Om Michael Kamp

Kamp debuterede i 2006 med første del i det humoristiske fantasy-epos “Bobs saga”. Siden har han på eget forlag udgivet både horror, humor og faglitteratur med begejstrede anmeldelser til følge. Novellesamlingen “Moln – jorden husker” er hans første udgivelse på et etableret forlag – en række noveller, der alle foregår i den fiktive by Moln og er horror med stor, mørkt H.

Forlaget om Moln – jorden husker

I fordums tid blev markedspladsen i Moln flittigt brugt til henrettelse af mordere og afbrænding af hekse.

Blodet flød og fedtet fra de afbrændte kroppe mættede mulden.

Mange år senere, på selv samme sted, anlagde man et sindssygehospital, hvor pinsler og det hvide snit var hverdagskost.

I dag er sindssygehospitalet erstattet af en skole, og alt det onde er glemt.

Interview

Til at starte med: kan du præsentere “Moln”? Hvad er det for en type bog, du har begået denne gang, og hvilken oplevelse håber du, at læseren sidder tilbage med?

Moln er et stemningsbillede fra et fortabt område. En mosaik, der langsomt løfter sløret for, hvad der foregår bag facaderne i det lille samfund og forhåbentlig trækker læseren med ind i bogens univers. Jeg har forsøgt at flette den store historie sammen gennem de forskellige vinkler på ondskaben i Moln, og der er flere lag i historierne, så de forhåbentlig er interessante for både voksne og unge.

Men først og fremmest er det en gyser. Rendyrket horror, så godt som jeg kan skrive det.

Jeg var så opsat på, at hver enkelt historie skulle være oprigtigt skræmmende, at jeg gav testlæserne en ekstra opgave, da manuskriptet blev sendt ud. De skulle pege på de to uhyggeligste historier og de to mindst uhyggelige. Jeg havde regnet med at sortere en eller to historier fra, hvis de ikke var skræmmende nok, men jeg blev ret overrasket. Hver eneste historie har været på en testlæsers top-to.

Det havde jeg ikke regnet med, men det varmede da, at gyset er solidt til stede.

Sidste gang, du optrådte på Fantastiske Forfattere, var med “Fordærv” fra 2007 – hvad er der sket med forfatteren Michael Kamp i mellemtiden?

Uh, der er sket meget.

Den største forandring er, at jeg er blevet gift og har fået to sønner. Det vender livet på hovedet og ændrer fundamentalt dit syn på verden. Jeg har opdaget en helt ny dimension af rædsel, når det går op for mig, at man kan miste sine børn derude. At der i virkelighedens verden er ting, der er langt mere forfærdelige end noget, jeg kan finde på.

Det tager også meget tid, så min skrivetid derhjemme har fået et ordentligt hug.

Til gengæld har jeg skiftet karriere i det professionelle liv. Jeg har været skolelærer i otte år, men arbejder nu som nattevagt på et kollegium i KBH. Et kollegium der er oprettet i et gammelt hospital, så der hører en masse historie med til bygningerne. Det betyder, at jeg har væsentlig mere tid til at skrive om natten, hvis der ellers er ro på kollegiet, end jeg har i fritiden, så jeg vender desværre ikke tilbage til skoleverden. Det nye job er simpelthen for perfekt.

Endelig er jeg gået fra at være selvudgivet til at skrive kontrakt med Tellerup, så det er næsten samtlige områder af mit liv, der har ændret sig.

En enkelt af novellerne har været udgivet før. Hvor lang tid har bogen været undervejs – og har den fra starten været tænkt som en sammenhængende novellesamling?

Jeg fik idéen til at skrive en fortælling, der var sammenflettede af flere selvstændige historier i 2007. Konceptet var mere eller mindre lagt fast fra starten, og jeg havde en ret tydelig idé om, hvad jeg ville med bogen. Da jeg så blev inviteret til at bidrage med en novelle til Horror.dk, skrev jeg den første af historierne, Cornelia. Den var altså helt fra start ment som en del af et større billede.

“Moln” bringer dig flere gange tilbage til folkeskolen – bortset fra, at du er skolelærer, hvad er det så, der er så fascinerende ved det miljø?

Det er nok en kombination af to ting.

1) Skriv om det, du kender. En grundregel for forfattere, som jeg er meget glad for. At jeg kender miljøet så godt, hjælper mig til at gøre det troværdigt. Jeg ved, hvordan de unge taler, hvad de laver, hvordan snakken går på lærerværelset, og specielt hvordan de unge har det med forældrene.

2) Hvilket bringer mig til nr. 2. Historierne. Der er *så* mange historier, der er værd at fortælle fra skolen. Så mange skæbner og forskellige livsforløb. Så mange vilkår de slås med. Dynamikken i en klasse er noget helt særligt, og fordi jeg kender den så godt, kan jeg undgå at gøre eleverne til klicheer.

Hidtil har du selv stået for udgivelsen af dine bøger, men denne gang er du udkommet på Tellerup. Hvordan har den forandring været?

Det er en stor omvæltning.

Det er rigtig rart at slippe for al bøvlet med at skaffe kunstnere og redigere manus og hele tiden skulle sælge sig selv udadtil. Alt det står forlaget for, så jeg kan koncentrere mig om at skrive.

Til gengæld skulle jeg lige vænne mig til, at jeg ikke længere selv bestemmer det hele.

Når forlaget skyder en masse penge i en udgivelse, har de også et langt større aftryk på det færdige produkt. Heldigvis er det forløbet meget nemt, og jeg er meget glad for den forside, udgivelsen har fået.

At jeg så også fik en lancering i en boghandel og blev præsenteret på et Tellerup-træf, var jo ren bonus. Netop gennemslagskraften var det, jeg savnede allermest som selvudgivet. Det *er* svært at gøre sig gældende i det offentlige rum, når man selv skal stå for alt PR.

Tidshorisonten er også helt anderledes, så jeg udgav slet ikke noget 2010, hvilket piner mig lidt. Tellerup har jo en del forfattere i stald, så de kan ikke kaste sig over alt, hvad jeg aflevere lige med det samme.

Dine bøger har antaget meget forskellige former: episk/humoristisk fantasy-serie, letlæst zombie-satire, mere straight horror – og denne gang er det en novellesamling med historier, der hænger sammen. Går du bevidst efter at skifte form?

Nja – jeg kan selv lide mange forskellige genrer, og da jeg skriver meget lystbetonet, så er der en del variation i de forskellige projekter. Jeg vil helst ikke ende i en bås, men lige nu er jeg fanget solidt i en horror-stime.

Heldigvis er den genre også så bred, at der er rig mulighed for variation. 🙂

Du prøver forskellige måder at skabe uhygge på i “Moln” – hvad synes du er novellens styrke frem for romanens i den forbindelse?

Det er klart novellens styrke, at den kan bæres af en enkel idé. En stemning eller en episode, der dukker op i hovedet og virker som godt materiale, kan udforskes i en novelle, hvor romanen kræver en langt mere kompliceret tilgang. Novellen er også så kort, at man ikke når at gå død i historien. Der er ikke plads til en masse løs udenomssnak – fokus er skarpere end i romanen.

Fortællingen skal være stram.

Det giver også plads til at eksperimentere med forskellige former.

Ideen med at skabe en fiktiv by som centrum for sine historier er ret brugt i horror – har du et bud på, hvorfor det er så tiltalende (og regner du med at vende tilbage til Moln senere)?

Det er praktisk at opfinde en by, for ellers skal du ud og lede længe efter den rigtige. Jeg kender både Roskilde og Holbæk, men deres fortid passer ikke ind, de er for store, og de ligger ved havet. Så er det smartere at konstruere sin egen. Plus der er ikke nogle borgere, der pludselig blive gale på dig, fordi du f.eks. præsenterer Vipperød som en by af kannibaler. 😉

Jeg kan sagtens forestille mig at vende tilbage til Moln, enten som fokus i en historie, eller som baggrund i andre. Jeg kan godt lide, når forfattere krydsreferer til deres andre udgivelser, så længe det ikke dominerer historien.

Hvad så nu? Arbejder du på noget nyt, og kan du løfte sløret for noget af det?

Den næste roman (min 10. udgivelse) er allerede på vej igennem systemet hos Tellerup. Det er igen horror, men også en anderledes vinkel end de andre.

Jeg vil ikke afsløre for meget endnu, men den foregår under 2. verdenskrig, og jeg holder absolut ikke igen. Der er ingen afvæbnende humor eller kække bemærkninger, kun rå, rendyrket horror.

Mens jeg venter på den udgivelse, skriver jeg selvfølgelig på livet løs på den næste i rækken. Det bliver den tredje horrorudgivelse i træk (fjerde, hvis man regner Velkommen til Dybet med), og det er igen-igen en ny vinkel.

Jeg er dog kun ca. halvvejs, så detaljerne må vente, til jeg sidder med færdige manuskript i hånden.

Jeg har heldigvis masser af idéer liggende parat, så jeg bør hele tiden være i gang med et projekt.

Min produktivitet er jo anstændig, så jeg forventer at skrive ca. to romaner om året fremover, men store projekter tager længere tid, og jeg skal lige have forlaget med på dem alle sammen.

Jeg har notater liggende til ca. 10 romaner på computeren, som bare venter på, at jeg får tid til at gå i gang, så der burde komme noget løbende fra min hånd.

Og til sidst: fem bøger, som horrorlæseren burde gribe fat i lige nu ifølge Michael Kamp?

“De sorte symboler” af Nick Clausen er langt bedre, end lektørudtalelsen giver udtryk for.

“Blood Parasites” af Jack Yeovil, hvis man er til det mere pulpede horror.

“Sort Hul” af Charles Burns – en graphic novel med et meget anderledes udtryk.

“Dødens Jagt” af Joe Hill – det er spændende at følge Stephen Kings søn ud i sin faders håndværk.

Endelig bør alle horror-elskere kaste sig over tegneserien “The Walking Dead” af Robert Kirkman. Glem miniserien på DVD (som ellers er udmærket), det er tegneserien, der trækker tænder ud. Jeg tror aldrig, at en tegneserie har påvirket mig så dybt, så mange gange som The Walking Dead har. Der, hvor serien skiller sig ud, er personskildringerne. Man føler noget for hovedpersonerne. Man holder af dem. Og Kirkman er fuldstændig nådesløs overfor dem.

De er nået til nr. 83, og jeg er stadig halv-chokeret efter at have læst bladet. Puha.

Links

Michael Kamps hjemmeside

“Moln – jorden husker” anmeldt på Horrorsiden

Kamps Facebookside