Hvorfor blev jeg født? På den igen! Tåbelige krapyl!

Kommisariatet var som sædvanlig fyldt til drøblen med hoben af specialenheder. Selv i kantinen stod det tykt med “ops” og “cops” og “drops”; med “G-jægere”, “Teppere”, “Initialer” og “Lohengreen-tropper”, der blot ventede på en lejlighed til at parsifalisere enhver gade, ethvert fortov, enhver port i Elverhavn. Og så selvfølgelig BuDra-agenter – som migselv. Kort sagt: – hele styrken var samlet, og ventede på dagens opgaver. Og selvfølgelig var det min horob, der bippede først.

Gaden stank af metan. Bag mig sugede dørene ind til Kommisariatet sig til, og et forkølet solstrejf vågede sig ned gennem de regnmættede byger, der stod som uheldsvangre gargoyler omkring enhver gesims eller balustrade på byens tårne. Men hørmen af prut og rådne æg lod sig ikke dæmpe, bare fordi støvregnen bar den besynderlige blanding af tjære, melasse og fremmedartede krydderier med op, nede fra industrihavnen. Melusine var i byen. Og jeg var allerede træt.

Jeg tænkte nok, at det ville være i stræderne og gyderne omkring Katedral Barlain, hun først ville landsætte sit korpus. Jeg kunne allerede se genskinnet fra småbrandene på den sarte efterårshimmels grånende skydække, og min største frygt – i det øjeblik – var, at hun ville fyre katedralen af. Bare for at få opmærksomhed. Jeg måtte have kontakt med hende, inden hun fik ført den ide – omend den indtil videre kun var min – ud i virkelighedens verden. Jeg prajede en rick-shaw, og mek-chaffen spurgte: ” – Vohen? Vohen? Min ven!”

Det var bedre at være parat, så jeg samlede dragelansen, mens jeg var på vej i rick-shawen. Det var et pragtfuldt våben. Og Melusine havde fortjent det bedste. Hvad havde hun egentlig tænkt sig? Altså monterede jeg varylsigtet, indsatte kallikantzari-magasinet og justerede momentet til en nano-udledning i omegnen af syttentusind plasma-erg. Det ville hun – i det mindste – kunne mærke. Og da vi var nået til broen over Kløftefloden, havde jeg en kapabel dragelanse, og jeg bad mek-chaffen standse, betalte den for løbeturen, og gik over broen til Svimmelpromenaden, hvor de rige troldepus og evigheds-koglerne spadserer aftentur med aftenens valgte “elverdronning”. Spidse ører, sorte øjne og hele molevitten; hauns hårde houdini – og velbekomme!

Stanken var taget til, og blandede sig nu også med lugten af afbrændte tændstikker, samt den ikke uefne odør, der sprang op fra Kløfteflodens slamskuffe af udledning fra fattigkvartererne længere nordpå – oppe omkring Kløftedalens tidligere så fornemme residenser, der nu var overtaget af den bærm der pro- og re-producerede sig selv, da da grænserne mellem domænerne brød sammen. Aftenens kølighed, der umiddelbart fik mig til at knappe min skindfrakke, blev afløst af en varm blæst fra de påsatte brande i kvarteret omkring Barlain. Jeg begyndte at løbe.

I det buldrende bål af købmandsgårde og proprietærdomiciler, der stod i lysende brand, kunne jeg høre den umiskendelige lyd af læder, der bliver slået hårdt mod læder: – ti bjørneskind klappet mod hinanden, insisterende og rytmisk. Vinger. Krapyl-vinger. Melusine! Jeg afsikrede dragelansen og tog ladegreb. Nu måtte det være nok. “Så stopper du!” skreg jeg, udi det brændende mørke.

Og der var hun! Som en sort flagermus-skygge af gigantiske proportioner, dybt begravet i sit eget ildhav, men på en eller anden måde smukt indrammet af de søjler og piller, hun selv havde antændt. “Roooh-aaargh…”, hvisle-brummede hun, så det gjorde ondt i min rygsøjle. Og så var hun væk til lyden af tusind døde katte, der falder ned på hård asfalt. Men jeg affyrede alligevel et nano-hegn, da jeg havde fået slået konverteringen til. Det hjalp næppe. Det hjalp ikke! Jeg hørte vingernes slag, jeg hørte hendes stadige “roooh-argh”, jeg så flammekasteren fra himlens kæber. Hun var kun begyndt.

Jeg løb ind i flammerne. Jeg løb efter Melusine. Det var nok det hun ville have. Men jeg gjorde det alligevel.

“Kontakt!” brølede jeg ned i horoben, da jeg så Melusine sidde på en tagryg, knap to hundrede meter fra hvor jeg stod. Men den skrattede bare, at jeg måtte konstatere, at udsigten til hjælp ikke bare var minimal. Den eksisterede ikke – hvilket skyldtes den voldsomme hede, det omsiggribende pyroklastiske tryk, der udelukkende blev tilbageholdt – for mit personlige vedkommende – af min skindfrakke. Lavet af dragehud! Var det derfor Melusine var sur? Næppe. Hun havde et andet ærinde.

Jagt!

Jeg brasede gennem de forkullede rester af en stadig ulmende port, og kom ud på en gade, hvor brostenene var gloende. Og højt oppe over mit hoved så jeg Melusine på tagryggen.

“Roooargh!” buldrede hun, og satte af mod den lueforgyldte himmel.

Hedebølgen og lufttrykket kylede mig til jorden, og jeg fik travlt med at sørge for at dragelansen ikke kom i kontakt med magmaen i rendestenen, samt selv komme op at stå på mine jernbeslåede fødder. Men samtidig blev det klart at jeg måtte væk, for helt bortset fra at der lugtede stærkt af metan og svovl, så åd flammerne omkring mig alt ilt, og det var allerede begyndt at sortne for mine øjne inden jeg mærkede den særlige trykken for brystet, der indikerer at lungerne er ved at kollapse. Jeg løb igen. Melusine! – hvad er meningen …. ?

Der var lavet den aftale om domæner. Det var resultatet af lange og indgående og detaljerige og …. søvndyssende forhandlinger. Men der var en aftale! Og Kommisariatet var sat til at vogte den aftales præmisser, der også indeholdt en bestemmelse om indrejse (eller udrejse) af de definerede domæner. Meget indviklet altsammen. Men ihvertfald blev man – hvem “man” så eller er eller var – enige om, at Elverhavn var grænsebyen mellem disse domæner. Og det kunne man skrive bøger om. Det korte i det lange er, at drager ikke var tilladt i Elverhavn. Hvilket kan lyde diskriminerende, men der var også andre ting, forhold og fænomener, der ikke var tilladte.

Men selvfølgelig kunne der gives tilladelser, efter rettidig ansøgning, behandling af ansøgning og så videre og så videre, og der kunne måske godt give tilladelse til en drage. Måske. Men Melusine var ligeglad.

På toppen af Katedral Barlain så jeg hende brede vingerne ud, da jeg havde kæmpet mig igennem brandstormen, og jeg affyrede straks en metabolitisk refraktions-salve, i håbet om at hun kunne decimeres og opfanges af en boloide-drone, sikres i en fænomen-boks og sendes hjem.

Aldeles ikke, viste det sig!

Hun åbnede gabet, svitsede både boloiden og refraktions-feltet, der gik op i blå luer, og satte af fra Katedralens top, lige ned mod det stræde jeg stod i.

Jeg konverterede dragelansen til proto-ektyler og sendte en 6-sekunders refrakterings-salve mod hende, Men hele mit udsyn var allerede formørket af hendes sorte krop, der – skællet og glinsende af smaragder og mithriler – faldt ned over mig, væltede mig baglæns og sendte mig i en stor bue udover Kløftefloden, indtil jeg ramte Nordre Bolværk og faldt sammen: – forblødende, forbløffet og fortærsket.

“Roland!” sagde hun. “Elskede!”

“Hvorfor denne ballade? Jeg ville jo blot besøge dig! Vi var engang så tæt! Jeg dansed kun for dig!”

Og det er derfor jeg ikke længere bor i Elverhavn.