BANDER, MILITARISTISKE TEKNOFETICHISTER & RELIGIONSKRITIK

Denne gang sker der vilde ting! Ikke nok med at religionen får et hak i tuden så kommer vi også til at se teknologiens ende.

Simon er fortsat på vej mod By Nummer Tre, da han støder på en gruppe pilgrimme. De er på vej mod Chatres og passer og plejer ham, efter de dramatiske hændelser i forrige bind. Sammen med pilgrimmene hjælper han en gruppe agerbrugere med at få høsten i hus og gifter sig med en af de lokale piger, Emeline.

Nu kunne historien være sluttet her i den totale bonderomantik, hvis ikke en bande marodører havde overfaldet gården og brændt den ned. Simon bliver nødt til at gøre noget ved sagen og beslutter sig for at rejse mod By Nummer Tre, for at gøre op med banderne og Byherrerne.

Han og Emeline kommer gennem Chartres og opdager at Byherrerne forsøger at udnytte agerdyrkernes religion. Det lykkedes heldigvis ikke, takket være Simons snarrådige indgriben. Her ser man tydeligt et vink fra Claude Auclair til læseren, om at religion er noget værre noget, der nemt kan udnyttes af magthaverne, og der er ingen tvivl hos undertegnede, om at han i høj grad peger fingre af den katolske kirke.

I ruinerne omkring By Nummer Tre samler Simon de forskellige bander til et møde. Men da Simon forsøger at overtale bandefolkene, om at opgive deres hærgen og plyndring til fordel for tribut, beslutter de sig for at myrde ham og kidnappe Emeline. Heldigvis dukker seriens mest interessante person op og redder dem. Jason Arvæv.
Han er en tidligere bysoldat, der nu lever skjult i byens ruiner. Han er en bitter og kynisk hul skal af et menneske. Det eneste indhold han har tilbage, er at samle fortidens glemte kunstværker og hævne sig på bandemedlemmerne og Byherrerne over sin kones død.

Mens Simon befrier Byens slaver, spreder Jasen Arvæv rygter om at en af banderne ligger inde med laservåbnet. Det får Byherrerne til brutalt at nedslagte banderne og mens Byen brænder, ødelægger Jason laservåbnet og sætter en stop for teknologiens hærgen.

Det har desværre været lidt af en prøvelse at genlæse serien om Simon. Det var en af de ting fra min spæde ungdom, jeg huskede som ganske interessant og cool på en voksen måde.
Der er mange klagepunkter man kan tage op, romantiseringen af bondelivet, civilisationens sammenbrud som bare sker uden videre og den noget naive forestilling om – men det der har været værst, har klart været den moraliserende tone der løber gennem hele serien. På et tidspunkt anklager Emeline Simon og Jason for ikke at have gennemskuet at det er mændenes skyld at verden er endt som den er. Hvis kvinderne havde været med ved bordet, så havde tingene været mere fornuftige. Det er ikke utænkeligt at det var noget der skulle siges i halvfjerdserne og firserne, men det virker ærlig talt lidt gammeldags nu.

Tegningerne er igen ikke ligefrem i højsædet. De er såmænd ganske glimrende tegnet, men det er historien eller måske mere korrekt, budskabet, der er interessant for Claude Auclair.