Om A. Silvestri

A. Silvestri har lynhurtigt bevæget sig fra at være et navn, der optrådte i fanzines og antologier, til at have ikke mindre end tre bøger under bæltet: den blandede novellesamling Køtere dør om vinteren, zombie-eposet Pandaemonium og nu denne rene science fiction-samling Faderens sønner.

Forlaget om Faderens sønner

Med denne samling kommer vi langt rundt i A. Silvestris science fiction-forfatterskab. Silvestri skriver i mange genrer, men her har vi koncentreret os om science fiction-novellerne. Indenfor denne genre, kan han også en del forskelligt. Stort set alle Silvestris historier har to niveauer. Det første er den spændende historie i sig selv, det andet er budskabet. Det kan være menneskets generelle dumhed overfor nyt, overbefolkningsproblemer, tåbelige krige, kærlighed – og følgerne af disse. Dette er ikke Silvestris første bog, men det er hans første novellesamling udelukkende med science fiction-historier.

Interview

Kan du starte med at præsentere “Faderens sønner” – hvad kan man forvente?

Man kan forvente science fiction, der har solid rod i de gamle historier fra 50erne og 70erne, men som samtidig er krydret af tiden efter. Man skal forvente en stor håndfuld satire, både over samfundet og over mennesket. Ligeledes kan man forvente historier, der spiller på andre genrekonventioner end netop science fiction. De fleste genrer har godt af at blive blandet med andre, og science fiction er ingen undtagelse.

Hvordan er samlingen opstået? Er der tale om gamle eller nye noveller – har du samlet dem efter en rød tråd? Er der et bevidst valg i den store bredde i tone og temaer i historierne?

Samlingen opstod, i tanken, for omkring to år siden. På daværende tidspunkt havde jeg endnu ikke nogen selvstændig udgivelse bag mig, og det ærgrede SFC (og mig selv), da de så en del potentiale i mine tekster. Derfor spurgte de, om jeg havde nok noveller til en hel novellesamling…og ja, det havde jeg. Novellerne er en blanding mellem gamle og helt nye. Jeg tror, den ældste er Evolutionært (2006) og den nyeste Stævnemøde (sommeren 2011). Novellerne er ikke samlet efter en rød tråd – tværtimod har jeg bevidst stilet efter at forsøge at vise genrens bredde. Hvis man vil sætte fingeren på en fællesnævner, er det nok, at mine historier ofte tager udspring i ganske almindelige mennesker. For selv fremtiden er fuld af den slags.

Det er ikke din første novellesamling, men dog første science fiction-samling. Hvordan er dit forhold til den genre? Kan den nogle ting, som du ikke kan slippe af sted med i andre genrer?

Rigtig mange af mine tidlige læseoplevelser hænger sammen med science fiction. Jeg var en flittig læser og låner af bøgerne fra Stig Vendelkærs forlag. Måske fordi jeg er vokset op med science fiction, er genren integreret i mig. Både i min skrivning og i den måde, jeg ser verden. Science fiction er en slags fantasy, uden letheden ved at bortforklare alt med magi. Du kan skrive om alt i science fiction, da den er rig på tidsrejser, alternative virkeligheder, dimensionsforskydninger og så videre og så videre. Men i science fiction afkræves du en eller anden form for forklaring. Du skal kunne viderebringe din læser, hvordan det præcis fungerer, at flyve med overlys-hastighed. Det forklaringselement kan jeg godt lide. Så for at svare, er der noget i science fiction, jeg IKKE kan slippe af sted med. Man kan ikke være doven eller sløset, når det kommer til den slags.

Der er meget langt fra disse korte historier til din zombie-mursten “Pandaemonium” – bl.a. i og med at disse gerne forholder sig til verden. Er science fiction mere tilbøjeligt end f.eks. horror til at rumme et budskab?

Selv om Pandaemonium og Faderens sønner udkom samme dag, ligger de meget fjernt fra hinanden, både hvad angår tone og temaer. Science fiction er meget tilbøjelig til at indeholde et budskab, så længe det ikke er space opera, men jeg tror egentlig ikke, at det har flere budskaber end f.eks. horror. Science fictions budskaber er store, og til tider ret forkromede, fordi de fortæller noget om os alle sammen, menneskeheden, vores plads i universet og så videre. Horrors budskaber er mere kompakte og handler ofte om en individuel erkendelse eller forståelse af noget grusomt og/eller modbydeligt. Dog kan jeg i skrivende stund finde eksempler på værker, der modsiger min teori – men i min boghorisont er det undtagelserne, der bekræfter reglen.

Det er lidt som at bede en forælder vælge mellem sine børn – men har du en favorit mellem novellerne i “Faderens sønner”?

Som du selv siger, så er det en lidt umulig opgave. Jeg synes, alle novellerne er gode på hver deres måde, men selvfølgelig er der visse af dem, der skinner klarest, når jeg tænker på samlingen. Jeg er personligt rigtig glad for novellen Det lille billede, der handler om nuttethed og gensplejsning. Den har bare noget over sig. Men også titelnovellen er rigtig god, og da jeg genlæste den for nylig, holdt den stadig vand. En tredje kandidat er Træk!, som til stadighed morer mig med dens cornyness.

Der er tale om din tredie bog – på dit tredie forlag – allesammen mindre forlag. Er drømmen en dag at udkomme på Gyldendal, eller giver de små forlag dig nogle fordele som forfatter?

Selvfølgelig kunne det være fedt at udkomme på et stort forlag, men for at være ganske ærlig, er det ikke noget, jeg overhovedet tænker på. Det gjorde jeg engang, men ikke længere. Jeg holder af de små forlag, fordi rigtig mange af de mennesker, der står bag selvsamme, har det lidt på samme måde som jeg selv. De vil gerne prøve at skabe noget, der ikke er set (alt for meget) før. Jeg ser det ikke som idealisme, men mere som et oprigtigt ønske om at prøve noget andet. Hvis et forlag som Gyldendal ikke er interesseret i det, så tænker jeg, at det kan være det samme. Med det sagt, hvis de en dag banker på min dør, vil jeg nok seriøst overveje deres tilbud.

Apropos genre-forlag – der sker meget inden for de fantastiske genrer for tiden, men det er stadig den realistiske roman, der løber af med prestigen. Hvorfor tror du, at de fantastiske genrer kan være svære for nogle at læse?

Det er et svært spørgsmål, og jeg vælger mine ord med omhu. Jeg mener overhovedet ikke, at de fantastiske genrer er vanskelige at læse, men bliver serveret som vanskelige at læse. Som noget, der kun interesserer børn/unge eller et udvalgt, og ofte lille, segment. Det er ikke rigtige bøger. Hvilket er lidt vanvid. På de fleste lister over de bøger, man skal læse, er alle de fantastiske genrer rigt præsenteret. Fra 1984 over Dorian Greys billede til Ringenes Herre. Enhver jeg har snakket med, husker bøger som disse og de spor, de har slidset i dem. Rigtig mange af de nye, og meget populære bøger, har fantastiske elementer i sig. Tag blot Kaspar Colling Nielsens Mount København eller meget af Svend Åge Madsens forfatterskab. Måske kræver de lidt mere af læseren end den gennemsnitlige bog, men jeg tror på, at folk som flest vil kunne nyde de fantastiske genrer. Så problemet, som jeg ser det, er, at folk ikke bliver præsenteret for horror, fantasy og science fiction som lødige genrer, men derimod som noget, der helt skal undgås, læses i smug eller på gode dage, henvises til som allerhøjst en sidebemærkning eller et sekundært plot i en realistisk roman.

Har du nogle ønsker til, i hvilken retning den danske fantastik skal bevæge sig?

Jeg håber på, at den danske fantastisk bryder med nogle af overgenrens regler og blander endnu mere frit. Fantasien skal tilbage til overdrevet, og et rigt og frodigt land ser jeg i weird fiction, noget der er hverken eller, men samtidig helt tydelig fantastik. Jeg ser hybrider vokse frem. Slægtsromanen, der kobles med science fiction. En horror-biografi. Et kig ind i en western-fantasy. Det er en spændende tid at være i live i, og jeg ser virkelig frem til at udforske den nærmere. Der må meget gerne komme flere romaner, der tager genrerne seriøst og endnu flere noveller, der sætter genrernes forcer på spidsen.

Hvad har du så gang i nu? Hvad byder fremtiden på?

I øjeblikket arbejder jeg som vanligt hårdt på at skrive. Jeg begynder at kunne se enden på redigeringen af min næste novellesamling, der indeholder både massive mængder af modbydelig realisme og en god håndfuld fantastik. På sidelinjen opbygger jeg et arkiv med henblik på en horror-samling, og så har jeg hevet et gammelt science fiction-manus frem fra gemmerne. Det kommer jeg til at arbejde meget med her i sommerferien. Og som en sidste ting samler jeg gode ideer ind til noget, jeg håber virkelig bliver en anderledes roman…måske flere.

Og til afslutning: Fem gode sf-romaner ifølge A. Silvestri?

Aldous Huxley – Fagre nye verden

Det kan være svært at nævne Fagre nye verden uden at skæve til 1984. Men jeg tænker, at Huxley ramte meget præcis ned i hele medineringen af samfundet og inddelingen af mennesker i grupper, et element som Orwell ikke berørte så meget. For ikke at nævne ideen om, at apati er lig med lykke, og derfor findes ingen vilje til oprør.

Daniel Keyes –Blomster til Algernon

En novelle, ikke en roman. Den er så simpel i sin opbygning, at det næsten gør ondt, men står til dato for mig som et af de mest rørende momenter i science fiction. En mand, Charlie med en IQ på 68, indrulleres i et eksperiment, der skal gøre ham klogere. Undervejs kæmper han i intelligens mod musen Algernon. Men efterhånden som Charlie vitterligt bliver klogere, går verden op for ham. Og det er ikke en rar åbenbaring.

Fallout 3

Computerspil. Sat i en verden ødelagt af atomkrig. Men det er ikke bare et dommedagsscenarie. Skaberne har dannet en hel, alternativ verden, der arkitektonisk og kulturelt er blevet hængende i de amerikanske 1950ere. Spillet er en konstant oplevelse, fyldt med masser af underfundigheder og selvfølgelig bestrålede mutanter. Det er et skydespil, men den mest udbyggede shooter, jeg til dato har set.

Jack L. Chalker – The Saga of the Well World

De syv bøger om Sjælenes Brønd gjorde virkelig noget for min opfattelse af, hvordan science fiction kan sættes sammen. Det er vel strengt taget space opera, men proppet med teknologi, etiske problemstillinger og personerne forståelse af, at der er noget højere og større end dem, der er ansvarlig for deres eksistens. Det kan lyde guddommeligt og kan også sagtens tolkes sådan. Men for mig var det en eventyrlig historie fyldt med underværker.

Douglas Adams – The Hitchhikers Guide To The Galaxy

Jeg kan ikke undlade at nævne HHGTTG. Jeg har læst den bog mindst ti gange og moret mig kosteligt hver eneste gang. Douglas Adams håndtering af det engelske sprog er ikke mindre end fabelagtig. Som en lille bonus læste jeg sidste år Eoin Colfers selvstændige fortsættelse And Another Thing… , der var en ganske anderledes oplevelse, men alligevel et syn værd. Og i øjeblikket kan man få den for 30 kroner i de fleste boghandler!

Links

A. Silvestris blog

Faderens sønner anmeldt Den elektriske kanin