Fordi jeg har været insisterende, grænsende til “a pain in the neck”, valgte Jens Poder og Anders Nissen, at tage en omgang Scifi-Snak om Frank Herberts “Destination: void”. Og i mellemtiden kom Janus dem lige i forkøbet med et indlæg om samme, “hér på kanalen”. Og så kan man sige, at jeg vel har fået mine lyster styret. Men nej!

For der er nemlig opstået spørgsmålet, om “man” skal kaste sig over “Destination: void”, hvis éns kendskab til Herbert er “Dune”-universet. Eller kan man bare droppe “Destination” og gå direkte videre til “Pandora”-sekvensen, udfra betragtningen om at: – “nåja, først en ørkenplanet og dernæst en havplanet – hvor svært kan det være?”

Jeg vil mene, at hvis man (kun) har læst “Dune” – og uanset hvor mange af efterfølgerne, man er kommet igennem (fra “Messiah” til “Chapterhouse”) – så skal man kaste sig over Herberts tredje serie: The ConSentiency Universe.

Serien består af to noveller (men man kan godt springe “A matter of traces” HELT over, mens man absolut bør læse “The tactful saboteur”) og to romaner: “Whipping star” og “The Dosadi experiment”. For i dette “univers” er Herbert lidt mere legesyg og munter, sammen med den gennemgående “helt”, BuSab-agenten Jorj X. McKie.

Det SamTænkende Univers består af en hel del væsner, racer, der egentlig ikke er særligt “samtænkende”, og har en del problemer med at forstå hinanden, selvom deciderede sprogbarrierer er til at overkomme. Men jeg tænker, at vi lige skal gå “bestiariet” igennem.

Der er Calebanere: – intelligente stjerner, der leverer øjeblikkelig transport over galaktiske afstande. Taprisioter, der ligner afhuggede tømmerstokke med meterlange tendriller, som formidler øjeblikkelig tankeoverførselskommunikation (sig lige det i en halvbrandert) over stellare afstande. Palenkier, der ligner skildpadder med hundrede ben og en arm, der vokser ovenud af hovedet. Wreavere, der er intelligente knælere (praying mantis). Gowachin, der ligner frøer, skrubtudser, med en juris prudens, der mere ligner en gladiatorkamp end et civilt søgsmål. Og endeligt er der PanSpechi, der – for at komme med i ConSentiency-kulturen (hej Iain Banks!) – har valgt, at fremstå som menneskelignende. De er dog genkendelige på deres gyldne, facetterede, øjne (“Mørke var de de – med gyldne øjne” – Ray Bradbury), og iøvrigt har de en fem-faset livscyklus, hvor fire kroppe altid ligger i dvale, mens den femte (“the ego-holder”) er aktiv for en periode på omkring femogtyve år. Med andre ord: – ret u-menneskelige …. men det er ikke til at se det/hvis man ikke lige ve’ det 🙂

Herbert nævner nogle flere: – soboriber, laclac, preylings, chither. Men de kommer aldrig rigtigt i spil. Muligvis fordi Herbert havde planer med dem, til senere brug – hvilket så ikke blev til noget. Så deres funktion og fremtoning er lidt “bleg”. Det er derimod ikke tilfældet for “BuSab” – Bureauet for Sabotage, hvor Jorj X McKie er agent extraordinaire.

BuSab er en organisation, hvis mål er at få samfundet til at køre i en hastighed, så alle kan følge med. Midlerne er sabotage, hærværk, obstruktioner, mord – civil ulydighed blandet med selvtægt, og helst med lidt utidig vold, bare for at understrege at det ikke er for sjov; institutionaliseret anarki, med andre ord. Og argumentet er, at dette skal få politikere til at tænke sig om, inden de – i bar præstationsrus og beslutningstagningsdygtighed (ibid) fatter hovedkulds beslutninger. Og nogle gange kunne man da godt ønske sig et lille drys “busab” over hjemlige rævekager og valgflæsk – men det er nok bare mig. Undskyld.

“The tactful saboteur” handler mest om BuSabs indre struktur og om PanSpechi. “Whipping star” har Calebanerne i stærkt centrum, men introducerer op til flere – og andre – fra bestiariet (og så er der også BuSab-agenten “Alichino Furuneo”, som jeg finder fascinerende: “Den rasende Harlekin”?) “The Dosadi experiment” har hovedsageligt at gøre med gowachinere og mennesker, men i en helt særlig setting. Og så kan jeg ikke nære mig for en antydning om, at Herberts McKie føles som en nær slægtning til Philip J. Farmers Brother Carmody – men det er anden historie …..

Hvem er jeg, at skulle bestemme andre menneskers læse-modus? Men jeg vil påstå, at har man læst “Dune” og dernæst the McKie-sequence så er man rustet til at give sig i kast med “Destination: void” og “Pandora-trilogien”. Eller man kan vælge nogle af Herberts romaner, der ligger udenfor de tre serier – men lad nu være med, som det første, at læse noget af det hack som er fundet i diverse skuffedarier og udgivet efter mandens død. Der er vitterligt INTET at komme efter!

Men måske kan man også tage en “genvej” ved at læse:

– som faktisk er Herberts debut-roman, og som har nogle temaer der ligner de, der bliver præsenteret i “Destination: void”. Det er en “tight” lille fortælling om fire (!) besætningsmedlemmer på en atomubåd, der skal stjæle olie fra “rød blok”. Den roman er faktisk et lille tætpakket psykodrama-kammerspil, der indeholder næsten alle de temaer, som Herbert senere folder ud i såvel “Dune”, “ConSentiency” og “Pandora”-universerne.

Og så vil jeg iøvrigt gøre opmærksom på, at “axolotl-tanks” (og her tænkes ikke på akvarier til salamandere) optræder i såvel “Dune” som “Destination: void”. Det kan man så tænke over 🙂