øhm – det er ihvertfald så mine bud på “Tåger” i SF 🙂

Jeg er lidt rumfarvet, fordi jeg glemte Lovecraft, må jeg indrømme. Og Doyle.

Det er længe siden, jeg læste Anderson (med den vidunderlige titel HJERNECHOK FRA UNIVERSET), men er det en tåge? Jeg husker det som et “område” af universet, lidt ligesom Vinges Zones of Thought. Nåja, det kunne være en god undskyldning for at genlæse 🙂

Jeg forestiller mig nu et teamup mellem the purple, black og cosmic cloud!

På Twitter bidrager Stig W. Jørgensen med Olaf Stapledons Nebula Maker.

Nåja, for sa…gde det ikke nok! Stapledon og Starmaker; jeg sad godt nok og fiskede efter den, men wet-warens svar på kartotekskort trænger til noget mere RAM.
Jo! Jeg var nok lidt langt ude med nogle af dem, og HJERNECHOK FRA UNIVERSET (der iøvrigt er en forkortet version – hvor var det? “Planetbøgerne”?) drejer sig om et Felt, et Område, som Jorden så kommer UD af – og så bliver vi klogere, jiippihhe (kaj jæj). Og det var også derfor jeg lige – popsmart, som man er – “én présént” smed “Nöosfæren” på bordet.
Men den er også svær: – er det en Sky, en Tåge, eller er det et Felt eller et område? Er det skabt eller fremkommet på anden vis? Er det “Evolutionens Endemål” (somom evolution har et mål) eller er det en konsekvens? Og hvorfor skulle målet for altings stræben i det hele taget gå mod immaterialitet? Det har jeg ikke fattet, hvorfor jeg MED VILJE læser Clarke og Pohl med TROENS SELER OM KNÆENE. 🙂

Skriv et svar til Janus Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.