Ellen Garne: Dreaminducer

Om Ellen Garne

Dansk forfatter og cand. psych, som debuterede med romanen “DreamInducer”. Romanen fokuserer på teknologi, og hvordan den påvirker vores hverdag.

Forlagets omtale

Schmidt-Francke har succes. Han er direktør i eget firma og bor med sin kone og to store børn i en højteknologisk villa i de nordlige forstæder. På overfladen ligner det hele en vaskeægte drømmetilværelse, men Schmidt-Francke lider under sin vedvarende søvnløshed og besværlige familie. Så da han en dag får tilbud om at købe en DreamInducer, er han ikke sen til at slå til. Sælgeren, en amerikansk drømmeforsker, fortæller nemlig, at DreamInducer er en drømmemaskine, der kan sende dejlige drømme ind i en sovende hjerne. Det viser sig imidlertid at være en maskine, der ikke blot kommer til at ændre Schmidt-Franckes drømme, men også hans vågne tilværelse.

Interview

Du debuterer med DreamInducer – kan du fortælle lidt om dig selv og romanens tilblivelse?

Jeg er 41 år. Cand. psych. fra Københavns Universitet, 1998. Speciale i samspillet mellem menneske og maskine/teknologi.
Efter eksamen arbejdede jeg nogle år i forskellige teknologiske udviklingsprojekter. Som “brugernes advokat” var det min opgave at gøre teknologien så tilgængelig og brugervenlig som muligt. Jeg har bl.a. rendt i hælene på falck-reddere og intensivsygeplejersker, mens de arbejdede, interviewet lokomotivførere under kørsel og gennemført brugervenlighedsundersøgelser af avanceret netværksteknologi.

Jeg har altid haft en ide om, at jeg kunne og skulle skrive, og har på sin vis taget roman-tilløb i mange år. De første forsøg endte dog i skrivebordsskuffen, mest fordi de var for private. Ideen med en drømmemaskine har jeg haft i baghovedet i næsten ti år, tror jeg, men det tog lidt tid at finde det rette miljø at placere den i.

Hvis nogle skulle være i tvivl: DreamInducer er IKKE socialrealisme. Jeg kender ingen, der har det som familien Schmidt-Francke, og jeg håber virkelig ikke, der er nogen, der har det sådan. Historien er ment som en grotesk forstørrelse af nogle sørgelige tendenser, jeg ser i vores samfund – et oplæg til debat om menneskelige værdier kontra jagten på magt og penge.

Man får umiddelbart en fornemmelse af, at du er ganske negativt indstillet over for teknologi, når man læser DreamInducer, kan det passe? Schmidt-Franke virker, som om han fralægger sig ethvert ansvar vha teknologien – han “bruger” ikke sin universal-fjernbetjening, men “lader den gøre ting”.

Jeg ELSKER teknologi. At nogle anmeldere udråber mig til at være teknologihader er faktisk lidt af en morsomhed … Hvis jeg fik valget mellem en spændende, teknologisk dims og en Gucci-taske, ville jeg til enhver tid vælge dimsen.

Jeg er især fascineret af kommunikationsteknologi. Jeg synes, det er ret fantastisk, hvordan mobiltelefoner og internettet har ændret vores måde at kommunikere og forholde os til hinanden på.

Men… Man kan gemme sig bag teknologi, isolere sig fra andre. Det er det, jeg har prøvet at beskrive: At Schmidt-Francke (hovedpersonen i DreamInducer) gemmer sig bag al sin teknologi. Måske føler han, at familien kræver noget af ham, som han ikke kan eller vil give. Så han gemmer sig, sætter teknologien imellem sig selv og verden og tror, at det ikke kan være anderledes. At det er godt nok, som det er.

Mit budskab i DreamInducer er ligeså meget samfundskritik som teknologikritik. For det er ikke kun teknologi, Schmidt-Francke gemmer sig bag, han har også ladet sig opsluge så totalt af sit arbejde, at familien er reduceret til ligegyldige skygger på bagtæppet.

Jeg mener, at vi mennesker er flokdyr med biologiske behov for nærhed. Mangler vi nærvær og kontakt, bliver vi måske ligeglade eller kyniske, eller vi reagerer med tristhed, apati og livslede. Schmidt-Francke har ret konsekvent valgt prestige og indflydelse på bekostning af nærvær og kærlighed, så der hvor romanen starter, er han nået et punkt, hvor han ikke længere selv ved, hvad han længes efter. Han mangler noget, men han har været “fjern” så længe, at nærhed i hans nærmeste familie ikke er en umiddelbar mulighed. Han orker ikke sin besværlige familie og ved måske heller ikke længere, hvordan man egentlig ”gør”.

Du har selv sagt, at du ikke har forsøgt at skrive science fiction (og det kan da også diskuteres, om DreamInducer overhovedet er det), men din diskussion af teknologi gør den i al fald interessant for sf-læserne. Har du et forhold til genren?

Mit forhold til science fiction er vist desværre præget af fordomme. Jeg har ikke læst ret meget … men det kunne være, jeg skulle få rådet bod på det. Gode læseideer modtages gerne. Helst noget, hvor menneskelige relationer spiller en væsentlig rolle :o)

Kan du fortælle lidt om den research, du har gjort dig forud for DreamInducer? Er maskinen ren fantasi, eller er den solidt bundet i fakta?

Jeg synes, at søvn og drømme er enormt spændende. Måske fordi helt basale spørgsmål endnu ikke er besvaret: Hvorfor sover vi? Hvorfor drømmer vi? Vi ved en del om, hvad der sker, når vi sover og drømmer, og hvad der sker, når vi ikke får lov at sove. Der er masser af teorier og masser af viden, men hvorfor er ikke besvaret endnu.

Indenfor psykologien er der spekuleret og skrevet meget om drømmenes betydning for et menneskes vågne liv. Kan man tage varsler af drømme? Kan man lære noget om sig selv af drømme? Kan man lære sig at kontrollere sine drømme?

Jeg hælder mest til en teori om, at drømme er det vi oplever, når Hjernens Dirigent tager en slapper. Med ”Hjernens Dirigent” mener jeg frontallapperne. Der, hvor den overordnede styring i hjernen sandsynligvis finder sted. Aktiviteten i frontallapperne er væsentlig nedsat, når vi sover – måske er det derfor, at oplevelser og ting, der intet har at gøre med hinanden i vores vågne liv, bliver blandet sammen i drømme.

Det er svært at fortælle konkret om den research, der ligger bag DreamInducer, uden at afsløre romanens slutning og hvad maskinen kan og gør. Men jeg har læst en del neuropsykologi, både i min studietid og i forbindelse med DreamInducer – og vil her nøjes med at sige, at jeg tror, Schmidt-Franckes drømmemaskine består af ca. 10% fantasi og 90% research.

Som et lille kuriosum kan jeg fortælle, at da jeg havde “opfundet” og navngivet min DreamCap, fandt jeg ud af, at NASA faktisk har noget, der ligner – og som de også kalder DreamCap. Det var en reference i Lars Hems bog Drømme, der ledte mig på sporet af hætten, som i Drømme omtales som en ”sovehjelm”. Men NASAs DreamCap virker kun den ”ene vej”, dvs. det er en hætte med indbyggede EEG-elektroder (EEG ~ registrering af “hjernebølger”), som astronauter kan tage på i rummet. Hætten opsamler EEG-data fra den sovende, så man kan finde ud af, om astronauter drømmer anderledes i rummet end på jorden.

Ville det i øvrigt ikke være fantastisk at kunne programmere sine drømme? Tænk, hvis man havde sin helt egen parallelverden om natten, hvor man selv bestemte. Hvis jeg kunne programmere mine drømme, ville jeg flyve. Som en sommerfugle-helikopter ville jeg flyve rundt. Hver eneste nat. Rundt og se hele verden.

Der mangler måske lige et par års hjerneforskning før DreamInducer bliver til virkelighed, men jeg er sikker på, at den bliver en reel mulighed engang. For jeg er ikke den eneste, der drømmer om en drømmemaskine. Her er for eksempel nogle eksperters bud på, hvornår en elektronisk dream inducer ser dagens lys: www.wired.com/wired/archive/4.12/reality_check.html

Du har forsøgt dig med lidt virtuel formidling – via www.ellengarne.dk med bl.a. en skriveblog og www.dreaminducer.com, der optræder i bogen. Hvordan har din oplevelse være med det – har der været et feedback på det?

Man kan roligt sige, at der ikke har været meget feedback 🙂 Måske fordi hjemmesiden er ret ny, og jeg endnu ikke har gjort noget særligt for at gøre opmærksom på den.

Jeg er også først begyndt at finde mine “skriveblog-ben”. Er det overhovedet en genre, jeg kan lære at beherske? Jeg ved slet ikke, om det er interessant for andre at læse, hvad jeg skriver. Men jeg håber, der hen ad vejen vil komme kommentarer fra læsere, som har eet eller andet på hjerte mht. mit forfatterskab, min bog og forhåbentlig også kommende bøger.

Hvad er dine fremtidige planer, rent litterært? Er du begyndt på en ny bog?

Jeg skriver på “noget”, som lige nu også handler om hjernen og om relationer. En lille smule humanbiologisk science fiction bliver det nok også til, men ikke mere end i DreamInducer.

Denne gang er familierelationer ikke i fokus på samme måde, måske omdrejningspunktet bliver relationen mellem en midaldrende, kvindelig læge og en ung mand, der deltager i et medicinsk forsøg. Men der kan ske så meget, måske ender det med at handle om en russisk kosmonaut og det rumvæsen, han delte kahyt med på MIR.

Hvilke forfattere har inspireret dig? Og hvad læser du lige nu?

Jeg er ikke litterær … forstå mig ret. Jeg har ingen professionel skrive- eller læse-baggrund, men har altid læst af lyst – i perioder rigtig meget, i andre perioder ingenting.

Det seneste jeg har læst er ( – selvfølgelig?) Den stille Pige. Jeg forstod hverken plottet eller moralen – men Peter Høegs omgang med det danske sprog er uovertruffen, det er i dén grad en nydelse at læse hans ord.

Da et par anmeldere har sammenlignet mig med Anders Bodelsen, har jeg netop genlæst Tænk på et Tal og Hændeligt Uheld. Jeg kan ikke selv se forbindelsen, men det gør ingenting, Bodelsen er jo virkelig læseværdig :o)

Fra de seneste års lystlæsning er:
Nordkraft af Jacob Ejersbo
Drageløberen af Khaled Hosseini og
Marthas Hjerte af Susanne Staun værd at nævne.

Harry Potter og Lene Kaaberbøls bøger om Skammerens datter har også fyldt en del. Jeg har læst de første fire Harry Potter-bøger højt for min datter. Et par år senere måtte jeg igennem de fem første bind for min søn, som også har lagt øre til Skammer-serien.

Af udenlandske forfattere står Marquez og John Irving højt på hitlisten. Deres bøger kan jeg læse igen og igen.

Martha Christensens samlede forfatterskab, Sartres Terningerne er kastet og Jung Changs Vilde svaner har også sat sig varige spor i min litterære bevidsthed.

Faglitteratur kan også være både inspirerende og underholdende:
The design of Everyday Things af Donald Norman
The Inmates are Running the Asylum af Alan Cooper
The Media Equation af Reeves & Nass
er efterhånden tre halvgamle travere, men de har hver især haft stor indflydelse på min holdning til teknologi.

Vil man vide mere om vores fantastiske hjerne, er Hjernens dirigent af Elkhonon Goldberg et godt sted at begynde.

På det skrivemæssige / kreative plan har jeg haft stor glæde af Julia Camerons Kreativitet.

Links

Forfatterens hjemmeside

“Dreaminducer” anmeldt på Sentura og Den elektriske kanin. Se flere klip af anmeldelser her.

DreamInducer.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.