Kom for skadefryden, bliv for … nåja, ikke mysteriet, desværre. Det skarpe blik på performativiteten, måske.

Caro Claire Burkes debutroman, “Yesteryear”, starter med sådan et godt skud energi. VI møder Natalie Heller Mills: kvinde, kristen, influencer af typen, der lever på en farm med sin cowboy-mand, sine perfekte børn og en dagligdag, der er fyldt med gøremål. En tilbagevenden til dengang, hvor verden havde mening. Men vi får også et blik bag kulisserne, hvor mikrobølgeovne, vaskemaskiner og så videre er skjult på klogeste vis, så de ikke bryder billedet, der skal sendes ud på de sociale medier. Følgerne skal ikke se, at den perfekte familie får hjælp over hele linjen. Det rammer plet på i al fald undertegnedes fordomme om slige influencere.

Derfor er det også en fornøjelse, da Natalie vågner op i et hus, der ikke helt er hendes hus, med en familie, der ikke helt er hendes familie. Hun er blevet transporteret tilbage til 1850’erne, hvor alting må gøres i hånden – den ægte og uendeligt meget hårdere udgave af den verden, hun har foregivet at leve i.

Oh, hvilken fornøjelse at læse.

Forventningerne og virkeligheden ramler hårdt sammen, også for denne læser. For det er mysteriet, der fanger mig: hvordan er hun havnet der? Er det en kunstig virkelighed? Er det Gud, der sætter hende på prøve? Er det hele en drøm? Er det et Twilight Zone-afsnit? Med andre ord: hvilken genre er der tale om?

Desværre er det ikke Caro Claire Burkes interesse, og derfor gik luften lidt af ballonen for mig. Burke vil hellere kigge tilbage: på det, der jo så er fremtiden, vor tid, og hvordan Natalies liv gik – og gik ad helvede til. Det er velskrevet og fyldt med skarpe stik til det amerikanske samfund, influencer-livet, forventningerne til kvinder og en så fint balanceret skildring af hovedpersonen, så man skiftevist hader og holder med hende.

Samtidig står 1850’er-delen af historien lidt stille, og det virker tydeligt, at vi skal holdes her, indtil vi når frem til slutningen og får at vide, hvilken genre vi befinder os i. Svaret vil jeg ikke afsløre, men måske alligevel lidt: jeg købte ikke slutningen, omend jeg tror, den nok fungerer i sin genre. Jeg vil i stedet huske “Yesteryear” for den halvdel af bogen, der fungerede så godt og ikke forsøgte at performe som noget andet. Den del af bogen gør den værd at læse – så er det en bonus, hvis man også fanges af den anden halvdel.