Carina Evytt: Jack the Rippers lærling

Carina Evytt: Jack the Rippers lærling

Om Carina Evytt

Evytt er uddannet laborant, men arbejder som graver og kirketjener. Og så skriver hun bøger – i 2006 monsterromanen “Let bytte”, i 2007 fantasy med “Sværdet fra Odin” og nu hendes tredie bog,  “Jack the Rippers lærling”. Hun er vendt tilbage til horrorgenren, men med en mere voksen tone end i debuten.

Forlaget om Jack the Rippers lærling

Kirurgen Thomas Lindberg er en stor beundrer af Jack the Ripper, som han anser for at være et misforstået, kunstnerisk geni.

Et stressrelateret sammenbrud koster Thomas en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, og da han atter udskrives, har han mistet både kone og job.

Thomas finder dog ny mening med livet, da han møder en reinkarnation af selveste Jack the Ripper, som tilbyder at tage ham i lære …

Interview

Kan du starte med at præsentere dig selv og Jack the Rippers lærling? Hvem er Carina Evytt, og hvad skal man forvente sig, hvis man samler bogen op?

Jeg er født i 1971, opvokset i Hillerød og bor nu med mand og to teenagebørn langt ude på landet, hvor jeg arbejder som graver og kirketjener ved en landsbykirke.

Jeg er nærmest afhængig af rockmusik, og det er herfra, jeg ofte henter min inspiration.  I “Jack the Rippers lærling” skinner dette nok meget tydeligt igennem, da jeg har givet Alice Coopers musik og tekster en birolle, og – måske knapt så synligt – har forsøgt at ramme stemningen fra shock rock.

Derfor har det meste af romanen været ren legetime for forfatteren, men samtidig har den også forårsaget, at jeg måtte nedbryde nogle personlige, skrivemæssige barrierer. Personen Thomas’ adfærd er på mange områder temmelig grænseoverskridende, og jeg havde fra starten besluttet, at hvis jeg skulle skrive fra hans vinkel, måtte jeg ikke lade min egen tryghedszone blive hans begrænsning. Så han har fået lov til at tænke, føle og handle, som jeg – efter bedste overbevisning – tror, at en mand som ham ville gøre, og dermed er romanen forhåbentlig blevet generelt hæmningsløs og pletvist grænseoverskridende.

I hvert fald skal man være forberedt på en del amoralsk opførsel og sort humor, men måske også en større identifikation, end de fleste ville forvente at finde hos en seriemorder. For Thomas er ikke et uhyre, men simpelthen et menneske, der opfører sig uhyrligt.

Du har tre bøger på gaden indtil videre. Hvornår og hvordan begyndte du at skrive?

På det punkt er jeg en omvandrende kliché. Jeg har skrevet, siden jeg lærte at stave nogenlunde genkendeligt, og jeg gjorde det, fordi jeg ikke kunne lade være.
Jeg kommer fra en typisk – hvis sådan en findes – arbejderfamilie, hvor min storesøster er familiens første student, og det stod derfor ikke ligefrem skrevet i kortene, at jeg skulle være forfatter. Omvendt har jeg heller aldrig følt, at jeg havde et valg. Historierne kom og ville ud, så mit eneste bevidste valg i den sammenhæng var at arbejde med selve håndværket at
skrive og at forsøge at få mine historier udgivet.

Hvad er dit forhold til Jack the Ripper – havde du en forudgående fascination, og hvor meget research har du lagt i bogen?

Jeg var 10-11 år, da jeg første gang stødte på Jack the Ripper (i en faglitterær bog om seriemordere, som min mor vist ikke kendte indholdet af), og jeg blev omgående fascineret af den “historie”, som de fleste af os kender. Dvs historien om verdens første seriemorder, der myrdede først, maltrakterede bagefter og legede med politiet, indtil han forsvandt lige så pludseligt, som han var dukket op. På mange måder en romantiseret fortælling, hvor morderens frækhed og arrogance næsten overskygger det voldelige.

Siden da har fascinationen hængt ved, men indtil for nogle år siden kun i den skitseformede udgave, som jeg nævner her. For nogle år siden gik jeg dog i gang med at skrive en roman, hvor hovedpersonen er bedste veninde med Mary Jane Kelly (Rippers sidste offer). I den forbindelse kastede jeg mig ud i en ret grundig research med basis i mordet på Mary Jane, men selvfølgelig – som research har for vane – voksede den hurtigt ud i alle retninger. På den net-side jeg hovedsageligt brugte, kan man finde alt fra samtidens avisartikler til lister over mistænkte, og sågar billeder af ligene og obduktionsrapporterne.

Sidstnævnte fjerner forbløffende effektivt ethvert romantiseret skær der måtte ligge over myten.

Omtalte roman blev ikke til noget, men research-arbejdet herfra kunne jeg til gengæld bruge i “Jack the Rippers lærling”. Denne roman er dog på ingen måde en afhandling om Jack the Ripper som historisk person, og jeg har derfor valgt kun at indsparke nogle få oplysninger, der – på den ene eller anden måde – har betydning for hans lærlings historie.

“Jack the Rippers lærling” er meget bundet op på hovedpersonen, Thomas, men har det hele tiden været ham, der har skullet være det bærende element? Hvordan og i hvilken for opstod ideen til bogen?

Historien om Thomas og hans kunstneriske eskapader startede for snart ti år siden som en novelle (“Slagterlærlingen”), hvori kun Thomas og et enkelt offer optræder. Idéen bag den var delvist en gætteleg – Gæt, hvem det er, Thomas kopierer – og delvist mit bidrag til den daværende aktiveringspolitik. Da jeg publicerede den på nettet, viste det sig, at flere læsere lod sig fascinere af Thomas’ forskruede tankegang, og de ville gerne have mere. Umiddelbart havde jeg svært ved at se en spændingskurve i en række mord set fra morderens side, så jeg forkastede tanken om at udbygge historien.

Personen Thomas havde dog præsteret at knytte sig til det Alice Cooper-album, jeg refererer til både i novellen og i romanen, og derfor blev jeg med jævne mellemrum mindet om ham, indtil jeg gav mig til at lede efter en nøgle til hans historie. Nøglen syntes at være et sidekick, han kunne tale med og reagere på, men det virkede som – meget bogstaveligt – overkill at have to psykotiske lystmordere farende rundt.

Først da min nyanskaffede og yderst provokerende kattekilling truede med at hvæsse kløer i min pladesamling, faldt historien på plads. I begyndelsen som en humoristisk og lidt splatterpræget actionroman, men i takt med at karakteren Thomas blev tilpasset den “gængse” lystmorderprofil, fik både han og historien mere tyngde, og det splattede kunne træde i baggrunden for persontegningen.

Dine to første bøger var mere rettet mod unge læsere, mens man mærker en lidt mere voksen tone i denne. Har du en tiltænkt læser eller aldersgruppe, når du skriver?

Egentlig ikke. Jeg har altid haft mig selv som målgruppe, og derfor er det heller ikke bevidst at de to første bøger synes rettet mod unge.

At “Jack the Rippers lærling” virker mere voksen i tonen end de første, skyldes derfor nok mere historiens hovedpersoner end et forsøg på at skifte målgruppe.

To af dine bøger, inklusive denne, har været horror – hvad er det ved den genre, der tiltaler dig som forfatter?

Jeg har tidligere omtalt horrorgenren som litteraturens svar på rockmusik, og det er nok den sammenligning, der stadig forklarer min tiltrækning af genren bedst. Horror giver forfatteren grænseløs frihed, men samtidig stiller den nogle krav til både teknik og troværdighed, som jeg ikke har oplevet i nogen anden genre.

Selv skrev jeg tidligere hovedsageligt associerende. Jeg startede på side 1 med samme viden om historien som læseren, og så lod jeg historien folde sig ud, uden at gøre forsøg på at styre den. Den metode er ikke mulig for mig, når jeg skriver horror. Her er spændingskurven så synlig og aktiv en del af historien, at jeg ikke bare kan føle mig frem, men er nødt til at vide, hvor jeg egentlig er på vej hen, og hvad der skal ske undervejs. Der er stadig plads til at improvisere, men jeg skal som minimum kende slutningen og et par vigtige scener undervejs, før jeg overhovedet begynder at skrive.

På samme måde er jeg nødt til at overveje troværdigheden i historien. Som udgangspunkt forventer jeg – optimistisk – at læseren er på min side og er villig til at acceptere nogle væsner eller mennesker, som man ellers ikke støder på nede i Brugsen. Den velvillighed holder dog ikke særligt længe, hvis det genkendelige i historien – miljø, menneskelige reaktionsmønstre og fakta – ikke virker troværdige. Så bliver horror-elementet uvedkommende for læseren, der kan trøste sig med, at ´den slags findes ikke i virkeligheden´.

For mig er horror derfor den ultimative udfordring, men samtidig også den ultimative legeplads, for det er nu engang virkelig sjovt at skræmme folk.

Hvad kendetegner en god horrorhistorie for dig?

En god horrorhistorie er – som før nævnt – først og fremmest troværdig. I de allerbedste romaner af slagsen kan man fjerne hele horror-elementet og stadig have en god historie. I de tilfælde er det lykkedes forfatteren at gøre personerne så levende, at jeg har lyst til at følge dem for deres egen skyld, og så er der virkelig noget på spil for mig som læser.

Derudover kan jeg godt lide den gotiske stil. Den er sjældent overraskende, men stemningsopbygningen og følelsen af det uafvendelige giver som regel et ret effektivt adrenalinkick alligevel. Og endelig er jeg meget auditiv, og derfor mere følsom over for lydindtryk end synsindtryk. Også på skrift. Så historier, der vægter flere sanser end synet, sniger sig som regel ind på mig på en anden måde end de, der hovedsageligt vægter synet.

Genren har lidt af en opblomstring i tiden. Føler du dig selv som en del af en litterær strømning?

Ja, det må jeg sige.

Faktisk synes jeg ikke at genren på noget tidspunkt har været i fare for at uddø, men indtil for et par år siden var det næsten udelukkende amerikanske bestsellerforfattere som King og Koontz, der fik adgang til danske boghandlere, ligesom de danske forlag heller ikke var meget for at give sig i kast med genren. Da jeg stod med manuskriptet til “Let Bytte” i 2006, var Tellerup faktisk det eneste forlag, jeg kendte, der udgav dansk horror.

Siden da er der heldigvis kommet langt mere dansk horror på markedet – hovedsageligt via nyetablerede forlag – og med stiftelsen af Dansk Horror Selskab, kan man jo håbe at flere vil få øjnene op for genren.

Hvad så nu? Arbejder du allerede på noget nyt, og er det noget, du kan fortælle om?’

I øjeblikket skriver jeg på en roman om dæmoner: Både den metaforiske slags og den slags, der tager imod ofre og venter på en mulighed for at slippe fri og overtage verdensherredømmet (eller hvad dæmoner nu egentlig foretager sig når de har frie tøjler). Jeg håber på at blive færdig med manuskriptet i løbet af vinteren, men om den så er udgivelsesværdig, er det heldigvis ikke op til mig at bedømme.

Og til slut: fem gode bøger, som man burde læse lige nu, ifølge Carina Evytt?

Moln – Jorden Husker” af Michael Kamp. En meget velskrevet mosaik-roman med mange underspillede, men yderst effektive gys.

“Sommernattens Rædsel” af Dan Simmons. Jeg er ellers ikke den store fan af Simmons, men netop denne roman er fantastisk. Nok den mest uhyggelige bog, jeg nogensinde har læst.

“Hitch Hiker´s Guide to the Galaxy” af Douglas Adams. En trilogi i fem dele. Et rablende vanvittigt rum-eventyr fuld af tanker, man ellers ikke ville tænke.

Diget” af Teddy Vork. Vork er på min Top 5 over danske forfattere, og her leverer han både en god historie og giver nyt liv til en perlerække af uhyggelige sagn og overleveringer.

“Dracula” af Bram Stoker. En klassiker, helt tilbage fra dengang hvor vampyrer var dårligt selskab og faktisk slog mennesker ihjel.

Links

Forfatterpræsentation på Horror.dk

Carina Evytts Facebookside

“Jack the Rippers lærling” anmeldt på Gyseren, Horrorsiden, Bogvægten, Fyldepennen og Trudis-bogblog

0
Jonas Wilmann: Smukke Anna Nikolaj Højberg (red.): Det sker igen

Ingen kommentarer

Du har 0 nye beskeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.