ERINDRINGS-FANTASY! Og selvfølgelig skulle det tilfalde mig, at anmelde netop denne bog. Man undres undertiden over tilfældighedernes sammenfald. Netop som jeg selv huskede ting fra min egen barndom, dukkede Gaiman op med hans “hav for enden af vejen” (jeg beklager den dårlige undersættelse). Men, er der tale om en eminent skønlitterær genfortælling af og om barndommen, eller er det bare “mere af det samme” fra Gaiman?

Vores hovedperson forbliver igennem hele bogen unavngiven, hvilket unægteligt gør det en smule sværere at opsummerer den kort. I al fald kommer hovedperson tilbage til sin hjemegn  i forbindelse med et dødsfald. Efter begravelsen ender han i det nabolag hvor han voksede op. Han kører ned for enden af vejen, og møder til sin store overraskelse, den gamle fru Hempstock. Og selvom det er fyrre år siden, ser hun ikke ud til at være en dag ældre. Selvom hun må være mindst 120. Og her begynder vores rejse for alvor. Vi trækkes, sammen med vores hovedperson, ned i erindringernes dyb, og bliver præsenteret for et univers der virker underligt bekendt for de fleste, og alligevel meget, meget anderledes.

Gaiman har vundet hele 5 priser for bogen, og denne anmelder er da også begejstret. Gaiman blander virkelighed og fantasi (fantasy?) på smukkeste vis, og som læser er man hurtigt hensat til sine egne barndomsminder. Det er helt igennem veludført og Gaiman er i vanlig storform.

Alligevel er der noget særdeles anderledes ved denne roman. Fra den pudsige tilegnelse i starten “For Amanda, who wanted to know”, til en helt igennem rædselsfuld drukne-scene ca. midtvejs, æmmer bogen af realisme i en grad der, selv for Gaiman, virker tung. Der er noget olmt og dunkelt – nærmest dybsort over bogen. Man aner igennem hele bogen hvordan Gaimans egne oplevelser lyser op som vejvisere, hvilket giver fortællingen et næsten hyper-realistisk udtryk. Det er en udfording at give sig hen, når man sidder og spekulerer på, om Gaiman virkelig har oplevet alt det. En efterskrift forsikrer os dog om, at det hele er en historie der bygger på hans egen familie, men at det ikke er det hele der er rigtigt. Men hvad for noget af det der er rigtigt, er aldrig helt klart.

Jeg skal ikke ligge skjul på, at jeg har en stor forkærlighed for Gaimans forfatterskab. Der er mange gode klassikere i det. Dette er en af de lidt anderledes bøger han har skrevet, men den er helt klart er værd at læse. Der er tale om noget ganske særligt, og noget helt og aldeles atypisk for Gaiman.

Den er smuk, dyster, gennemført og meget, meget personlig – læs den!