Måske er forslagene slet ikke så “obskure”. Jeg kan bare godt lide ordet; “obskur”, “obskur”, “obskur” Heller det end “fedt”, “generisk” eller “random”. Men mit argument er, at ingen af dem er helt nye – id est de blev ikke udgivet igår, iår eller i dette spritnye årtusinde. Og det er jo lidt – nåja – “obskurt”. Skal vi tage dem?

Frederik Pohl og Cyril Kornbluth: WOLFBANE, 1959

Jorden er blevet bortført af pyramidelignende “aliens”. I stedet for Solen har de sat ild til Månen, og dette lille, binære system fiser nu gennem galaksen. Det har kostet adskillige millioner-milliarder menneskeliv, og der er da også kun lige ressourcer nok til omkring 100 millioner mennesker – i alt. De fleste er “citizens” og har affundet sig med den nye status. Og så er der “wolves”, der ikke vil finde sig status quo. Men så sker der det, at visse mennesker – fem styks – bliver bortført og sammenført og i denne nye form begynder at undersøge, hvad pokker det hele går ud på. Og så bliver det både interstellart og intertemporalt.

Ikke en roman der er helt nem, at “få has på”, men den har nogle gode “vistaer” til det virkeligt fremmede og mærkelige.

Thomas M. Disch: Camp Concentration, 1968

I et nær-fremtids-samfund (der efterhånden godt kunne ligne vores egen nutid) er det forbudt at være militærnægter (eller pacifist). Disse “forbrydere” bliver derfor internerede (andre forbrydere bliver “bare” indrullerede). Og i interneringslejren bliver disse “conscientous objectors” inficeret – pr. nål og sprøjte – med et syfilis-lignende præparat. Og det gør de, fordi man har fundet ud af, at der er et stadie, hos den syfilitiske patient, hvor intelligensniveauet stiger til langt over “daglige vande”. Således er der en mulighed for at profitere af de geniale ideer, der muligvis kan udspringe af eksperimentet. I mellemtiden skal vi lige igennem nogle lidt besynderlige aktiviteter mellem fangerne og nogle mærkelige interviews mellem vores (indsatte) hovedperson og lejrkommandanten. Og SÅ bliver det mærkeligt!

Det er “uamerikansk virksomhed” – det er en roman, der maner til eftertanke.

Robert Silverberg, Downward to the Earth, 1970

Efter mange år vender Gundersen tilbage til Holman’s World, der nu – atter – hedder Belzagor, idet den er blevet “tilbagegivet” til planetens to intelligente racer: – Nildoror og Sulidoror. Kolonitiden er forbi, og Gundersen kommer tilbage – ikke som en flygtning – men dog for at krydse sit spor. Der hænger en bunke spørgsmål i luften, og Belzagor er lige så mystisk, som den altid har været, og Gundersen mangler nogle svar. Både om planeten og sig selv. Og derfor rejser han op til Tågelandet og møder bekendte fra fortiden, og møder mysteriet og endeligt går han ind i mysteriets kerne.

Jeg kan godt se, at mit referat er lidt “tåget”, men det er fordi læsningen er en oplevelse, jeg ikke skal ødelægge – slet ikke med spoileralerts. På mange måder er det et religiøst skrift (“hvo ved om menneskets sjæl søger op imod Himlen, og dyrenes nedad mod Jorden”?) Men den lader muligheden for tolkning stå åben – og det er et tegn på kvalitet in my book

John Brunner, The dramaturges of Yan, 1972

Multi-super-kunstneren melder sin ankomst til den lille, fjerne planet Yan, som er befolket af meget elegante og meget menneskelige væsener. Så menneskelige, at de tilflyttende mennesker kan have intime forhold med dem. Men Yan er også et dekadent samfund, der lever i mindet om en glorværdig fortid, og når spændingerne skal udløses, så brygger de en drik, der får alle til at gå amok – med ofte mange dødsfald til følge. Gregory Chart har en ide om, at alle de fortidige artifakter – ofte i gigantisk størrelse – som dækker planeten, har en betydning og sammenhæng med den situation befolkningen befinder sig i. Deri har han ret, og det ændrer alt.

Romanen findes “oversat til dansk”. Det vil dog fraråde, idet den er begået af en hvis Erik Vollov, der hverken var flydende i dansk eller engelsk. Hertil kommer, at romanen er blevet kaldt “svag” og et “rigtigt husleje-arbejde”. Og der er der bare at sige, at forfattere også skal betale husleje og ha’ brød på bordet. Men for mig er romanen ikke svag. Den er faktisk lige præcis det kick af “sense of wonder” nogle af os er lidt afhængige af.

Frank Herbert, Under pressure aka 21. century sub, aka Dragon in the sea, 1974

Dette er et kammerspil. Fire mand er på en mission, i en ubåd, for at stjæle olie fra russiske olifelter. Én af mændene er agent for et efterretningsorgan, der mistænker noget “faul play” i forbindelse med disse missioner: – mistænkeligt mange “nye” matroser dør! Og denne mand er vores hovedperson: Ramsey! Og ubåden hedder “Fenian Ram”. Med hvilket jeg blot vil understrege, at vi har at gøre med et flerstrenget spil, på niveauer af teknologi, myte, religion og narrativ fremdrift. Så egentlig – selvom det lyder modsat – så er det blot en fast-paced gang Alistair Maclean, C.S. Forester, der nok skulle kunne holde pulsen oppe.

Jeg ved godt, at jeg er forfalden til Herbert, selvom jeg ikke helt kan holde hans projekt ud (søgen efter Gud). Men han har knageme skrevet nogle gode romaner!

Niels E. Nielsen, Akerons Porte, 1976

En ny istid. En gammel krig. Der er Valheims, med dens Isriddere, og nede i havdybet er der Akeron – havdværgenes sidste by. Havdværgen Oin, som er træl i Valheim, bortfører Isens Dame, Kristin, og hendes far. Og sammen drager de ned i dybhavet, fordi Oin har en idé om at denne istid og denne konflikt er kunstigt frembragt. Det er et mægtigt drama, der viser alt om menneskelig dårskab, men det viser til gengæld også, at mænd sikkert tror at de er noget, mens kvinder faktisk ER noget – det er dem der er bærere af livet. Mænd er kun optaget af død.

Romanen er vistnok genudgivet af science fiction cirklen i 2016. Men derfor er den alligevel fra dengang morfar var 14. Anyways: – den bør man unde sig, også selvom Nielsen er i sit lidt altmodische sproglige lune – hvilket absolut passer sig hér.

Samuel R. “Chip” Delany, The Ballad Of Beta-2″, 1965

Udelukkende for min egen fornøjelses skyld oversatte jeg faktisk denne korte roman for de der sædvanlige 30-40 år siden. Hvilket blot er en gang egomanisk blær. Til sagen: I en fjern fremtid bliver vores hovedperson, Jonneny, af sin “rektor” på universitetet, sat til at lave en undersøgelse af “The Starfolks” sange og ballader med de historiske og aktuelle fakta. Jonneny vil hellere noget andet, men bliver smidt til Leffersystemet, hvor resterne af en Langsommere-End- Lysets-Hastighed ligger i permanent kredsløb. Og der skete noget på overfarten – ingen ved hvad. Men måske kan “stjernefolkets” sange og ballader vise noget. Og gradvist går det op for Jonneny, at navnlig “Ballad of Beta-2” – AI-oversat og elendigt analyseret (meget moderne, skulle jeg mene) – bærer på noget reelt, noget historisk, noget næsten dokumentarisk.

Det er muligt, at det er mig der er en idiot, men jeg finder dette lille styk fiktion særdeles interessant. Derfor anbefalet.

Fredric Brown, Martians, Go Home, 1955

Det hér er skæg og ballade. Men det er gjort med finesse. Pr. et lidt kedeligt skilsmisseforløb, opdager vores hovedperson, Luke, at det pludselig vrimler med Små Grønne Mænd. Det er sådan set ikke hans skyld, og måske heller ikke deres, og nok slet ikke den tidlige hustrus, men ikke desto mindre breder de sig. Og de er sådan set ikke ude på, at erobre noget eller invadere Jorden – det er bare sådan det er. Og de er møg-irriterende og blander sig i alt, og er ikke til at komme af med. De ødelægger sådan set ikke noget – ikke med vilje, ihvertfald – men de er bare irriterende over det hele. Også i sengen. Og i morgenmaden. På kontoret og på skrivebordet. MARTIANS, GO HOME!

Poul Anderson, The Rebel Worlds, 1969

Så er der ramasjang! Bogen hører til i Andersons “Future-history”, og mere bestemt i Det Terranske Imperium, hvor der er krig på flere fronter (i det interstellare rum), og hvor borgerkrig truer selve Imperiets eksistens. Hvilket blot er den baggrund, hvorpå det aktuelle drama udspiller sig. Kommandør Dominic Flandry har begået en yderst strafbar handling, ved at bortføre – stjæle – Kathryn McCormac – fra Alfa Crucis-sektorens guvernør, og flyve hende ud i nærheden af hendes mand oprørsstyrker. Menmen! De styrter ned på planeten, månen, Dido, og kommer i kontakt med “didonerne”, og hvilke jeg blot vil sige: – de er positivt anderledes! På den fede måde.

Det hér er jo ikke verdenslitteratur, men det har nogle kvaliteter, og jeg er dybt taknemmelig for, at min skolekammerat Peter viste mig, at man kunne købe den bog for blot 16.75 kroner. Fryd, fryd, Oh Engelefryd.

Michael Bishop, Transfigurations, 1979

På planeten Bosk Veld lever der en “race” af tilsyneladende simian – abelignende – art, kaldet The Asadi. Tilsyneladende har de en slags religion, eller ihvertfald nogle konforme ritualer. Men eftersom de kommunikerer med øjnene, er det ikke ligetil at skabe kontakt. Den første del af romanen er en “treatise” af en antropolog: – The Death And Designation Among The Asadi (oprindeligt udgivet som en selvstændig novelle, novella … – hvad ved jeg, og senere udvidet). Og senere viser det sig, at “asadiernes” ritualer og eventuelle religion, centrerer sig om en pagode i skoven, som kun kan ses fra en bestemt vinkel – og iøvrigt har affinitet til den minedrage, der sidder på førerhannens manke.

Det er faktisk en ret “obskur” roman – og jeg har ikke knækket koden. Men Bishop er også en særpræget forfatter, der ikke er interesseret i de store kosmiske vidder, men i livets mangfoldighed og udtryk. Vil have et godt litterært mysterium, så er det hér!

Ja! Det var så hvad det kunne blive til. Håber det kan give lidt inspiration – og ellers var fornøjelsen helt på min side. God Pinse!