Vi har en lille læseklub på arbejdspladsen, hvilket fører til interessante læseoplevelser – både nye og gensyn. Her i dag blev det til Grete Roulunds “Blackhawk” (og jeg sværger, at det ikke var mig, der foreslog titlen, selv om efterordet i Gladiators udgave har et meget tydeligt sammenfald med undertegnede).

Og hvilket forunderligt gensyn det var!

Roulund er en af de forfattere, som formår at skrive historier, der nødigt hæfter sig i min hukommelse på handlingsplanen, men lander med stor effekt på oplevelsesplanet. Med andre ord: jeg glemmer hurtigt, hvad der egentlig sker i hendes bøger, men jeg husker læsningen af dem med glæde. Det samme er tilfældet med “Blackhawk”, der på overfladen er bedragerisk enkel – to mænd sneet ind i en hytte i Alaska.
Det starter som Jack London møder Hemingway, og sød musik opstår. To mandemænd, der overlever under hårde forhold og drikker whisky og snakker om livet – gengivet i korte, hårde sætninger og samtaler. Noget, man kunne finde i “bøger for mænd”. Og så drejer det af på den mest uskyldige vis – en hare i sneen. Men den har røde øjne, og den bider Blackhawk, den ene af mændene. Og så begynder situationen at spidse til – måske havde den rabies? Stationen sender modgift, men noget går galt. Ja, alt går galt i en langsom, uafvendelig lavine. Den anden mand, Keagan, forsøger at holde humøret oppe, men ulykkerne ligger som en dyne af sne over dem.

Genlæsningen bød især på en overraskelse over, hvor meget drive der er i den lille roman – det, der havde fæstnet sig i denne læser, var billederne af de to mænd i hytten, der langsomt synker ned i hundegalskab eller blot galskab, men uden om det er der en voldsom kamp – mod omstændighederne, mod andre mennesker og ikke mindst mod de indre dæmoner, der stikker næserne op efter et stykke tid. Roulund manipulerer på mesterlig vis med læseren og holder én ude af balance hele vejen igennem.

Stort set hele Roulunds forfatterskab er værd at læse, men jeg har personligt en forkærlighed for de korte, knivskarpe romaner tidligt i karrieren, og “Blackhawk”, hendes anden roman, står dystert barberbladsskarpt imellem dem. Endog stærkere, end jeg huskede. Anbefalet for enhver, der tør.