Mikkel Birkegaard: Libri Di Luca
NÅR BØGERNE DRÆBER. Jon Campelli er advokat. Succesfuld advokat. Efter hans fars pludselige død er han imidlertid nødt til, at begive sig ind i boghandlerbranchen. En branche der skal vise sig at være meget mere farlig end man lige skulle tro. En hemmelig og magisk orden har specialiseret sig i, at påvirke mennesker ved at læse højt. Jon opdager hurtigt at de forskellige fraktioner i ordnen bekriger hinanden. Efter faderens død blusser denne krig pludselig op igen med Jon som en central figur.
“Libri Di Luca” er Mikkel Birkegaards debutroman. En roman der, tilsyneladnende, har været fem år under vejs. Det ses ikke. Historien er velfortalt omend en smule hullet hist og her.
Historien i sig selv forsøger at være nyskabende. Imidlertid kan man ikke lade være med at sammenligne den med alle moderne konspirationers populære moder – “Da Vinci Mysteriet”. Holdt op imod den, er “Libri Di Luca” langsom – rigtig langsom. Men ikke på en kedelig måde. Langsommeligheden opvejes af nogle interessante ideer og forklaringer.
Alt i alt er “Libri Di Luca” en gedign debut-roman. Der er helt klart plads til forbedring på tempo-siden, men indholdet er ganske udemærket.
6 kommentarer
Synes at både handling og sprog var kedeligt.
Totalt trivi.
Tja, men det er en debut-roman, og jeg giver point for forsøget…
Jeg er overrasket ovar at Birkegaard har brugt så lang tid på romanen. Da jeg læste den, tænkte jeg at det her er lidt lige som de ulideligt mange nordiske krimier der spyttes ud. Bare i DaVinci-genren. Hurtig skrevet – hurtigt læst – nok også hurtigt glemt.
Helt enig, Helle.
Den er hverken kompliceret eller specielt veldrejet.
Har helt glemt handlingen.
Kære Zenia, nu modsiger du dig selv! I den første kommentar sagde du at både “handling og sprog var kedeligt”, men nu siger du at du ikke kan huske handlingen – hvordan hænger det sammen? I øvrigt mener du at historien hverken var kompliceret eller veldrejet, men hvordan kan du vide det, når du ikke kan huske den?
Det kan selvfølgelig være at du kan huske hvad du mente om bogen da du læste den, men lige nu virker det som om du ikke kan lide den, bare fordi den er en krimi!
Det kan da ikke passe! Du plejer da at være så rummelig 😉
Åh, Jakob – nu vil du bare kvæulere 🙂
Jeg skrev en anmeldelse til litteratursiden da bogen udkom – så jeg kan jo læse hvad jeg oplevede den handlede om der, ikk?
Havde den været veldrejet eller kompliceret havde jeg jo husket det. I stedet var den lunken og halvkedelig.
Tænker i øvrigt ikke på den som en krimi. Men du har da helt ret. Den er ligeså kedelig og trivi som en krimi. HA!
Og jeg er overhovedet ikke rummelig! Må jeg være fri!
🙂