Nick Clausen: De døde brødre

Om Nick Clausen

Dansk forfatter, født 1988. Clausen debuterede med horror-romanen “Tidevandet” og udsendte senere “Prinsessen fra Paradisgade”, der var en omgang socialrealistisk humor.

Forlagets omtale af De døde brødre

Adam fik pludselig øje på drengen der stod med ryggen til, midt ude på græsplænen.
Selv om det var mørkt og regnen silede ned, kunne Adam tydeligt se at han havde bukket nakken, som om han stirrede på sine fødder.
„Hej, du der!“ kaldte Adam tøvende og gik nærmere. „Hvem er du?“
Først nu opdagede han at drengen på mystisk vis ikke var blevet det mindste våd …

For at finde ud af om der virkelig eksisterer spøgelser, beslutter Adam og Troels sig for at tilbringe weekenden i en gammel jagthytte, som efter sigende er hjemsøgt af to døde brødre.

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv? Hvem er Nick Clausen, og hvorfor begyndte han at skrive?

Nick Clausen er en mærkelig blanding.

Jeg plejer at sige, at jeg er en nørd fanget i en sportsidiots krop. Med så forskellige egenskaber har det været svært at finde en uddannelsesvej. For på den ene side elsker jeg fysiske aktiviteter som løb, boksetræning, svømning og håndværkerarbejde. Jeg har en uafsluttet tømreruddannelse, som jeg snart vender tilbage til, fordi jeg savner at arbejde fysisk, at bruge kroppen hver dag.

På den anden side lever jeg lige så meget på indvendig side af hjerneskallen. Jeg er vild med naturvidenskabelige emner som astronomi og psykologi, og jeg læser selvsagt meget. Filosofiske spørgsmål som fx meningen med livet eller religion rumsterer dagligt i mit hoved, og lige nu går jeg på HF med det mål at skulle på lærerseminariet bagefter.

Forfatteren startede i de spæde, forvirrede teenageår, hvor jeg allerede havde pløjet mig igennem reolhylde efter reolhylde af bøger. Som 15-årig klarede jeg mit første forsøg på en roman, og Tellerup fortalte mig høfligt, hvor elendigt det var, og opfordrede mig til at fortsætte. Først tre år senere (på et tidspunkt, hvor jeg var halvvejs igennem tømreruddannelsen) besluttede jeg mig pludselig for, at jeg ville forfølge min skøre, men meget lidenskabelige barnedrøm og give skriveriet en seriøs chance. Efter halvandet års hårdt slid med et snit på 1.000 ord dagligt, skrev jeg Tidevandet – min første bog.
Om jeg kommer til at arbejde som folkeskolelærer eller tømrer, kan jeg ikke give et svar på lige nu, men jeg har på fornemmelsen, at det bliver en blanding. Desuden er det kun sekundært, hvad min beskæftigelse bliver – for dybest inde ligger historiefortælleren.

Hvorfor skal man læse “De døde brødre” – hvad har den at byde på?

Man skal læse De døde brødre, hvis man er til en creepy spøgelseshistorie. Jeg synes, der mangler (især danske) historier, hvor genfærdene får en virkelig skræmmende status af ophøjet, koldblodig overlegenhed, i stil med film som Devil’s Backbone eller The Grudge. Det forsøgte jeg at skrive, samtidig med at der selvfølgelig er en fordækt og blodig fortid, der skal graves frem. Så historien byder både på snigende gys, en del ubehageligt kriminalarbejde, og jeg synes heller ikke, den skuffer på punktet action – til tider endda ret grafisk.

Hvordan opstod ideen til “De døde brødre”?

Ideen opstod på en ret bizar måde. En af mine nære venner skulle i sommers tilbringe en weekend alene hos sin bedstefar i dennes hus i udkanten af en skov på egnen, hvor vi begge er vokset op. Bedstefaren er efterhånden godt døv og ser ikke særlig godt. Om natten vågnede min kammerat og fornemmede, at han ikke var alene i værelset, så han tog et billede med mobilen. Næste dag sendte han billedet til mig, og jeg fik nærmest omgående ideen til De døde brødre. Fotoet optræder i bogen og – det har fået en rolle i historien. Harald (Tellerup, red.) syntes, det var en skam, at det kun kunne være i sort-hvid, så han fik lavet postkortet som følger med bogen, hvor fotoet er i farver og så høj kvalitet, som det nu er muligt med et mobil-billede.

“De døde brødre” er anden gang, du gør dig inden for horror – hvad er det, der er så fedt ved den genre?

Jeg tror, at det tiltrækkende ved horror for mig som fortæller er, hvor simpel en genre det er. Den behøver i sin grundform ikke andet end at skræmme læseren, få ham/hende til at gyse, sætte pulsen i vejret. Hvis den kan dét, er det i mine øjne en vellykket historie.

Som læser forventer jeg heller ikke særlig meget mere af en horrorfortælling, selvom det bestemt er fedt, hvis historien samtidig kan rejse spørgsmål i mit hoved, som bliver hængende efterfølgende (som Skyggespil af Teddy Vork: hvad var virkeligt, og hvad var indbildning?), hvis der krydres med overraskende twists (som Monsteret i kælderen af Dennis Jürgensen), eller hvis plottet er så velkomponeret, at jeg nærmest kommer til at tænke på det som en virkelig hændelse (som Deadline af Dean Koontz).

Spøgelseshistorien er en meget klassisk genre – hvad har du gjort for at sikre dig, at du bidrager med noget, der ikke er set før?

Jeg elsker de klassiske genrer. Vampyrer, spøgelser, blaffere & babysittere. Hvis man tilfører nyt blod (ret bogstaveligt) og sørger for at spare på klichéerne, holder de gamle koncepter fuldt ud.
Jeg ved ikke, om jeg har gjort noget i De døde brødre, som ikke er set før, men jeg forsøgte som sagt at lade spøgelserne optræde meget subtile og godt gemt, men alligevel med en modbydelig intelligens og en lige så modbydelig plan. Jeg ville gerne have slutningen til at slå benene lidt væk under læseren ved, at tæppet, som er blevet løftet mere og mere, pludselig trækkes helt til side. Min plan var oprindeligt at lade slutningen stå åben, at sætte mig midt imellem de to modstridende holdninger hos hovedpersonerne, men jeg syntes alligevel, det ville være fesent. Når man ligger op til døde drenge, bliver man nødt til at lade øksen falde.

“De døde brødre” er din tredje bog – hvordan adskiller den sig fra dine tidligere udgivelser, og hvad synes du især er blevet vellykket i denne omgang?

Jeg har vist taget et større skridt med De døde brødre i forhold til mine to første bøger, end jeg først var klar over. Sprogligt flyder fortællingen bedre, personerne har større dybde, og plottet er mere kompliceret og udspekuleret. Jeg synes stadig, jeg skriver frygtløst (som den ubeskedne modstander af Janteloven, jeg efterhånden er blevet til), og jeg håber, det kan mærkes i form af, at historien ikke nødvendigvis følger en stram dagsorden, men stadig ’leverer varen’ og samtidig fremstår opfindsom og nuanceret.
Nu brugte jeg ordet ’udspekuleret’, men hvis jeg må tillade mig en hurtig reklame, er plottet i min næste bog Ulm endnu mere nederdrægtigt hjernevridende – og jeg udfordrer den mest garvede horror- eller krimilæser til at gennemskue, hvem (eller hvad) morderen er!

Hvilke forfattere og bøger vil du selv betragte som inspirationskilder?

Dennis Jürgensen og Stephen King er giganterne i min verden. Igennem min barndom sås jeg aldrig uden en Dennis-bog i hånden, og senere (men stadig tidligt nok til, at jeg utvivlsomt har taget skade) begyndte King at overtage. Jeg nyder stadig at læse begge to.

I periferien har forfattere som Thomas Harris, Dean Koontz og Kenneth Bøgh Andersen også indirekte indflydelse på mine læse- og skrivevaner.

Jeg brugte meget Dennis og Kenneth til at ’finde’ og opbygge mit eget sprog. Sproget er en ting, som jeg synes er fantastisk vigtig, for det er dét, som mere end alt andet får mig til at vende næste side. De amerikanske herrer bidrager mest til de ’højere’ lag i fortællingerne som stemning, plot og personkarakteristikker – ting, som efter min opfattelse først kan udvikles, når de lever i et godt sprog.

Hvis man skal længere tilbage efter inspirationskilder, har vi naturligvis de forrige århundreders ikoner som Edgar Allan Poe, Bram Stoker, Arthur Conan Doyle og Mary Shelley, mennesker som stort set er forfædre til alle senere (horror/krimi-)forfattere, og hvis værker vi alle kender.

Du er skiftet til Tellerup fra forlaget Facet. Hvordan er det gået til?

Jeg sendte mine første mange historier til Tellerup. Jeg betragtede dem som et meget professionelt forlag, og så udgav de jo Dennis Jürgensen. De gav mig meget kritik og vejledning, og med deres hjælp udviklede jeg mig en smule for hver historie. Da jeg sendte Tidevandet til dem, takkede de nej, selvom de roste mig for at have taget et stort skridt i den rigtige retning. Så vidt jeg forstod, var den største fejl ved historien, at den var for kort. Det var en stor sejr for mig, at jeg fik, hvad jeg betragtede som et næsten-ja, men i samme ombæring foreslog de mig – fulde af beklagelse – at prøve at sende til et andet forlag, for efter disse 12 frugtløse forsøg havde de efterhånden oparbejdet en portion dårlig samvittighed, som i mine øjne var uberettiget. Jeg havde på ingen måde indtrykket af, at de ’fejede mig af’, men jeg sendte med blandede følelser Tidevandet til forlaget Facet, og de sagde ja til at udgive historien. Jeg sagde pænt farvel til Tellerup uden sure miner, men med masser af taknemlighed, og de lykønskede mig. Den næste historie – Prinsessen fra Paradisgade – blev også udgivet på Facet.

Så kontaktede Tellerup mig pludselig en eftermiddag og fortalte til min enorme overraskelse, at de havde fortrudt de ikke havde ’holdt bedre fast’ i mig, og bad mig overveje at vende tilbage og skrive for dem.

Jeg så det som en kæmpe kompliment, og det tog mig ikke mange dage at komme til beslutningen at skifte tilbage. Facet er et fint og ambitiøst forlag, men Tellerup er på en måde, hvor jeg hører hjemme, og jeg føler, at hvad jeg måtte have af talent er i de tryggeste hænder hos dem.

Hvilke bøger har betyder mest for dig – som forfatter og læser?

Når jeg bliver spurgt om de bedste og mest inspirerende historier jeg har læst, som barn og som voksen, dukker mange forskellige op, af mange forskellige forfattere. Et udpluk kunne være: Hannibal-bøgerne af Thomas Harris. Baskervilles Hund af Conan Doyle. Heksen-serien af Phillip Reynolds-Naylor. 1984 af Georg Orwell. Immortalis af Peter James. Novellen Værtinden af Roald Dahl.
I Dennis’ forfatterskab huserer Dystopia, Relief og Kadavermarch som uddødelige klassikere.

Derudover har Kings Desperation og The Stand også sat deres præg i mig.

Underbygget af min voldsomme fascination af verdensrummet må science-fiction nok være min favoritgenre. En af de mest gennemførte værker i denne genre er Kings Dreamcatcher. Spædet op med rigeligt af horror (naturligvis) og en udforskning af menneskets mentale univers sammen med et kig på vores kære race udefra, bliver det næsten ikke bedre. Den bog står som min uovertrufne yndling, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har drømt om den, siden jeg læste den første gang.

Arbejder du på noget nyt nu – og er det noget, du kan fortælle om?

Jeg arbejder altid på noget nyt – hvis jeg påstår andet, lyver jeg. Hvis man betragter idefasen og plotudvikling som at arbejde på en bog, arbejder jeg hele året rundt, selv når jeg sover. Og jeg skriver næsten også altid på en historie.

Udfordringen, som jeg synes, jeg står over for på nuværende tidspunkt, er at bevæge mig væk fra gys. Ikke for altid, bestemt ikke. Men jeg vil forsøge at udvide mig.

Lige nu skriver jeg på en fantasyhistorie, som bliver meget længere end noget andet, jeg har skrevet. Jeg er kun alt for klar over, hvor store og gennemførte fantasyromaner der bliver udgivet i disse tider, og det er klart, at kvalitetsnivauet er højt. Om det lykkes mig at lave en historie, som forlaget kan godtage, er ikke givet – men jeg gør altid mit bedste.

Derudover har jeg mindst tre-fire ideer på skitsebordet, og spørgsmålet er bare, hvilke jeg kaster mig over først. De breder sig over genrer som krimi og science-fiction. Og forrest i køen står en gyser, som godt kunne blive en opfølger på De døde brødre – ikke en to’er, men en fortsættelse i genre, tema og stil.

Links

De døde brødre anmeldt af Maria Elmvang.

Forfatterens hjemmeside: NickClausen.dk

Comments

  1. Pingback: Fantastiske Forfattere: Nick Clausen | Horrorsiden

  2. Pingback: De døde brødre af Nick Clausen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

To create code blocks or other preformatted text, indent by four spaces:

    This will be displayed in a monospaced font. The first four 
    spaces will be stripped off, but all other whitespace
    will be preserved.
    
    Markdown is turned off in code blocks:
     [This is not a link](http://example.com)

To create not a block, but an inline code span, use backticks:

Here is some inline `code`.

For more help see http://daringfireball.net/projects/markdown/syntax

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.