MUTANTER, LASERVÅBEN, TEKNOSKRÆK. Historien om Simon fortsætter i Mailis. Simon er stadig på rejse mod By Nummer Tre, men da han møder Mailis og hendes teenagedatter Illyane gør han holdt. Han bliver boende i deres hytte en tid og forelsker sig i Mailis. Desværre er Illyane også forelsket i Simon, og det skaber en del gnidninger.
Til sidst beslutter hun sig for at slå Simon ihjel, ved at lokke ham ind i den forbudte mose, hvorfra ingen vender tilbage. Hvis hun ikke kan få ham, så skal hendes mor i hvert fald heller ikke.

Da Mailis opdager det, følger hun efter Simon, for at redde ham fra den forbudte zone. Illyane fortryder sine handlinger og kaster sig af sted efter moderen. Dog har hun valgt at udstyre sig med Simons laservåben. Et valg der i sidste ende kommer til at få stor indvirkning på historien. Laservåben og skrøbelige køleanlæg er med al tydelighed ikke nogen god kombination.

Simon ender til sidst i et gammelt atomkræftværk. Det fungerer stadig og har forvandlet mosen omkring sig til et helvede af muterede dyr og planter. Heller ikke de ansatte er sluppet for atomernes uhyggelige hærgen. De er blevet reduceret til mutanter, der vandrer rundt, mens de ritualistisk plejer atomkræftværket. Da de opdager Mailis, tager de hende til fange, og kun den laservåbensbevæbnede Illyane kan sætte sig op mod de enorme masser af muterede mennesker.

Denne gang har Claude Auclair ikke samfundets politiske system i sigte, næ denne gang er det atomenergien der står for skud. Hvor teknologien i sidste bind gjorde folk til slaver i sværindustriens indre, har den nu taget skridtet videre og forvandler folk til monstre.
Teknologi er tydeligvis noget farligt noget, og alting ville åbenbart være bedre, hvis man levede i pagt med naturen. Der bliver i hvert fald brugt en del tid på at beskrive, hvor idyllisk og romantisk man kan leve i harmoni med naturen og sig selv.

Man kan nemt klandre Claude Auclair, for ikke at tænke over hvad manglende antibiotika, sanitære forhold og rent vand vil gøre for livskvaliteten, så det gør jeg lige: ”Claude, det er lidt fjollet med al den tilbage-til-naturen-romantik. Der er en grund til, at man lever længere nu end i middelalderen. Antibiotika og sanitet er godt. Uden ordentlig kloakering dør folk af tyfus og andre forfærdelige sygdomme”.

Tegnestilen er klassisk fransk og er både realistisk og dyster. Lidt kedelig, meget alvorlig. Det er tydeligt at Claude Auclair har haft et budskab han skulle ud med.

Mailis er andet bind i serien. Der er seks bind alt i alt, men kun de første tre beskæftiger sig med historien om By Nummer Tre og laservåbnet.