VELKOMMEN TIL SIN CITY. Her begynder et anmeldelsesmarathon. Denne mandag, og de seks kommende mandage, bringer denelektriskekanin.dk anmeldelser af samtlige Frank Millers, Sin City historier. Det er måske ikke fantastik i ren forstand, men kendere vil vide at superkræfter er en, omend underspillet, del af Sin City universet.

Sin City er et sted hor man kan finde alt – alt! Hvis man går ned af den rigtige gade, er der ikke grænser for hvilke drømme man kan få opfyldt. Men der er en pris. Intet er gratis. Det ved Marv godt, men han bliver mindet om det i dette første bind i serien. Goldie – en underskøn luksusluder – giver Marv et tilbud han ikke kan afslå. Inden han kan nå at sige “Whiskey on the rocks”, er Goldie død og Marv har politiet i hælene. Men hvem dræbte Goldie, og hvem er snedig nok til at gøre det, når Marv lå lige ved siden af hende? Marv beslutter sig for at undersøge sagen selv, og inden længe står det klart at sagen går højt op i systemet – meget højt. Men hvordan hævner man sig på nogen man ikke kan finde?

Historien er interessant. Den er meget klassisk noir-detektiv-drama iblandet lige dele superkræfter og rå vold. Sin City er, i bund og grund, de kriminelles paradis, og historien er derefter. Ikke én person har helt rent mel i posen og ikke én er til at stole på. Det eneste Marv og læseren kan stole på, er at man ikke kan stole på nogen. Som det hører sig til i noir-fortællinger, er bindet smaskfyldt med indre monologer om hvad hovedpersonen tænker. Der er rigtig meget tekst i dette første bind. Så meget, at det bliver en smule tungt, og også lidt kedeligt. Miller forsøger at ramme et sprogligt udtryk, som passer sig godt til en film. Imidlertid bliver det bare lange, mere eller mindre sammenhængende, talestrømme som kan virke uoverkommelige. Når man når dertil, skal man huske på at der er tale om “grafisk roman” og ikke en dissideret tegneserie – det hjælper, lidt.

Tegningerne er stemningsfyldte. Frank Miller lave nogle helt fantastiske tegninger, men han kan også lave noget der……. ikke er så pænt. Heldigvis er det mest det første vi møder i dette album, og det er rart. Der er ingen tvivl om at Miller har skabt en stærkt stiliseret streg til Sin City. Han har, ved hjælp af kontrasten mellem sort og hvid, forsøgt at skabe et udtryk som kopierer de klassiske filmnoir, men samtidig skaber en forståelse af at intet er godt eller ondt, der er kun mellemtoner. Det er interessant, og det understreger historien godt.

Alt i alt er det første bind i serien en god start. Det bliver tungt, endog meget tungt, ind imellem, men det er det værd.