Robert Kirkman: Invicible, vol 2 – Eight is enough

TEENAGEUOVERVINDELIGHED! Robert Kirkmans “Invincible” forsætter i andet bind med historien om Mark, den usårlige teenager. Mark er søn af en af de helt store superhelte, og har derfor arvet en del af faderens kræfter. Men det er ikke altid lige let at skulle jonglere med en hemmelig identitet, kærester, venner og familie.

Bind to i serien, er en opsamling af flere forskellige historier, som tidligere er blevet udgivet seperat. Der er derfor en del spring i den overordnede historie. Efter en kort, let fjollet, introduktionsfortælling om kvalitetskontrol af superhelte, begynder den rigtige fortælling. Historien centrerer sig hovedsageligt om to emner: marks valg af high school og mordet på en række superhelte. Det bliver ikke direkte Marks opgave at løse mysteriet om de døde superhelte, men en række spor leder os til at mistænke én der står Mark meget nær.

Albummet er meget præget af at være en samling af historier. Det er meget springende og har mange cliffhangers som kommer til at ligge midt i det hele. Dermed er bindet heller ikke afsluttet, men ender med endnu en cliffhanger som tvinger en til at læse det næste bind. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men personligt er jeg ikke så meget for tegneseriealbums som ikke er afsluttet i en vis grad. Der er selvfølgelig altid en overordnet historie, som gerne skal brede sig udover flere bind, men måden som det er gjort på i “Invincible” er lidt corny – dumt faktisk.

Det er ikke til at ikke helt til at finde ud af om Robert Kirkman slår plat på DC og Marvel, eller om han bare forholder sig til superhelte-arketyper. I al fald er der nogle meget sigende paraleller mellem flere af de etablerede DC og Marvelhelte. Det er imidlertid gjort på en måde som man, som sagt, ikke helt kan blive klog på om det er plat eller om det er med dybeste respekt.

Bindet som helehed er faktisk ikke særligt vellykket. Tegninger er faktisk ok, men Robert Kirkman formår ikke at opbygge et univers vi kan tro på. Det er præget af en dyb ikke-realisme og en pudsig “lad-stå-til” holdning. Almindelige mennesker lader ikke til at være synderligt overrasket over superevner, hvilket gør det hele meget mindre specielt. Derudover introducerer Robert Kirkman et væld af figurer som vi ikke når at knytte os til. Enten fordi de bliver slået ihjel kort tid efter, eller fordi de ikke optræder i serien ellers. Derudover er de kampe som vores helte kommer i, meget præget af “random encounters”. De fleste af dem virker meget tilfældige og uden nogen synderlig effekt på resten af historien.

Jeg må sige at jeg er en smule skuffet. Det første bind i serien var ok, men dette er nærmest ligegyldigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.