Brubaker: Gotham Central – Book One: In the Line of Duty
POLITIARBEJDE I GOTHAM. I “Gotham Central” præsenteres vi for en stereotypi-spækket politistation i midten af Gotham. Der er dømt klassiske Hollywood politi-film fra side et. Det lader ikke umiddelbart til at være særligt nyskabende, men stedet – Gotham – gør det hele en del mere interessant.
Hvordan er det at være politibetjent i en by, hvor de kriminelle bliver holdt i ave af en gemen selvtægter? “Gotham Central” giver svaret. I to historier finder vi ud af hvordan den almindelige politimand arbejder og hvordan han/hun håndterer superskurke og helte. Det er ikke altid lige nemt. Det er ofte et spørgsmål om ære. Kan man faktisk lade en (kriminel) selvtægter løse byens problemer med kriminelle? Hvad sker der når en politibetjent er personligt involveret i en sag, som han ikke selv får lov til at løse pga. Batman? Interessante spørgsmål der giver to interessante svar.
Historierne behandler også mere jordnære emner som social accept, homoseksualitet, hævn og snyderier. Det er altsamme meget spændende og meget velskrevet.
Tegningerne er gode til temaet. De er udført på en måde der fokuserer lige så meget på det der ikke bliver tegnet, som det der bliver tegnet. Det kan lyde kryptisk, men så snart man går i gang, vil man vide hvad jeg taler om. De fleste af tegningerne leder tanker hen på film-noir ala “Chinatown”. Skygger og persinner er i centrum.
Forventer man sig en historie med Batman i centrum (Gotham er som bekendt Batmans distrikt), så bliver man måske en smule skuffet. Batman har kun en birolle i begge historier, og ham udmærker sig ved at blive omtalt som noget dårligt igennem det meste af tegneserien.
Det er en god ide, den er veludført og mere er der ikke at sige til det – læs den!
Ingen kommentarer